Det var en sorgens dag for mange, da Grenaa Dampvæveri lukkede i 2002, og endnu flere begræd det, da en stor del af de gamle bygninger godt 10 år senere blev revet ned.

Gennem mere end 100 år havde fabrikken været Grenaas største, og den havde bidraget med omsætning og arbejdspladser til hele byen, men nu var det altså slut. Det norske selskab, der i 2002 ejede fabrikken, besluttede sig for at fokusere på sin anden fabrik i Norge, og dermed var det foreløbigt slut med 100 års historie for byen.

Dampvæveriet blev grundlagt på Østerbrogade i 1893 af købmand og manufakturhandler Hans Peter Rosenvinge.

- Han kom til Grenaa, hvor han arbejdede som manufakturhandler, og så satte han sine penge i et dampspinder i Vejle, fortæller Nina Adamsen, arkivleder i Grenaa Egnsarkiv.

Senere ragede han dog uklar med direktøren på dampspinderiet og trak derfor sine penge ud for i stedet at grundlægge væveriet i Grenaa.

Til at begynde med købte H.P Rosenvinge 16 væve til at producere bomuldsstoffer, og han ansatte folk udefra, der havde erfaring med arbejdet.

Når der var tjent nok penge, udvidede han, og det gik så godt, at Grenaa Dampvæveri allerede omkring 1900-tallets start havde 80 vævemaskiner foruden et blegeri og et væveri. Senere begyndte virksomheden også at fremstille kunstsilke, celluld, hørgarn og uld.

I 1906 blev damvæveriet omdannet til aktieselskab med H.P. Rosenvinge på direktørposten, og det satte for alvor skub i fabrikkens udvikling, der herfra voksede og voksede.

Det smarte ved fabrikkens byggeri var, at det bestod af en såkaldt shedtag-konstruktion. Det betød, at man kunne blive ved med at bygge fag på, og derfor kunne man nemt udvide, når pengene var til det.

- H. P. Rosenvinge begyndte også at ansætte folk fra byen og oplære dem i arbejdet, fremfor at ansætte folk udefra, fortæller Nina Adamsen.

I midten af 1930'erne beskæftigede Grenaa Dampvæveri mellem 500 og 600 mand, og 20 år senere nåede fabrikken sit højdepunkt med næsten 1.000 ansatte - det svarede til omkring 10 procent af byens befolkning.

Fabrikken var derudover landets største væveri og frem til midten af 1960'erne Djurslands' eneste storindustri. Der blev også eksporteret til resten af Europa og USA.

- Der er ingen tvivl om, at Grenaa Dampvæveri var byens største virksomhed i mange, mange år. De fleste af dem, der arbejdede på fabrikken, havde ægtefæller og børn, og dermed var det rigtig mange mennesker, der på en eller anden måde var afhængige af fabrikken, siger Nina Adamsen.

Der er heller ingen tvivl om, at fabrikken var medvirkende til, at Grenaa udviklede sig som by.

- Op gennem midten af 1900'tallet skete der i hele landet en vandring fra land til by som følge af industrialiseringen, og det skete også i Grenaa, hvor mange især bosatte sig for at arbejde på fabrikken, siger Nina Adamsen.

Fabrikken pressede på for, at der blev bygget boliger til først arbejderne og senere funktionærerne. Den var medvirkende til, at Grenaa fik et reelt arbejderkvarter i området med tofamiliershuse og en have, hvor der kunne plantes kartofler og gulerødder.

- Det er klart, at fabrikken havde en stor betydning for industrialiseringen i Grenaa, siger Nina Adamsen.

Op gennem 1970'erne begyndte der dog også at ske en anden forandring. Konkurrencen fra Østen pressede på, og man begyndte at få mere effektive maskiner, der ikke krævede lige så meget manuelt arbejde.

Det betød blandt andet, at man "rationaliserede", altså fyrede folk, fordi der skulle bruges færre mennesker til at betjene vævene.

Fra at have været en virksomhed, der havde en stor del af byens befolkning ansat, svandt fabrikken nu ind. Omkring år 2000 var der "kun" 170 ansatte. Man havde dog formået at modernisere, så det var stadig en velfungerende virksomhed.

Alligevel besluttede de daværende norske ejere i 2002 at lukke fabrikken. Årsagen skal findes i, at man havde en tilsvarende fabrik i Norge, og det var ganske enkelt unødvendigt med to af samme slags. Oprindeligt havde det norske firma ellers meldt ud, at man ville bevare fabrikken i Grenaa og lukke den tilsvarende i Norge.

