Mia Hjorth Hansen arbejder 60 timer om ugen som barchef og driver succesfuldt firma ved siden af: - Jeg er virkelig stolt af det, jeg har skabt
29-årige Mia Hjorth Hansen har stor succes med sit firma, hvor hun producerer eddikebaseret sodavand til restauranter i hele Danmark.
Forestil dig scenariet.
Du og din bedre halvdel er på restaurant, men du skal køre hjem, og må derfor lade vinen stå. Mens din bedre halvdel slubrer kold hvidvin og fed rødvin i sig, må du nøjes med vand - eller hvis det går vildt for sig, et glas hyldeblomstsaft eller en cola.
Det kan også være, at du ikke drikker alkohol, at du skal tidligt op næste morgen, eller at du slet ikke bryder dig om vin.
Ikke desto mindre er ovenstående et scenarie, 29-årige barchef og iværksætter Mia Hjorth Hansen ofte oplevede på de restauranter, hun var på. Hun savnede, at der var et alternativ til vin, som var ligeså lækkert som vin, og som kunne præsenteres med en historie på samme måde som når sommerlien fortæller om vinen.
Hun er uddannet tjener fra Ruths Hotel i Skagen, og på et bartenderkursus i USA blev hun første gang præsenteret for shrub, der groft sagt kan beskrives som en eddikebaseret sodavand tilsat frugtige smage. Desuden er der bobler i shrub, og Mia Hjorth Hansen forklarer, at det er oplagt at drikke i et vinglas som et alternativ til netop vin.
- På den måde får du noget, der er spændende og interessant for dem, der ikke drikker vin. Du kan skåle og man får oplevelsen af at drikke noget, der er lækkert, siger hun.
I starten serverede hun shrub i glas i restauranten på det badehotel i Nordjylland, hvor hun var restaurantchef.
- Hotellet lå fire kilometer fra hovedvejen, og hvis du ikke skulle overnatte, var du afhængig af din bil. Derfor var der mange, der ikke drak alkohol, og mit indtryk var, at de satte pris på et produkt, hvor der var tænkt over smagssammensætningen, og hvor der var en god historie tilknyttet - ligesom der tit er med vin, siger Mia Hjorth Hansen.
Hele udgangspunktet for Mia Hjorth Hansens produktion er netop, at dem, der ikke drikker vin, får en lige så god oplevelse som dem, der gør.
- Det handler om at give en god, gastronomisk oplevelse, der hører sammen med maden. Når du er ude at spise og får en menu, betaler man for det første det samme for maden, uanset hvad du drikker til. Derudover er man ofte også villig til at bruge penge på drikkevarer, og mit indtryk er, at shrub - eller et andet produkt med karbonering - løfter oplevelsen mere end eksempelvis juice eller saft, siger Mia Hjorth Hansen.
Kunne godt bruge flere timer i døgnet
Da Mia Hjorth Hansen for nogle år siden flyttede til Aarhus for at arbejde på den hæderkronede bar Gedulgt, besluttede hun sig for at gøre produktion og salg af shrub til en del af sin levevej.
I dag producerer og sælger hun med stor succes shrub gennem sit firma Aim Thirst fra nogle produktionslokaler på havnen i Grenaa.
At det lige blev Grenaa, var egentligt en tilfældighed. Da hun startede sit firma op, ledte hun efter lokaler, hvor der også var mulighed for at producere.
- Det kom bag på mig, hvor mange processer der egentligt er, når man skal starte et firma op, om alt lige fra regnskab og økonomi til lokaler, man kan være i, griner Mia Hjorth Hansen.
Dengang hed lokalerne på havnen Bæredygtighedens Hus, og Mia Hjorth Hansen fandt det spændende på den måde at blive en del af et netværk, hvor der var andre iværksættere.
- Derudover ligger det lige ned til havnen, og eftersom jeg har boet og arbejdet i Skagen, tæt på strand og hav, i seks år, synes jeg det er sjovt at komme tilbage til vandet og have de referencepunkter, siger Mia Hjorth Hansen.
Mia Hjorth Hansen
Mia Hjorth Hansen er 29 år gammel og bosat i Aarhus.
Hun driver firmaet Aim Thirst, der producerer shrub, der er en eddikebaseret sodavand smagt til med årstidens frugt og grøntsager. Shrub er oprindeligt udviklet i USA i 1800-tallet som en måde at konservere grøntsager, bær og frugter efter sæsonen.
Navnet shrub kommer fra det arabiske ord “sharab” som betyder ”at drikke”.
