Las Vegas Djurs har i 100 år dannet ramme om sociale fællesskaber - nu skal der igen sparkes liv i forsamlingshuset
Ovenpå en periode med coronanedlukning og restriktioner, skal der igen skabes liv i forsamlingshuset i Nimtofte. Derfor kan man låne huset ganske gratis - på visse betingelser.
I mere end 100 år har forsamlingshuset Las Vegas Djurs samlet folk fra nær og fjern. For huset er ikke bare et forsamlingshus. Det har også dannet ramme om utallige jule- og vinterfester, efterårskomsammener, halbal, dansefester, koncerter og fællesspisninger.
Før corona var der - foruden øvrige arrangementer og koncerter - op mod syv fester om året. Hver eneste gang trak stedet mellem 50 og 80 gæster, som gerne kørte turen til Las Vegas Djurs. Og når der var koncert, kom der endnu flere.
- Vi har haft koncerter med blandt andet Allan Olsen og Benjamin Koppel og hans slæng, og hver gang har der været mere end 100 gæster, siger Kirsten Katcher, medlem af bestyrelsen for forsamlingshuset og kasserer.
Der var altså liv i forsamlingshuset, og selvom huset med Kirsten Katchers ord ligger 'på bøhlandet', startede folk gerne bilen, samlede naboen op og kom til fest eller koncert.
Men som så mange andre steder, fik corona i 2020 og 2021 også skovlen under forsamlingshuset. For det første var det ikke tilladt at holde fester og koncerter i samme omfang som før, og for det andet var der ikke nær så mange besøgende som før corona.
- Huset står tomt meget af tiden, for selv nu hvor coronarestriktionerne er væk, er der ikke så mange arrangementer som før, og huset bliver ikke lejet ud så tit, siger Kirsten Katcher.
Det synes bestyrelsen er ærgerligt, og derfor har de i samarbejde med Norddjurs Kommune besluttet sig for at låne huset ud, hvis man gerne vil have strikkeklub, vinsmagning, øverum til sit band eller andet i den dur.
Lån Las Vegas Djurs ganske gratis
For at sparke gang i forsamlingshuset igen, har bestyrelsen bag Las Vegas Djurs - Fjerupgårde forsamlingshus i samarbejde med Norddjurs Kommune valgt, at man i 2022 vil stille huset til rådighed for folk, der gerne vil låne det til aktiviteter som strikkeklub, vinsmagning, yogaklub eller lignende.
Det er kommunen der afholder omkostninger til drift som varme og vand.
Den eneste betingelse er, at aktiviteten ikke generer overskud til arrangørerne, ligesom det stadig koster leje at afholde private fester.
Vil man låne forsamlingshuset, skal man desuden være medlem af huset. Det koster 150 kroner om året og giver også rabat på en række af de aktiviteter, der er i huset såsom fællesspisning.
Der betales derudover et depositum på 375 kroner som man får igen, hvis man afleverer forsamlingshuset i rengjort stand.
Er man interesseret, kan man skrive eller ringe til Kirsten Katcher på 4283 3477 eller kirstenkatcher@gmail.com.
Forsamlingshuset ligger på adressen Georgsmindevej 7, 8581 Nimtofte.
Norddjurs Kommune står for omkostningerne til driften, og det eneste det kræver er, at du ikke tjener penge på dit arrangement, og at du er medlem af huset.
- Jeg håber, at det kan være med til at skabe liv i forsamlingshuset igen, siger Kirsten Katcher.
Hun håber også, at flere i så fald vil få øjnene op for, at der ligger et forsamlingshus, som man kan leje, og som tit har arrangementer, man kan deltage i.
- Vi kunne jo rigtig godt tænke os, at her kom nogle flere unge mennesker, griner hun og fortsætter:
- Men generelt kan tiltaget måske være med til at åbne folks øjne for, at vi er her, så de vælger os til i fremtiden.
Desuden arbejder de i bestyrelsen for at finde en gruppe af frivillige, der vil stå for at arrangere årets fester og koncerter, så der igen også kan komme liv i den del.
'Spillebulen' Las Vegas Djurs
Forsamlingshuset blev bygget i starten af 1900, og havde også dengang som formål at fungere som samlingssted for egnens beboere. Dengang var huset højst sandsynligt ikke så stort, som det er i dag, hvor der er kommet både en lille bar, et køkken og flere toiletter til.
Men det har helt sikkert emmet af liv og glade dage, fortæller Kirsten Katcher, der udover at være med i bestyrelsen for forsamlingshuset, også er kasserer.
Op gennem det tidlige 1900-tal blev stedet både brugt til private fester og arrangementer for lokalområdet, og gennem 1940- og 50'erne blev stedet i høj grad brugt som spillested for dem, der spillede kort.
- Huset lå afsides, og man kunne være lidt i skjul når man kom for at spille, siger Kirsten Katcher.
Rygterne siger, at der blev spillet om ikke bare store pengebeløb, men også koner, gårde og husdyr. Og det er her, at det lidt pudsige navn "Las Vegas Djurs" opstod, fordi stedet mindede om den populære spilleby i USA.
- Men vi skal have Djurs-delen med i navnet, for ellers risikerer vi en sag på halsen fra Las Vegas, griner Kirsten Katcher.
Hun synes om navnet, fordi det skiller sig ud, og fordi folk tit lige skal have det en ekstra gang.
- Generelt vil vi gerne skille os ud, og vi har forsøgt at indrettet stedet hyggeligt med billeder på væggen, gamle møbler i baren og lysekroner, siger Kirsten Katcher.
Gennem årene er huset løbende blevet sat i stand, og det er blandt andet sket med hjælp fra kommunen og diverse fonde.
Således er der både kommet nyt køkken, akustiklofter og nye vinduer indenfor de sidste år.
På den måde lever huset også mere op til nytidens standarder, og eksempelvis akustikloftet var ifølge Kirsten Katcher helt afgørende.
- Ligesom i mange andre, gamle forsamlingshuse var her en forfærdelig akustik. Lyden var simpelthen frygtelig. Nu er det en fornøjelse at have koncerter eller blot tale sammen, siger hun.
Spiller en rolle for lokalsamfundet
Spørger man Kirsten Katcher er forsamlingshusene ikke uden betydning for de mindre lokalsamfund.
Hun kan se, hvordan folk kommer i Las Vegas Djurs og få en snak med dem, de kender - og dem, de ikke kender. På den måde opstår der en form for lokalt fællesskab, mener hun.
- Forsamlingshuset skaber en sammenhængskraft herude på landet, hvor der er langt til naboerne, siger Kirsten Katcher.
Hun - og resten af bestyrelsen - sætter pris på den opbakning, de oplever fra lokalsamfundet.
- Både når vi har arrangementer, men også fra de forskellige aktører, oplever vi virkelig, at de står bag os og hjælper os når vi har haft brug for det, siger hun.
Eksempelvis er køleskabet i det nye køkken sponsoreret af den lokale købmand.
- Det er virkelig rart når man møder opbakning fra de lokale, hvad enten det er dem, der kommer her, dem, der er med i foreningen og dem, der støtter os på andre måder, siger Kirsten Katcher.