Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger NorddjursLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

- Vi får styr på det hele. Også de nye corona-retningslinjer, så alle kan stemme uanset, om de kommer ind i hallen eller gerne vil blive udenfor og eventuelt stemme fra bilen, siger valgleder Tom Bytoft til NorddjursLIV. Foto: Asbjørn With

En festdag for demokratiet

Når dette nyhedsbrev lander i din mailboks, er der godt og vel 12 timer til valgstederne åbner, og kommunalvalget er i gang.

En festdag for (lokal)demokratiet, fristes man til at sige!

Personligt bliver jeg altid glad og faktisk også en lille smule rørt, når jeg står i stemmeboksen og skal sætte mit kryds. Selv om jeg efterhånden har gjort det nogle gange, så synes jeg, det er stort, at jeg kan få lov til at være en del af demokratiet på den måde.

Men sådan er det ikke alle, der har det.

Resultater fra tidligere år viser, at det til kommunalvalget er sværere at få vælgerne op af sofaerne og hen til stemmeurnerne. Faktisk var der ved valget i 2017 kun 69 procent af de stemmeberettigede i Norddjurs, der satte deres kryds. Det er næsten 10.000 mennesker, der valgte ikke at stemme!

Det er egentlig lidt paradoksalt, når det nu er den måde, du kan få indflydelse på det, der betyder noget i din hverdag.

Lokalpolitikerne bestemmer nemlig en hel del, når det kommer til blandt andet byudvikling, børnepasning, ældrepleje og kommunens folkeskoler.

Jeg tror (og håber), at du er så engageret i Norddjurs, at du stemmer. Men ellers vil jeg på det kraftigste opfordre til, at du gør brug af din demokratiske ret og smutter en tur i stemmeboksen.

Er du stadig ikke overbevist, vil jeg blot fortælle dig, at 25 procent af din løncheck ryger i kommunekassen - hver eneste måned. Tjener du 35.000 kroner om måneden, er det altså 8.750 kroner af dine penge, som lokalpolitikerne beslutter, hvor skal bruges.

De kan eksempelvis vælge at bruge dem til mere rengøring på plejehjemmene, en ekstra pædagog i institutionerne eller som en indsprøjtning til kulturlivet. Og ved at sætte dit kryds, får du medbestemmelse over, hvordan pengene skal bruges.

Stemmer du ikke, har du til gengæld svært ved at være utilfreds med de ting, lokalpolitikerne beslutter for dig de næste fire år.

Måske har du allerede besluttet, hvor krydset skal sættes, men hvis ikke, kommer der lidt hjælp til det længere nede i dette nyhedsbrev.

Her linker jeg også til et par af de artikler, som vi her på NorddjursLIV tidligere har skrevet om lokalpolitik.

Vi er langt fra kommet omkring alle kandidater, og derfor vil jeg også anbefale dig at tage et kig på kommunens kandidatliste, hvor du kan se alle opstillede kandidater. Googler du den enkeltes navn, kan du oftest læse mere om kandidaten, og hvad han eller hun står for.

Slutteligt vil jeg 'advare' dig om, at vi fra tirsdag morgen og et døgns tid frem kommer til at udsende lidt flere nyhedsbreve, end vi plejer. Vi er nemlig til stede - både ved valgstederne og på rådhuset, når første slag om pladserne i kommunalbestyrelsen skal stå - og vi sørger for at holde dig opdateret undervejs.

Orker du ikke det, så udsender vi til sidst på valgdagen et nyhedsbrev, som lander i din mailboks onsdag morgen. Her får du et overblik over valgresultatet og de vigtigste pointer fra valgdagen.

Har du en god historie eller nogle forhåbninger til valget, du gerne vil dele med os, så er du som altid velkommen til at kontakte os. Du fanger mig, Emma, på emahh@norddjurs.liv eller på telefon 42 79 00 37. Min kollega Asbjørn får du fat i på aswch@jfmedier.dk eller telefon 61 66 46 03.

