Arkæologi tjener et fælles formål: - Vi er alle sammen en del af fortiden
Arkæolog Lasse Norring og hans kolleger fra Museum Østjylland er færdige med forundersøgelsen på Vester Hesseldal i det nordlige Grenaa. Undervejs fandt de nogle spændende ting, men også nogle ting, der skal undersøges nærmere, og derfor skal der nu sættes gang i en egentlig udgravning.
Vi har spurgt Lasse Norring Andersen, hvorfor det er vigtigt, at man undersøger jorden før man begynder at bygge på den, og det er det fordi, det bidrager til en fælles forståelse af, hvem vi er som mennesker. For om vi vil det eller ej, så er vi alle en del af den samme historie - og den historie kan vi lære en del af.
- Vi har fundet nogle spændende ting. Også ting, der skal udgraves nærmere, inden der kan bygges.
Arkæolog og udgravningsleder Lasse Norring Andersen fra Museum Østjylland tager imod. Væk er den gule hjelm, den store, varme arbejdsjakke, halstørklædet og GPS-trackeren.
Sidst NorddjursLIV besøgte Lasse Norring Andersen stod han i bidende kulde med fødderne i en søgegrøft på en mark lidt nord for Grenaa.
- Det var en ret standard forundersøgelse. Det gik, som vi havde håbet på, og på trods af årstiden var vi faktisk heldige med vejret. Der var store områder, hvor vi ikke fandt noget, og det er helt almindeligt, men vi gjorde også fund, der betyder, at vi skal lave en egentlig udgravning, siger Lasse Norring Andersen.
Vi er rykket ind i Museum Østjyllands varme lokale. Det store areal på godt fem fodboldbaner på Vester Hesseldal i den nordlige ende af Grenaa er for længst dækket til igen, og nu består Lasse Norring Andersens arbejde i at dokumentere og registrere alle fund fra forundersøgelsen.
Under forundersøgelsen fandt Lasse Norring Andersen og hans kollega, arkæolog Susanne Østergaard, en bosættelse fra oldtiden.
- Vi fandt i hvert fald rester af fire-fem treskibede langhuse, en række mulige grave, hvor folk er blevet begravet og et par anlæg, der viser, at der er blevet arbejdet med ild.
Treskibet langhus
Langhus, oprindelig betegnelse for skibet i en kirke, hvor de bærende elementer følger en hovedakse i modsætning til central- eller rundkirker. Langhuset kan være opdelt af piller i to eller flere skibe. Betegnelserne langhus og skib anvendes også i forbindelse med almindelige beboelseshuse. Oldtidens langhuse, der havde en eller to parallelle rækker af tagbærende stolper, betegnes som to- eller treskibede. Mere bredt anvendes betegnelsen langhuse om aflange beboelseshuse blandt flere oprindelige folk, hvor hustypen har forbindelse med et særligt socialt mønster.
Langhusene på eksempelvis Borneo kan være mere end 100 meter lange og rumme op til 400 beboere. Husene er bygget på pæle i en kraftig tømmerkonstruktion. De er delt på langs; den bageste del er opdelt i rum for de enkelte familier, mens den forreste er én lang gang, som vender ud mod floden. Langhuset udgør en landsby. Typen findes også andre steder i SØ-Asien, og kendes desuden fra andre dele af verden.
I Europa nord for Alperne blev langhuse indført allerede af de tidligste bondesamfund, der tilhørte den båndkeramiske kultur, ca. 5400-4900 f.Kr. Husene var bygget af træ, var ofte over 40 m lange og havde tre rækker indvendige, jordgravede stolper, der må have båret et saddeltag. De huse, man kender fra den senere tragtbægerkultur, er alle mindre og af enklere konstruktion. Fra tidlig og mellemneolitikum i Sydskandinavien, ca. 4000-2350 f.Kr., kendes midtsulehuse, aflange rektangulære eller ovale huse med en række tagbærende stolper. I senneolitikum og begyndelsen af ældre bronzealder, ca. 2350-1500 f.Kr., var midtsulehuset udbredt i Sydskandinavien, og der er udgravet flere bopladser med 40-45 m lange, tømmerbyggede langhuse, se Hemmed og Limensgård bopladser. I ældre bronzealder, ca. 1500 f.Kr., dukkede den hustype op, som blev den dominerende gennem bronze- og jernalder indtil vikingetidens slutning: huset med parvise, tagbærende stolper, det treskibede langhus. De fleste langhuse fra bronze- og ældre jernalder husede både mennesker og dyr, men fra 300-400 e.Kr. bestod gårdene af flere bygninger. På de største gårde indtog et af langhusene pladsen som hovedhus eller hal, som det kendes fra Gudme jernalderfund, og senere fra vikingetidens stormandssæder, se Lejre Kommune og Tissøfundene. Langhusene med de karakteristiske buede vægge fra vikingeborgene er i princippet halbygninger, se trelleborge.
