Camilla Friis kæmpede mod systemet i 15 år: Først da kommunen tænkte ud af boksen, hjalp det
Camilla Friis har siden hun var ung døjet med psykiske problemer, og det har gjort det svært for hende at tage en uddannelse og passe et job. Hun oplevede ikke, at kommunen mødte hende med forståelse og den hjælp, hun havde brug for, og sad derfor fanget i en dårlig spiral i næsten 15 år. Først da kommunens sagsbehandler og en virksomhedskonsulent sagde ja til at smide alle krav om timeantal væk, følte Camilla, at der var plads til at være den, hun er.
32-årige Camilla Friis har altid været glad for at gå i skole, og som ung drømte hun om at blive jordemoder. Hun vidste, at hun gerne ville arbejde med pleje og mennesker og kunne næsten ikke forestille sig, at der var noget større end at hjælpe med at bringe børn til verden.
Som 16-årig blev hun selv gravid, og herefter havnede hun i en rutsjebane i systemet, der ikke rigtigt formåede at hjælpe hende.
- Jeg kæmper med det, jeg vil kalde en mindre god psyke, og jeg har flere gange lidt af både stress og depression, siger Camilla Friis.
Camilla FriisDer er ingen, der passer ind i kasser, når kasserne er lavet til at passe til alle
De psykiske problemer kom for alvor til udtryk, da Camillas datter var et år, og sygdommen har i perioder gjort det svært for Camilla Friis at koncentrere sig i længere tid ad gangen. Hun havde svært ved at tage en uddannelse eller passe et job på 37 timer om ugen.
- Det resulterede blandt andet i, at jeg blev fuldstændig udmattet og orkede ikke helt almindelige hverdagsting som at lave mad, rydde op eller vaske tøj, siger Camilla Friis.
Men Camilla Friis oplevede ikke, at kommunen havde til formål at hjælpe hende. I stedet pressede de sagsbehandlere, hun mødte undervejs, hende ud i et system, hvor hun ikke var glad.
- Jeg vil rigtig gerne arbejde, for jeg tror, det er de færreste, der nyder at sidde derhjemme og ikke tjene sine egne penge, siger hun.
Gjorde, som der blev sagt
De psykiske problemer gjorde, at Camilla Friis flere gange har mødt læger, sygeplejersker, psykologer og psykiatere, men hun oplevede ikke, at de helt forstod, hvordan hun havde det.
- Jeg har altid været meget udadvendt, glad og smilende. Helt fra jeg fik min datter har jeg været vant til at sætte andre før mig og selv og tage en facade på, når det var nødvendigt. Derfor var det svært for folk at tro på, at jeg ikke havde det godt, siger Camilla Friis.
Samtidig var Camilla Friis hverken ryger eller misbruger.
- På den måde stak jeg lidt ude for normen, og det gjorde det endnu sværere for folk at tro på, hvordan jeg havde det, siger hun.
Mest af alt oplevede hun at blive set som en umoden kvinde, der ikke havde styr på sit liv, og samme følelse gik igen i mødet med kommunen.
Kommunen mente, at hun skulle i arbejde eller i uddannelse, og derfor startede Camilla Friis på flere forskellige uddannelser. Men hun måtte sande, at de psykiske problemer ikke gjorde det muligt for hende.
- Jeg har altid gjort, som der blev sagt, så når kommunen igen mente, at en uddannelse eller en praktik var vejen frem, gjorde jeg det. Men det var en falliterklæring gang på gang, når jeg var nødt til at stoppe, fordi jeg ikke kunne gennemføre, siger hun.
Manglende hjælp
Camilla Friis mener ikke, at hun fik den hjælp, hun havde brug for.
- Det var både fra sygehuset og lægerne, men også fra kommunen. De vidste ikke, hvor de skulle placere mig, og i stedet for at de så på mig, og hvad jeg kunne klare, pressede de mig ud i uddannelser og praktikker, siger hun.
Det ændrede sig i slutningen af 2019 og starten af 2020, da Camilla Friis igen havnede i systemet, efter et møde med en arbejdsplads, der ikke behandlede hende godt. Først troede hun, at hun havde influenza, men en læge sagde, at hun havde stress.
Camilla FriisDet er svært med en sygdom, man ikke kan se, men det er det samme, som hvis jeg havde brækket et ben, og folk ikke troede på det
Camilla Friis blev sygemeldt, men sådan en sygemelding varer ikke for evigt.
- Jeg var ret klar på, at jeg ikke skulle tilbage på arbejdspladsen, for så ville jeg knække nakken endnu mere, siger Camilla Friis, der oplevede, at kommunens sagsbehandlere pressede hende til at raskmelde sig.