Glædelig valgdag! Husk nu, at spise godt med valgflæsk :-)

Billede af Emma Ahlgreen Haa
Billede af skribentens underskrift Emma Ahlgreen Haa Journalist

Stadig i tvivl? Tag vores kandidattest

Foto: Asbjørn With

Ved du stadig ikke, hvem du skal stemme på, har du mulighed for at tage vores kandidattest og blive klogere.

I kandidattesten får du mulighed for at svare på nogle spørgsmål, som kan give dig et indtryk af hvilken af de opstillede kandidater, du er mest enig med.

Og da vi skal stemme til både kommunal- og regionalvalget, er der naturligvis to tests, du kan tage.

I testen beder vi dig svare på en række politiske spørgsmål, som alle kandidaterne i Norddjurs allerede har haft mulighed for at svare på. Ved at sammenligne dine svar med kandidaternes svar kan vi vise de kandidater, der ligger tættest på dine politiske holdninger.

Du kan efter testen se kandidaternes uddybende forklaringer til hvert spørgsmål.

Der er både spørgsmål om nationale forhold og om forhold regionalt og kommunalt, som er relevante for dig i Norddjurs Kommune.

Tag testen til kommunalvalget i Norddjurs ved at klikke her.

Og klik her for at tage testen til regionsvalget.

Stem med tryghed: Husk coronarestriktionerne og tag gerne din egen kuglepind med

Foto: Asbjørn With

Coronaen raser i hele landet, men det er stadig vigtigt, at du går ned og stemmer.

Du skal blot huske de forholdsregler, vi alle lærte at kende da coroaen først brød ud sidste år: Håndsprit, afstand og sund fornuft.

Indenrigsminister Kaare Dybvad (S) lovede på et pressemøde mandag morgen, at 'det er trygt og sikkert at stemme'.

Også i Norddjurs Kommune har man gjort hvad man kan, for at man som borger kan være tryg ved at møde op og stemme.

For det første anbefaler de, at man forsøger at undgå at stemme fra klokken 16 til 19, da det oftest er her, der er mange mennesker ved valgstederne. Til gengæld er der færrest mennesker mellem klokken 10 og 15.

Kommunen har - som påbudt - også gjort det muligt at stemme fra sin bil. Udenfor hvert valgsted vil der står en valgtilforordnet, som du kan tage kontakt til. Vedkommende vil tage dit valgkort med ind i valglokalet og hente en stemmeseddel til dig, som du kan udfylde og lægge i en stemmekasse, som vil blive bragt til dig.

Kommer du på gåben, er det også muligt at stå udenfor. Her følger du samme procedure. Der vil også være et telefonnummer, du kan ringe til.

Du kan med fordel tage din egen kuglepind eller blyant med for at mindske smittespredningen.

Slutteligt er det vigtigt, at du husker at holde afstand - også når du står i kø.

- Vi får styr på det hele. Også de nye corona-retningslinjer, så alle kan stemme uanset, om de kommer ind i hallen eller gerne vil blive udenfor og eventuelt stemme fra bilen, siger valgleder Tom Bytoft, som vi mødte ved hallen i Auning, hvor de er helt klar til valget i morgen.

Husk, at hvis du er coronasmittet, har du stadig ret til at stemme. Du møder blot op ved det valgsted, der står på dit valgkort, og ringer til telefonnummeret der er angivet udenfor. Herefter får du hjælp til, hvordan du kan stemme uden risiko for at smitte andre. Husk i dette tilfælde mundbind og at holde ekstra god afstand.

Kampen om mosebruget i Stenvad

Foto: Emma Ahlgreen Haa

Det er lokalpolitikerne i kommunen der er med til at bestemme, hvor der skal udvikles og hvilke projekter der skal gives penge til.

Det har splittet borgerne i Stenvad i to, for her har kommunen besluttet, at Stenvad Mosebrugscenter, der både rummer et museum og et samlingspunkt for lokalsamfundet, skal udvikles og i den forbindelse skal der også bygges om. Det skal blandt andet ske, fordi man har defineret Stenvad som en omdannelseby, hvor der er potentiale for udvikling.

Det er ikke alle, der er med på den. De mener nemlig ikke, at man skal pille ved mosebrugscentret, for det fungerer fint, som det er.

