Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger NorddjursLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

I Gjerrild har en række borgere sikret købmandens overlevelse ved ganske enkelt at gå sammen. Her ses de fire nuværende ejere Vibe Knudsen Bennetzen (t.h.), Elisabeth Romoser, Torben Andersen og Susanne Sodemann. Foto: Emma Ahlgreen Haa

Købmænd kan være afgørende for de små byer

Købmændene forsvinder fra de små byer over hele landet.

Siden 2009 er op mod halvdelen af dagligvarebutikkerne i landets mindste byer nemlig forsvundet.

Tal fra De Samvirkende Købmænd viser, at der i mindre byer med op til 1.000 indbyggere i 2009 var 550 dagligvarebutikker.

I 2019 var der 341 butikker.

Tendensen er dog ved at vende, og det skyldes blandt andet, at flere supermarkedskæder får øjnene op for, at der er muligheder i de mindre byer - og dermed etablerer indkøbsmuligheder i de mindre byer. Tit sker butiksåbningerne ved, at lokalsamfundet er med på idéen og eksempelvis selv finansierer bygningerne - eller helt selv åbner en købmand.

Det kan faktisk også have afgørende betydning for et samfund, at der er en købmand. Det mener i hvert fald Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.

Det drejer sig både om at trække nye beboere til byen, men det skyldes også, at købmanden kan have stor betydning for sammenholdet i byen, når det er her, folk både køber ind, men også henter pakker og medicin - og her, at de unge får deres første job.

I dagens nyhedsbrev bliver vi ikke i Norddjurs, for min gode kollega, Asbjørn With, og jeg har valgt at klippe hul i hækken og skrive et nyhedsbrev sammen, der vedrører både jer, der bor i Norddjurs og dem, der bor i Syddjurs.

Hvorfor i alverden skal jeg læse om noget, der foregår på den anden side af kommunegrænsen, tænker du måske.

Det skal du, både fordi det er en god historie, men også fordi, vi både i Nord- og Syddjurs arbejder for at udvide horisonter og skabe en større forståelse mellem djurslændinge med forskelligt ståsted. Vi tror nemlig på, at der ikke er helt så langt mellem nord og syd, som kommunegrænsen ellers indikerer.

Vi starter i Gjerrild, hvor fire lokale borgere er gået sammen for at sikre brugsens overlevelse. Skiftende ejere, dyre lokaler og omfattende arbejdstider var ved at tage livet af brugsen, der havde svært ved at holde på en købmand. Og så var det, at Vibe og hendes mand, Torben, fik en god idé. Hvorfor går vi ikke flere sammen? Som sagt, så gjort - og i dag kører Letkøb i Gjerrild på skinner.

Vi skal også til Feldballe, hvor Kooperativet netop har slået dørene op til et utraditionelt samarbejde mellem David og Goliat. Kooperativet er nemlig opstået som et samarbejde mellem en gruppe driftige og engagerede borgere i Feldballe og dagligvarekæmpen Coop. Et umage par, måske, men begge parter nyder godt af de erfaringer, som Kooperativet er gået i gang med at høste.

Slutteligt vil jeg bare sige tak, fordi du læser med. Uden jer, var der ikke noget NorddjursLIV.

Har du ros, ris, kommentarer eller idéer til emner, jeg skal tage fat i, er du altid mere end velkommen til at sende mig en mail. Det gør du ved at skrive til emahh@norddjursliv.dk.

God læselyst - og god aften!

Billede af Emma Ahlgreen Haa
Billede af skribentens underskrift Emma Ahlgreen Haa Journalist

To store supermarkedskæder er enige: Dagligvarebutikkerne skal tilbage på landet

Foto: Emma Ahlgreen Haa

Dagrofa og Coop er begge enige om, at købmandsbutikkerne skal tilbage i de mindre byer.

I midten af måneden fremlagde Dagrofa en ambitiøs plan. Hvis lokalbefolkningen er med på det, vil de gerne etablere købmænd i de byer, der har mere end 600 indbyggere.

Dagrofa vil ikke sætte tal på, hvor mange butikker det drejer sig om, eller løfte sløret for, hvor på Djursland en eventuelt ny butik kan komme til at ligge.

At lokalbefolkningen skal være med på den skyldes, at butikkerne tit etableres ved, at de lokale køber enten en anpart i det nye supermarked, eller at de står for at finansiere grunden, som supermarkedet skal ligge på.

Få hele historien ved at klikke her.

Fire lokale i Gjerrild gik sammen og sikrede købmandens overlevelse

Foto: Emma Ahlgreen Haa

I Gjerrild viste det sig, at det var for meget for én person at bære alt ansvaret for købmandsbutikken på sine skuldre. Folk blev slidt ned, og pludselig havde butikken haft tre ejere på ni år.

Det er ikke holdbart, tænkte en gruppe borgere i byen. I Gjerrild havde byen allerede stået sammen fem år tidligere, da 70 borgere hver havde købt en anpart i bygningerne. 

I 2018 stod borgene sammen igen, da tre af dem valgte at gå sammen og overtage købmandsbutikken Letkøb. Siden er der rokeret om i ejerkredsen, så forretningen nu ejes af Vibe Knudsen Bennetzen, Elisabeth Romoser, Torben Andersen og Susanne Sodemann.

