Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger NorddjursLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Solen skinner ved Fjellerups gamle strandkro. Bygningen er købt af en erhvervsmand, der har store planer for fremtiden. Foto: Emma Ahlgreen Haa

Turistmekka i Fjellerup?

Lige nu er der ikke just liv og glade dage på Strandkroen ved Fjellerup. En del kan tilskrives vejret, der ikke ligefrem indbyder til strandtur.

Men det faktum, at den gamle bygning i flere år har stået tom, og nu fremstår nedslidt og træt, hjælper heller ikke på sagen.

Der er dog lys forude, for erhvervsmand Arne Niemann har købt stedet, og han agter igen at bringe livet tilbage.

Han har store planer om et turistmekka med plads til fiskerestaurant, overnattende gæster, butik, café og masser af udendørsaktiviteter.

Der er blot et problem, og det er, at man faktisk ikke må bygge nyt tæt på vandet. Og den gamle kro må siges at ligge særdeles tæt på vandet.

Er Arne Niemanns planer så skudt ned, inden de overhovedet er kommet i gang?

Nej, ikke nødvendigvis. For det er sådan, at kommunen tidligere har haft planer om at sparke liv i området. Derfor ligger der en lokalplan, der kan gøre Arne Niemanns planer realiserbare. Der skal dog stadig søges om dispensation til at bygge tæt på kystlinjen, og det arbejde er i fuld gang.

Vi giver dig selvfølgelig hele historien længere ned i dagens nyhedsbrev.

Og apropos planer så er lokalplanen for et boligområde ved Grenaa så småt ved at blive til virkelighed. Men inden der kan opføres 53 nye hjem, så skal undergrunden afsløre, hvad der var for flere tusinde år siden.

For når først håndværkerne rykker ind med beton, fundamenter og mursten, og de begynder at stable det hele ovenpå hinanden til nogens drømmehjem, så forsvinder de spor af fortiden, som måske gemmer sig i jorden,.

Derfor er Museum Østjylland lige nu i gang med at undersøge, om der har boet mennesker og i hvilket omfang.

Fra Mellemstrupvej og Nordre Kattegatvej er det umuligt at overse, hvordan marken bliver fuldstændigt endevendt af en dygtig mand i en gravemaskine.

Og det er en glimrende mulighed for at komme helt tæt på det arbejde, som arkæologerne laver nede i undergrunden. Derfor er NorddjursLIV gået under jorden sammen med arkæolog Lasse Norring Andersen, der på en rigtig god arbejdsdag vader direkte ind i vores forfædres huse, familier, liv og død.

Husk, at du altid er velkommen til at skrive til mig, Emma, på emahh@jfmedier.dk, eller min kollega, Asbjørn, på aswch@jfmedier.dk, hvis du har en god idé, vi skal jagte, noget på hjerte eller blot vil komme med ris eller ros.

Og så skal du have stort tak, fordi du læser med. I bliver flere og flere, der gør det, og det sætter vi stor pris på.

God læselyst! Og god weekend, hvis du er så heldig at have fri :-)

Billede af Emma Ahlgreen Haa
Billede af skribentens underskrift Emma Ahlgreen Haa Journalist

Erhvervsmand vil med ny bygning gøre stedet til et samlingssted

Foto: Emma Ahlgreen Haa

I flere år har Strandkroen i Fjellerup stået tom. Bygningen, der tidligere har huset blandt andet iskiosk, fremstår derfor forfalden, og som årene går, bliver den mere og mere slidt at se på.

Det vil erhvervsmanden Arne Niemann, der i Grønland er en stor kanon indenfor turist- og restaurationsbranchen, lave om på.

Han har købt stedet for 2,5 millioner kroner og har nu planer om at rive det ned og opføre en ny bygning med plads til café, butikker, overnatningssteder og en bar.

Grunden ligger helt ned til vandet, og normalt må man ikke bygge nyt så tæt på havet. Men en eksisterende lokalplan og et kommuneprojekt, der ellers var dødt, kan gøre det muligt for Arne Niemann at realisere sine planer, som du kan læse meget mere om i artiklen.

Fem fodboldbaner bliver gravet op efter en snorlige plan: - 95 procent af de gange, vi graver, er det af nød

Foto: Asbjørn With

Uafbrudt er arkæologer over hele landet i gang med at undersøge undergrunden for spor efter fortidens liv i Danmark.

- 95 procent af de udgravninger, vi laver, er nødudgravninger. Altså udgravninger, vi er nødt til at lave, fordi der skal bygges et sted, hvor byggeriet vil ødelægge mulighederne for at finde spor af fortiden, forklarer arkæolog og udgravningsleder ved Museum Østjylland Lasse Norring Andersen.

Han er lige nu leder af en nødudgravning i den nordlige udkant af Grenaa, hvor der snart skal bygges 53 nye huse. 

NorddjursLIV er gået under jorden med manden, der ved, hvad man skal kigge efter, når man skal have fortiden til at hviske historien videre til os i nutiden.

Nu er det endelig besluttet: Realdania støtter ombygningen af Stenvad Mosebrugscenter

Foto: Asbjørn With

Det er ikke første gang, at vi nævner Stenvad og deres mosebrugscenter her på NorddjursLIV.

Nu gør vi det lige én gang til, for i denne uge besluttede Realdania sig endeligt for at støtte ombygningen med godt tre millioner kroner.

Cirka samme beløb giver kommunen, og dermed kan der nu sættes skub i planerne om en ombygning, der skal gøre stedet til et samlingspunkt og et mødested for hele midten af Norddjurs.

NorddjursLIV var i mandags forbi mosebrugscentret for at mødes med Ikki Lyng Knudsen, medstifter af Landsbyklyngen Midt i Norddjurs og klyngens første forperson, og Adam Bindslev, som er den nuværende forperson, for at høre mere konkret om planerne for udviklingen og ombygningen.

Fik du ikke læst den artikel, finder du den ved at klikke her.