Mød tre af lokalbestyrelsens medlemmer
Kommunalbestyrelsen i Norddjurs har 27 medlemmer fordelt på syv partier. De rummer hver deres forskellige interesser, personlige holdninger, ideologier, smag, stil, drømme og ambitioner. Men de er alligevel lidt ens.
For de deler kærligheden til lokalpolitikken og til Norddjurs.
I dagens nyhedsbrev fortsætter serien Tæt på rødderne, hvor jeg præsenterer dig for en håndfuld af de 27 lokalpolitikere.
Denne gang har jeg blandt andet talt med Sebastian Rode-Møller Grauert fra Liberal Alliance. Man kan næsten sige, at han kom med på et afbud, da han i august 2020 overtog pladsen i kommunalbestyrelsen fra et tidligere medlem. Men Sebastian Rode-Møller Grauert lægger ikke skjul på sine drømme og ambitioner.
- Jeg drømmer om at blive statsminister, selvom det kan være svært, når man sidder i et mindre parti. Men jeg mener ikke, at det skal være partibogstav, der bestemmer de muligheder, man har. Det skal arbejde, man laver, siger han.
Jeg har også talt med Socialdemokratriets Lars Møller. Han har i 27 år arbejdet på Sapa i Grenaa, hvor han blandt andet var tillidsmand og medarbejdervalgt repræsentant til bestyrelsen. Her fik han smag for det politiske arbejde, og nu har han siddet i byrådet i 20 år.
- Jeg kan godt lide, at vi sidder ved samme bord og har en fælles interesse i Norddjurs, siger han.
Slutteligt kan du møde Jan Petersen, der - som du nok ved - er borgmester. Han har en fortid som folketingsmedlem, men skiftede spor og blev ved valget i 2009 valgt som borgmester for Norddjurs.
- Der er mere nærvær og sund fornuft i lokalpolitik, siger han.
Jeg vil som altid gerne høre fra dig, så skriv gerne til mig på emahh@norddjursliv.dk, hvis du har noget på hjerte, gode idéer til historier, ris, ros eller andet, du gerne vil dele med mig.
NorddjursLIV er til for dig. Uden dine inputs og idéer var vi her ikke.
Så tak for det - og god læselyst!
Sebastian Rode-Møller Grauert vil ikke lade partibogstav bestemme
Sebastian Rode-Møller Grauert er kommunalbestyrelses nye mand i klassen. Han holder af lokalpolitik, fordi man har fingrene helt nede i kagedejen og tager beslutninger der omhandler det sted, man bor.
Han drømmer om at blive statsminister, spindoktor eller noget i den stil, selvom han godt ved, at han som repræsentant for et mindre parti nok ikke står først i køen til den slags poster.
- Jeg er i et af de mindre partier, og derfor er det ikke altid os med mest indflydelse, men det er det parti, jeg føler mig hjemme i. Jeg synes ikke, at det er ens partibogstav, der skal bestemme. Det skal det arbejde, man lægger, og jeg er klar til at kæmpe for mine drømme, siger Sebastian Grauert.
Hvervet som tillidsmand var med til at forme Lars Møller
Lars Møller har en lang karriere bag sig som arbejdsmand på metalvirksomheden Sapa, hvor han var i 27 år frem til virksomhedens lukning i 2011.
På Sapa var han blandt andet tillidsmand, og det var med til at forme ham - og give ham den politiske interesse.
- På mange måder minder hvervet som tillidsmand og arbejdet som politiker om hinanden. Jeg startede nærmest med et billede af en rød fane og en tanke om, at nu "skulle jeg ind og gøre en forskel for medarbejderne", men jeg fandt ret hurtigt ud af, at det tit også handler om at få tingene til at hænge sammen, siger Lars Møller.
Jan Petersen holder af mødet med borgerne
Det er efterhånden 13 år siden, at Jan Petersen tog springet fra landspolitik til lokalpolitik.
Egentligt var det slet ikke planen, at han skulle fortsætte med politik da han stoppede som folketingsmedlem, men det var svært for ham at slippe politikken, og i dag er han borgmester i Norddjurs Kommune.
- Der er meget mere nærvær og sund fornuft i lokalpolitik, siger Jan Petersen.
Han sætter særligt pris på mødet med borgerne, hvad enten der er til en rund fødselsdag, et bryllup eller et virksomhedsbesøg.
- Det giver så meget mening at være tæt på folk på denne måde. Jeg er meget nysgerrig på mennesker, og jeg kan godt lide at møde dem, siger Jan Petersen.
Overvågningskameraer skal afhjælpe hærværk
For at afhjælpe hærværk på offentlige toiletter og ventesale, har kommunen nu sat overvågningskameraer op på udvalgte lokationer.
Det oplyser Norddjurs Kommune i en pressemeddelelse.
De håndværkere, der sættes til at reparere de offentlige toiletter, melder om løbende vand, der ikke kan stoppe igen, raserede toiletbåse og ødelagt inventar.
- Det er en dyr affære at reparere, og det er til gene for de borgere, der gerne vil benytte toiletterne, siger Kim T. Jensen, Vej- og ejendomschef i Norddjurs Kommune.
Når toiletterne skal repareres, er kommunen nemlig nødt til at låse dem af, så de ikke kan benyttes.
Håbet er, at kameraerne kan afhjælpe det, så folk ikke går forgæves.
Det vil være tydeligt skiltet, hvor der er opsat kameraer og optagelserne bruges udelukkende af politiet i tilfælde af hærværkssager.
Der er opsat overvågningskameraer ved:
- Toilettet i Mogensgade
- Toiletterne i Kannikegade
- Toiletter og legeplads i anlægget
- Toiletter ved Naturskolen
- Toilettet ved Trafikknudepunktet i Auning
- Ventesal og toiletter ved Grenaa station
- Ventesalen i Trustrup
Der filmes ikke inde i selve toiletbygningerne.