Modellen med på den måde at være fire om at dele ansvaret, bekymringerne og glæden er en, de fire varmt kan anbefale.

- Vi har altid hinanden. Udover at vi deles om ansvaret, så kan vi vende alle tanker og idéer med hinanden, lyder det blandt andet fra Elisabeth Romoser.

Læs mere om Letkøb i Gjerrild ved at klikke her.

I Feldballe har de selvtilliden til at gøre det

Foto: Asbjørn With

Borgerne i Feldballe er ukuelige. 

Da købmanden lukkede for to år siden blev der gjort forskellige forsøg på at drive butikken videre. 

Det lykkedes ikke, men styregruppen arbejdede videre, og da Coop fik nys om projektet i Feldballe, blev det begyndelsen på et samarbejde, som både er til gavn for Coop og ikke mindst for indbyggerne i landsbyen.

Kom med til Kooperativet i Feldballe ved at klikke her. 

Kommunens mobile valgsteder rykker ud

Foto: Claus Bech

Snart er der kommunalvalg. Faktisk er der under en måned til, at vi skal i stemmeboksen og sætte vores kryds ved den person eller det parti, vi bedst føler, kan varetage vores interesser de næste år.

Samme dag - 16. november - er der valg til regionsrådet, hvor det også er vigtigt at stemme. Regionsrådet har nemlig ansvaret for blandt andet sygehusvæsenet, psykiatrien og sygesikringen, privatpraktiserende læger og speciallæger, jordforurening og regional udvikling med fokus på blandt andet erhverv, turisme, beskæftigelse og uddannelse.

Er du ikke hjemme på valgdagen, eller har du ikke mulighed for at komme til stemmeurnerne den dag, så er der andre muligheder.

Du kan brevstemme på rådhuset i Grenaa eller på bibliotekerne i Auning og Ørsted.

Du kan også benytte dig af kommunens mobile valgsteder, som de kommende ti dage rykker ud forskellige steder i kommunen.

På disse mobile valgsteder kan man også brevstemme, og der vil være personale fra kommunen til stede for at hjælpe, hvis man har brug for det.

Den mobile valgvogn rykker ud på følgende datoer og lokationer:

  • Torsdag 21. oktober kl. 16.00 til 18.00: Voldby Forsamlingshus, Birkedommervej 1, Grenaa
  • Fredag 22. oktober kl. 15.00 til 17.00: Fjellerup Aktivitetshus, Niels Iuels Plads 3, Glesborg
  • Lørdag 23. oktober kl. 10.00 til 12.00: Øster Alling Forsamlingshus, Hovedgaden 34, Auning
  • Mandag 25. oktober kl. 16.00 til 18.00: Ålsrode Forsamlingshus, Ålsrodevej 41, Grenaa
  • Tirsdag 26. oktober kl. 16.00 til 18.00: Nørre Djurs Egnsarkiv, Stokkebro 85, Gjerrild, Grenaa
  • Onsdag 27. oktober kl. 16.00 til 18.00: Fannerup Forsamlingshus, Gammelvej 4, Kolind
  • Torsdag 28. oktober kl. 16.00 til 18.00: Bønneruphuset, Skibsbyggervej 6B, Glesborg
  • Fredag 29. oktober kl. 15.00 til 17.00: Udby Forsamlingshus, Rougsøvej 227, Ørsted
  • Lørdag 30. oktober kl. 10.00 til 12.00: Gjesinghus, Auningvej 15, Auning

De mobile valgsteder er indrettet, så der er adgang for handicappede. Vil man stemme, skal man huske ID i form af kørekort, pas, sundhedskort eller lignende.

Læs mere om kommunalvalget og de forskellige afstemningsmuligheder ved at klikke her.

Aktiviteter til store og små i efterårsferien

Foto: Michael Svenningsen

Er du mon en af de heldige, der har efterårsferie i denne uge?

I så fald vil jeg gerne - igen - linke til vores lille guide med idéer til aktiviteter.

De fleste finder sted i kommunen, mens enkelte kræver, at du bevæger dig over kommunegrænsen.

Der er noget for alle, så det er bare med at gå på opdagelse.

Se alle idéerne i listen ved at klikke her.

Næste gang: Fremtiden om mosebruget i Stenvad er en betændt sag

Foto: Emma Ahlgreen Haa

I næste nyhedsbrev, der efter planen rammer din mailindbakke i starten af næste uge, rykker NorddjursLIV til Stenvad.

Her er et større slag i gang. Nemlig slaget om fremtiden for Stenvad Mosebrugscenter, hvor en donation for Realdania gør det muligt at ombygge mosebrugscentret.

Fredag var der informationsmøde med mere end 150 fremmødte og bølgerne gik højt. På den ene side står dem, der mener, at mosebrugscentret skal bevares som det er. På den anden side står den gruppe, der mener, at der netop skal udvikling og ombygning til for at sikre fremtiden.

Vi følger op på sagen - og runder også informationsmødet - i næste nyhedsbrev.

Har du inputs til historien, der er relevante at få med, er du velkommen til at skrive til mig på emahh@norddjursliv.dk.