- Som regel er det madlavning, hvor vi finder huller i jorden, hvor maden er blevet sat ned til en række varme sten på størrelse med håndbolde, og så har maden tilberedt sig selv, mens man har arbejdet i marken. Helt autentisk slowfood, som vi også kender det i dag, fortæller Lasse Norring Andersen.
Under forundersøgelsen bliver fundene registreret med GPS, og på computerskærmen tilbage på museet bliver det til mere overskuelige kort over området og de mange fund.
For Lasse Norring Andersen er opgaven nu, at alt i forbindelse med forundersøgelsen skal registreres, så det kan gemmes for eftertiden. Og her skal betegnelsen "alt" tages ret alvorligt.
- Alle de fund vi har gjort skal registreres, og der skal skrives en rapport til bygherren og en til Kulturstyrelsen. Desuden gemmer vi selv en kopi på museet. Alt bliver registreret. Hvilken gravemaskine, der er brugt, hvor stor en skovl, den havde, hvad manden, der betjente maskinen hed, hvor lang tid vi brugte, hvad vi fandt, og hvor vi fandt det, konstaterer Lasse Norring Andersen.
- I rapporten står der også, at Asbjørn With, journalist fra NorddjursLIV, var på besøg, og at du har skrevet en historie om forundersøgelsen. Alt skal registreres, siger Lasse Norring Andersen.
Sker der helt særlige eller banebrydende fund, formidler arkæologerne også deres fund i artikler eller via sociale medier for på den måde at fortælle om deres arbejde.
Den oldtidsboplads, som Lasse Norring Andersen og hans kollega fandt under forundersøgelsen på Vester Hesseldal, giver anledning til et krav i rapporten og dermed til bygherren, Norddjurs Kommune.
- Hvis kommunen ønsker at bygge på det område, hvor bosættelsen ligger, så skal der laves en egentlig udgravning først. Forundersøgelsen har kun til formål at undersøge, om der er noget i jorden eller ej. Hvis det skal undersøges og bekræftes, hvad det er, kræver det en egentlig udgravning, hvor vi arbejder helt systematisk ned i detaljerne, og hvor skovlen ind i mellem bliver afløst af en lille kost, siger Lasse Norring Andersen.
Egentlig vil man helst undlade at lave en egentlig udgravning, for fortidsminderne har det bedst urørt i jorden. Derfor bliver der kun udgravet, hvis kommunen insisterer på, at området skal være en del af den nye udstykning af byggegrunde.
Bosættelsen ligger helt ude i det ene hjørne af området, og derfor er det ikke sikkert, at der skal bygges. Og dermed er det helle ikke sikkert, at vi nogensinde finde ud af, præcis hvad det er, der ligger gemt i jorden.
- Vi har en klar formodning om, at det er en jernalderbosættelse fra omkring år 1, siger Lasse Norring Andersen og smiler ved tanken om at tidsbestemme noget til år 1.
Kulstof 14-datering
Kulstof 14-datering er en radiometrisk metode til datering ved hjælp af kulstoffet i organisk materiale ud fra oplysninger om den procentvise fordeling af kulstof-14-isotopen i forhold til andre kulstof-isotoper i materialet. Det gør det muligt at datere gamle rester og fossiler, der indeholder organisk stof, normalt trækul og knogler. Metoden blev udviklet i slutningen af 1940'erne af professoren Willard Frank Libby. Libby fik Nobelprisen i 1960 for denne påvisning. Metoden førte til en revolution inden for arkæologi. Teknologien er kun pålidelig for materialer, der har levet for mindre end ca. 60.000 år siden.
