Skatten sænkes og velfærden får et nøk opad
Hvad skal pengene bruges til?
Det er det evige spørgsmål i en kommune, hvor en lang række partier skal blive enige, og altså også det, det har været på dagsordenen i Norddjurs det sidste stykke tid, hvor partierne har forhandlet om næste års budget.
Vi har tidligere været inde på, at alle 27 kommunalbestyrelsesmedlemmer var enige om første skitse, og dermed er det ikke den store overraskelse, at de nu er enige om det endelige budget.
Faktisk landede budgettet stort set uden skænderier og uden drama. Og alle partier kan nu sætte deres underskrift på det endelige budgetforlig.
I budgettet er der afsat penge til at give velfærden et løft, der er afsat penge til forbedring af skoler og daginstitutionerne og så kan de ældre se frem til mere rengøring.
Det kommer jeg selvfølgelig ind på i dette nyhedsbrev, hvor jeg også dykker ned i enkelte punkter i budgetforliget.
Ovenpå en række år med dårlig økonomi, er Norddjurs endelig ved at have vendt skuden. I 2018 var der gevaldigt underskud i kommunens pengekasse. På knap tre år har de formået at vende det massive underskud til et overskud.
Kan du lide det, du læser, vil jeg lige minde dig om, at du kan tilmelde dig nyhedsbrevet ved at klikke her. På den måde får du alle nyhedsbrevene - og dermed alle mine artikler - direkte i din mailboks.
Du må også rigtig gerne prikke din nabo eller søster på skulderen og fortælle, at vi eksisterer.
Og så vil jeg igen fortælle, at min indbakke altid er åben. Du kan kontakte mig på emahh@norddjursliv.dk hvis du har noget på hjerte, gode idéer eller noget, du undrer dig over.
Tak, fordi du læser med.
Alle partier står bag budgetaftale for 2022
Ikke et eneste parti fra kommunalbestyrelsen står udenfor budgettet, der mandag aften faldt på plads for Norddjurs.
- Norddjurs Kommune er økonomisk et bedre sted i dag, og jeg er glad for, at en samlet kommunalbestyrelse står bag det næste budget, siger borgmester Jan Petersen (S) i en pressemeddelelse i forbindelse med budgetforliget.
Vigtigst er det måske, at partierne er enige om at nedsætte skatten med 0,2 procentpoint. Dermed lander kommuneskatten fra næste år på 26,1 procent.
Flere penge til veje, ny skovbørnehave og mere rengøring til de ældre
Flere penge er på vej til at give velfærden et løft. Flere cykelstier skal udbygges, de ældre får mere rengøring og så sættes der penge af til asfalt og forbedringer af vejene i kommunen.
Nå ja, og en hel del mere. Budgetforliget fylder trods alt godt 15 sider.
Jeg dykker ned i enkelte punkter fra budgetforliget i artiklen, som du finder ved at klikke her.
Fra økonomisk krise til en kommunekasse med overskud
Der var vist ikke en eneste lokalpolitiker eller borger i Norddjurs, der ikke stod tilbage med et måbende udtryk i ansigt og et stort spørgsmålstegn i hovedet, da det i 2018 kom frem, at kommunens penge var brugt. Og mere til.
Faktisk skulle kommunen spare 460 millioner - svarende til 115 millioner kroner om året - henover de næste fire år for ikke at komme under administration.
- Vi er enormt skuffede, og nogle er ganske vrede, lød det fra borgmester Jan Petersen (S) til TV2 Østjylland i juni 2018.
Men nu har kommunen formået at vende skuden og faktisk skabe overskud i kommunekassen.
Den såkaldte gennemsnitlige kassebeholdning er vokset til 404 millioner kroner. Pengene er en buffer, der kan bruges til mere velfærd og byggeri eller til uforudsete udgifter.
- Nu har vi mange penge i kassen, men vi skal bruge pengene fornuftigt, lød det fra borgmester Jan Petersen forud for en af budgetforhandlingerne tidligere i år.
Hvordan gik det så galt? Og hvordan har kommunen formået at vende udviklingen?
Ros til kommunerne for at beholde arbejdshandskerne på
Østjylland rundt er det næsten alle steder et samlet byråd, der står bag næste års budgetforlig.
Både i Norddjurs (27 ud af 27 kommunalbestyrelsesmedlemmer), Skanderborg (27 ud af 29), Syddjurs (25 ud af 27), Favrskov (24 ud af 25), Aarhus (28 ud af 31) og Horsens (27 ud af 27) er der nemlig stor enighed om næste års budgetter.
- Det er imponerende, at de siddende kommunalbestyrelser har arbejdshandskerne på og ikke benytter timingen med et valg forude til taktisk at positionere sig over for vælgerne, lyder det i denne leder fra Århus Stiftstidende.
Bemærk, at du skal være abonnent på Stiften.dk for at læse hele lederen.
Søren har boet nær stranden i Risskov hele sit liv: Larm og nybyggeri har fået ham til at flytte til Grenaa
Søren Jungersen er godt i gang med - helt selv - at bygge et nyt sommerhus ved den brede strand i Grenaa. Han har ellers boet det meste af sit liv ved stranden i Risskov, men nu er larmen og de mange nybyggerier blevet for meget for ham.
- Om sommeren er der konstant fyldt med mennesker og larm fra store soundbokse, siger han.
Han sætter særligt pris på, hvor fredeligt der rent faktisk er i Norddjurs.
- Det har overrasket mig, hvor stille her er. Vi er i nærheden af Grenaa, men alligevel er her altid fredeligt. Jeg nyder at lytte til fuglene og kan også høre havet, når vinden blæser fra øst, siger han.
Sommerhuset måler otte gange otte meter i to etager, og der bliver dermed en flot udsigt fra 1. sal udover Kattegat.
Prisen på huset venter Søren Jungersen at være et par millioner kroner, hvor grundens pris - inklusiv tilslutning til kloak og el - udgør en lille million kroner. Det virker ikke dyrt for et nyt hus med blot 200 meter til vandet, men så skal man også regne med selv at kunne bygge huset - ligesom Søren Jungersen.