NorddjursLIV var forbi, da der var informations- og borgermøde, hvor mere end 150 fra Stenvad og omegn mødte op.

- Det er lidt som at få en blød julegave, man ikke har ønsket sig, lød det blandt andet fra en af de deltagende på mødet.

Andre var til gengæld anderledes positive:

- I min optik kan man sagtens forny uden at ødelægge hverken ånd eller eksisterende stemning, og det er også vejen frem, hvis man vil blive ved med at eksistere og trækker folk til, som en anden på mødet sagde.

Vi gik også på gaden for at møde folk i Stenvad og høre, hvad de synes om projektet. Også her var det tydeligt, at meningerne var delte.

Og så forsøgte vi at give dig et overblik over sagen, der har kørt i godt to år, siden der blev nedsat en styregruppe, der skulle forøge at realisere projektet.

Tre kvinders overvejelser om for og imod

Foto: Emma Ahlgreen Haa og privat/Kate Barner

Når vi i morgen går ned i stemmeboksen for at stemme til kommunalvalget, kan vi i Norddjurs sætte vores kryds ved en af 79 opstillede kandidater.

47 af dem er mænd, mens 32 er kvinder. Det vil sige, at godt 40 procent af de opstillede er kvinder, mens 60 procent er mænd.

I den nuværende kommunalbestyrelse er syv ud af 27 medlemmer kvinder, mens resten er mænd.

Er det et problem?

Ja, det er det. På samme måde som det er et problem, hvis der ikke er nogen unge mennesker, ikke er nogen med små børn, eller ikke er nogen, der er 50+ år.

En kommunalbestyrelse - eller et byråd - skal helst være en repræsentativ samling af mennesker. En god blanding af både ældre, unge, folk med børn, folk uden børn og folk med børnebørn. På den måde sikrer vi nemlig, at et bredt udvalg af holdninger og værdisæt er repræsenteret.

Men det er svært at få kvinderne til at stille op. Derfor har vi på NorddjursLIV talt med tre kvindelige kandidater, der rent faktisk har valgt at stille op. De fortæller om de overvejelser, de har gjort, og hvilke tanker de har tænkt om for og imod.

Klik på navnene herunder, for at blive ført til de enkelte artikler:

Jeg vil nødig bestemme, hvem du skal stemme på, og derfor vil jeg igen opfordre dig til at tage et kig på kandidatlisten, hvis du vil have et overblik over alle, der stiller op.

I Ørum tog de sagen i egen hånd

Foto: Min Friskole

Lokalpolitikerne kan også bestemme, når der skal lukkes skoler. Det er sket et par gange siden valget i 2017, da det ifølge borgmester Jan Petersen (S) var en nødvendighed for at spare penge, ovenpå den økonomiske kæmpekrise, kommunen røg ud i.

Skolen i Ørum var en af de skoler, der til dels blev sparet væk. I hvert fald besluttede kommunen sig for at sløjfe skolens overbygning, og det fik en forældregruppe til at åbne deres egen friskole.

Det sugede i sidste ende al liv ud af den lokale folkeskole, fordi eleverne vandrede til den nye.

- Men vi er slet ikke i tvivl om, at det var det rigtige at gøre, for Ørum Skole var alligevel lukket før eller siden, siger initiativtager og forælder Torben Lund.

NorddjursLIV var på besøg på Min Friskole og fik en snak med skoleleder Michael Christiansen og Torben Lund.

Den lukkede skole er endnu en i statistikken over lukkede landsbyskoler, hvor der generelt tegner sig et kedeligt billede.

Næsten hver tredje folkeskole i de danske landkommuner er således blevet lukket siden 2007. Det viser den seneste opgørelse fra Børne- og Undervisningsministeriet i et folketingssvar til SF.

Til gengæld er der flere, der gør, som de gjorde i Ørum. For mens antallet af folkeskoler på landsplan er faldet med næsten 20 procent siden 2007, er antallet af fri- og privatskoler i samme periode vokset med cirka 11 procent. Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Det tal bekymrer eksperterne, for de mener, at en folkeskole er afgørende for sammenhængskraften i et samfund.