- Men før vi udgraver det og undersøger eventuelle fund, bliver vi aldrig helt sikre.
Normalt har Lasse Norring Andersen en rigtig god dialog med bygherren i det område, hvor han arbejder. Mange gange kan udgravningerne foregå i den ene ende af et område, mens byggeriet skyder op lige ved siden af, for der er forskel på, hvor travlt bygherren har med at komme videre med byggeriet.
Der kan være ret kort vej fra jord til museumsmontre. Især hvis fundene ikke er organiske.
- Min kollega har lige fundet en lille mønt. En drakmer ved Ugelbølle på Syddjurs, og den er snart med i vores aktualitetsmontre, hvor folk kan se den. Så kort kan processen være, fortæller Lasse Norring Andersen.
Siden vil sådan en mønt blive undersøgt, dokumenteret og lagt i depot for så at dukke op i den faste samling på et tidspunkt eller i forbindelse med en særudstilling, som Mønt og Magt- Kongemord, helgener og falske mønter i middelalderen , som lige nu kan ses i Randers.
Dog er processen længere, hvis der er tale om biologiske fund, for det skal igennem en længere konserveringsproces, inden det kan holde til at blive udstillet uden at rådne væk.
Når Lasse Norring Andersen arbejder ude i felten, får han ofte oplevelsen af at træde helt ind i historien. For eksempel når han står midt i resterne af et hus, hvor rigtige mennesker har levet rigtige liv for flere end 2.000 år siden.
I efterarbejdet med undersøgelsen bag computerskærmen, funderer han også over, hvorfor det overhovedet er vigtigt at bruge millioner af kroner på at grave efter fortiden i nutiden.
- Historie er identitetsskabende. Vi har alle sammen vores rødder i fortiden, uanset hvem vi er.
- Jo mere vi lærer, jo mere ved vi om hvem vi selv er, begynder Lasse Norring Andersen.
Som eksempel nævner han vikingerne, som stort set ikke skrev noget som helst ned om deres verden, liv og kultur med undtagelse af meget få runer. I stedet er fortællingen skabt gennem udgravninger, hvor fortiden selv har vist sig for os, og dermed hjælper os med at forstå, hvordan vikinger boede og hvordan deres både var byggede.
På den måde blev det muligt for os at forstå, hvordan de kom rundt i verden.
- Jeg elsker samarbejdet mellem historie og arkæologi. Det er fedt. Historien er skrevet oppefra. Fra samfundets øverste elite, konger og herskere som havde muligheden og evnen til at skrive ned.
- Arkæologi fortæller nedefra, hvor fortiden afslører, hvordan virkeligheden også var. Arkæologi fortæller, hvordan mennesker har levet. Hvad de har levet af og så videre. For eksempel er middelalderen for eksempel også meget andet end død og ødelæggelse og sygdomme. Det er også boder i byerne, handelspladser, håndværk og levede liv, som arkæologien bringer frem i lyset, siger Lasse Norring Andersen.
Og dertil kommer hele opfattelsen af os selv. Som folk og som nation. Hvem er dansk? Hvem er russisk og hvem er ukrainsk, hvis man skal bringe arkæologien ind i en helt aktuel situation, hvor forskellige lande har forskellige opfattelser af, hvordan virkeligheden ser ud.
Hvor historien altid kan fortælles forskelligt alt efter, hvem der fortæller den, hvornår og gennem hvilke optikker, så forholder arkæologien sig bare til, hvordan tingene var.
- Men fortidsminder har faktisk så stor værdi, at man mange steder i verden ser, at en ny magthaver forsøger at udslette fortidsminderne for at kunne fortælle sin egen version af historien til fremtiden, siger Lasse Norring Andersen.
Og så handler det også i høj grad om, at fortiden minder os om, at vi alle sammen er en del af den samme historie.
- På mange måder har livet været meget anderledes igennem tiden, men på mange måder er vi også meget ens. Arkæologien skræller følelser og politik fra og viser, at vi som mennesker lever vores liv, passer på vores familier og gerne vil opnå en bedre fremtid - uanset hvem vi er, og hvor vi er, slutter Lasse Norring Andersen.