- Jeg vidste godt, at jeg ikke var helt ovenpå, men det er tit sådan, når man er psykisk syg, at så har man det godt i en periode, og så ryger man ned igen. Jeg vidste derfor godt, at jeg skulle bruge længere tid på at komme mig helt og blive stabil, men den chance fik jeg ikke, siger hun.
I stedet blev hun sygemeldt og kom på dagpenge.
- Der gik én uge, så knækkede jeg helt sammen. Det var ganske enkelt umuligt for mig at søge job og leve op til de krav, der er, siger Camilla Friis, der henvendte sig til kommunen, hvor hun for første gang i 15 år havde en oplevelse af at blive mødt med forståelse.
- Jeg fik en rigtig god sagsbehandler, som formåede at se mig, og ikke bare de krav, der nu er, siger hun og fortsætter:
- Det var en lettelse at der endelig var én, der lyttede til mig. Det er svært med en sygdom, man ikke kan se, men det er det samme, som hvis jeg havde brækket et ben, og folk ikke troede på det. Det er frustrerende.
Lovede, at hun nok skulle kæmpe
Med hjælp fra en virksomhedskonsulent startede Camilla Friis i januar 2020 i lære som industrioperatør på HSM Industri i Grenaa.
Det første stykke tid var arbejdstiden på seks timer om ugen, og Camilla Friis kunne godt mærke, at der øverst oppe i systemet var et pres for at få hende til at stige i timer.
- Kommunens sagsbehandlere og virksomhedskonsulenter skal presse, men jeg måtte sige til dem, at det ikke gik. Jeg havde et skema hvor der stod, hvor mange timer jeg skulle øges om ugen, og det gav mig ondt i maven at se, at jeg ud i fremtiden skulle arbejde 10, 12 eller 16 timer om ugen, siger hun.
Camilla Friis lovede, at hun nok skulle kæmpe og komme op i timer, men at sagsbehandlere og virksomhedskonsulenten var nødt til at smide skemaer og krav til timeantal langt væk.
- Min virksomhedskonsulent var heldigvis med på, at vi smed skemaet ud, og det har betydet, at jeg har kunnet tage det i mit eget tempo, siger Camilla Friis.
I dag arbejder hun 32,5 timer om ugen. Hun er langsomt steget i timeantal, når hun selv har følt sig klar til det, og det har gjort en forskel.
- Jeg tror ikke, at jeg var nået op på det timeantal, hvis jeg var blevet presset til det, og hvis jeg ikke havde haft en arbejdsplads der forstår, hvordan jeg har det, siger Camilla Friis.
Hun kæmper til dels stadig med, at det er okay, at hun har dårlige dage.
- Det er svært for mig at stole på, at det er okay, men min arbejdsplads gør altid meget ud af at fortælle mig, at det jo ikke er anderledes, end hvis jeg lå derhjemme med influenza. Men jeg føler mig velkommen, og de ved, hvad jeg har med i ballasten, og det gør, at jeg ikke længere har ondt i maven, når jeg har dårlige dage, siger hun.
Ville ønske, at man kunne tænke ud af boksen
Drømmen er stadig at arbejde 37 timer om ugen, men Camilla Friis har også affundet sig med, at det måske ikke sker.
- Jeg kæmper stadig, men jeg har aldrig været så glad for at gå på arbejde, som jeg er i dag. Jeg glæder mig hver dag når jeg står op, og det er fedt at have det sådan. Men jeg kan også mærke, at det er hårdt. I denne uge er jeg gået 30 minutter op i tid, og min hjerne er virkelig på overarbejde, siger hun.
Camilla Friis understreger, at hun godt ved, at det ikke er kommunen, der laver reglerne. Men hun er også klar over, at hun ikke var der, hvor hun er i dag, hvis hun igen var blevet presset til at leve op til en række regler, der ikke så på hende som et individuelt menneske.
- Kommunen er underlagt nogle regler, og jeg synes langt hen ad vejen, at det er nogle fine regler og nogle fine krav. Men jeg må også sige, at det ikke er alle mennesker, der passer ind i de specielle kasser, kommunen har, siger hun.
Hun tror ikke på, at man bliver rask af at være i systemet. Tværtimod.
- Jeg er ikke rask, og jeg har stadig nogle ting, jeg kæmper med. Det gør jeg måske resten af mit liv. Men systemet er ikke lavet til os, der stikker lidt ud for normalen, og jeg oplevede ikke, at systemet var lavet til at hjælpe mig. I stedet følte jeg, at jeg blev mere syg.
Med hendes historie håber hun at flere får øjnene op for, at den kassetænkning, som kommunen præsterer, er forkert.
- Hvis man kunne række ud af kasserne, se på de enkelte mennesker og deres behov, og i stedet give noget længere snor til dem, der har brug for det, så ville man nå meget længere. Der er ingen, der passer ind i kasser, når kasserne er lavet til at passe til alle, siger Camilla Friis.