Mia Hjorth Hansen arbejder desuden som barchef på Gedulgt i Aarhus. Hun er en af fem nominerede til 'årets bartender' ved Bartenders Choice Awards i Stockholm, der finder sted senere på året.
Hun er uddannet tjener på Ruths Hotel i Skagen og har arbejdet som restaurantchef både på Ruths Hotel og på Hjorths Badehotel.
Ved siden af er Mia Hjorth Hansen barchef på Gedulgt i Aarhus, og hun ligger ikke skjul på, at hun godt kunne bruge flere timer i døgnet. Men samtidig er det meget vigtigt for Mia Hjorth Hansen at der er tid til privatliv, venner og familie ved siden af. Hun gider ikke være sådan en, der aflyser en familiefødselsdag eller en vennefrokost, fordi der skal laves shrub.
- Jeg er meget bevidst om, at jeg vil ikke gå for meget på kompromis med mit sociale og private liv. Så må processen her tage længere tid. Det er vigtigt for mig, at jeg ikke stresser, og at jeg tager mig godt af mig selv, siger Mia Hjorth Hansen.
Med en arbejdstid på op mod 60 timer om ugen som barchef, skal der knokles meget ved siden af, når man vil skabe en virksomhed fra bunden. Det er Mia Hjorth Hansen heller ikke i tvivl om, at hun gør. Men samtidig gør det hende glad at arbejde med noget, hun selv har skabt, og så sætter hun pris på den afvekslende hverdag, hvor hun ofte selv bestemmer over sin tid.
- Jeg er virkelig stolt af, at jeg har skabt det her, og det gør mig i godt humør at gå på arbejde, siger hun.
- Det er ikke bare en drik
I dag leverer Mia Hjorth Hansen kun til restauranter og lignende steder.
- På sin vis er det en god tid at producere shrub i, for der er virkelig et marked for ikke-alkoholiske drikkevarer. Det vinder indpas flere og flere steder, at man tilbyder eksempelvis saft eller kombucha i stedet for vin, og jeg kan høre, at det er noget kunderne efterspørger, når de er på restaurant, siger Mia Hjorth Hansen.
De fleste restauranter har Mia Hjorth Hansen selv fundet i sit netværk, og hun gør en dyd ud af, at de ikke kun køber produktet, men også hele fortælling omkring hendes shrub.
- Det er ikke bare en drik, det er også hele fortællingen omkring shrub, og hvordan jeg selv producerer det, siger Mia Hjorth Hansen.
Så er vi tilbage til noget af det, Mia Hjorth Hansen fortalte om i begyndelsen. For mens en flaske vin ofte kommer med en historie, en fortælling om druerne, deres oprindelse og tilblivelsen af flasken, så oplevede hun ikke, at der var lige så meget storytelling omkring de alkoholfrie drikke, man fik serveret.
- Og mit indtryk er, at folk godt kan lide at købe ind på hele den præmis. At de ikke bare får hældt noget i glassene, men at der følger en fortælling med, siger Mia Hjorth Hansen.
Hendes shrub er produceret af æblecidereddike, rørsukker og forskellige smagsgivere. I dag findes der tre varianter i sortimentet - hindbær & kirsebær, blodappelsin og citron & timian.
Drømmer om at vokse
Mia Hjorth Hansen gør sig mange tanker om de råvarer, hun bruger i sin produktion. Det er vigtigt for hende, at ingredienserne er så rene og naturlige som muligt, og hun bruger så vidt muligt økologiske ingredienser.
- Men det er næsten vigtigere for mig, at det er råvarer fra Danmark. Så hellere ikke-økologiske hindbær eller kirsebær fra Danmark end økologiske hindbær eller kirsebær fra Polen, siger hun.
Mia Hjorth Hansen håber, at Aim Thirst i fremtiden får mulighed for at vokse.
Drømmescenariet er en virksomhed med flere ansatte, hvor der er mindre manuelt arbejde, end der er i dag.
- Selvom jeg elsker at stå med produktet i hænderne selv, er der ingen tvivl om, at det ville være fedt at skalere op og skære noget af det manuelle arbejde væk, siger hun.
Med flere ansatte kunne der også være endnu mere tid til kundekontakt.
- Drømmen er nogle ansatte, der kan tage sig af eksempelvis produktion, mens jeg i højere grad hjælper til og er ude ved kunderne. Det er vigtigt for mig, at jeg er nærværende og ved, hvad der sker ude ved kunderne, og der er ikke tvivl om, at det ville være nemmere, hvis jeg havde ansatte, der hjalp til med produktion, siger Mia Hjorth Hansen, der netop har fået en partner ind i virksomheden.
- Så er vi to til at deles om glæden, og vi har hinanden at sparre med, siger hun.