Den beslutning blev til manges store overraskelse ændret i december 2001, og siden forsøgte mange - blandt andet Grenaas borgmester Gert Schou - at få omstødt beslutningen. Men uden held, for de norske ejere var ikke til hverken at hugge eller stikke i.

Derfor blev nøglen til fabrikken endegyldigt drejet om - til manges sorg.

Herefter fik den før så storslåede fabrik lov til at stå og forfalde - uden at der var en plan for, hvad der skulle ske. Vinduerne gik i stykker og flere vægge blev overmalet med graffiti.

Historien går på, at bygningerne var så grimme, at man under et regentbesøg, hvor dronning Margrethe skulle køre fra havnen til byen, endte med at lægge ruten via ringvejen i stedet for ad den direkte rute forbi det gamle dampvæveri - ganske enkelt fordi man ikke ville være bekendt at lade ruten gå forbi de faldefærdige bygninger.

Siden har man opført et nyt byggeri i stil med det gamle, hvor der blandt andet er boliger.

Disse planer blev der næsten sat en kæp i hjulet for efter finanskrisen, der gjorde det svært for ejerne at fuldføre deres planer om et attraktivt sted med boliger, butikker og kontormiljø.

Desuden mødte det nye projekt også stor modstand fra lokalbefolkningen, hvor alle på den ene eller anden måde havde en holdning til det gamle dampvæveri. Mange ville derfor gerne have, at de gamle bygninger blev sat i stand, men det var ganske enkelt for dyrt.

Tidligere har Anders Lisvad, direktør i boligselskabet B45, der udlejer boligerne og stod for nybyggeriet, sagt til Randers Amtsavis at noget af det, der gjorde det umuligt at sætte det gamle byggeri i stand, var søjle-bjælke-konstruktionen med et stålskelet med to 100 tons betonsiloer, og at en nedbryder ville have 1,2 millioner kroner for at strippe bygningen.

Omvendt kostede det 700.000 kroner at rive bygningen ned.

Det arbejde gik i gang i 2013, og allerede 10 måneder senere stod den første bygning - Kedelbygningen - færdig. Den bestod af ungdomsboliger og de studerende kunne dermed flytte ind.

Næste etape - der stod klar i 2015 - var genopførslen af de gamle industribygninger. Her blev der opført 36 ungdomsboliger og seks familieboliger. Underetagen er en selvstændig ejerlejlighed, ejet af en privat investor og udlejet til Norddjurs Kommune og Viden Djurs.

Tre år senere stod tredje og foreløbigt sidste etape klar. Den rummer 32 familieboliger.

Undervejs var man nødt til at nedrive den gamle, ikoniske skorsten, men den blev genopført i samme stil og fungerer i dag som elevatortårn.

Fjerde og sidste etape er stadig på vej. Det er planen, at der i 2023 skal stå 26 boliger klar til indflytning.

Projektet har i alt kostet 215 millioner kroner.

Den modstand, projektet mødte i starten, er gjort til skamme - og resultatet er blevet så godt, at folk tit tror, at der er tale om de gamle bygninger.

Dermed er byggeriet og området - omend det ikke længere huser et væveri, men i stedet bolig, erhverv og butikker - igen blevet et vartegn for byen.

Skal man bevare, eller skal man rive ned og bygge parkeringspladser?

Det er spørgsmålet.

Og på det kommende kommunalbestyrelsesmøde skal politikerne bestemme, om det skal være det ene, det andet eller det tredje, som bliver kapellets skæbne.

Politikerne er splittede. På den ene side står dem, der gerne vil bevare og på den anden side dem, der - groft sagt - ikke finder bygningen nødvendig at bevare.

En af dem, der helst ser, at det gamle kapel bliver stående, er Niels Basballe (S).

Han er tidligere portør, og har derfor en vis tilknytning til stedet.

- Kapellet fortæller en vigtig historie, og derfor er det synd at rive den ned. Bygningen siger en masse om den byggetradition, man havde dengang. Derfor er det vigtigt, at man bevarer sådan en bygning, siger han.

Desuden peger han på, at kapellet har tjent en vigtig funktion, og den historie er værd at fortælle. Derfor mener han, at man bør lave museum i det gamle kapel.

- Kommunen har desuden sagt ja til, at at Region Midtjylland må rive sygehusets gamle køkkenbygning ned, og her vil der komme parkeringspladser. Derfor mener jeg ikke, at der er behov for at jævne kapellet med jorden, siger Niels Basballe.

I dag er det Region Midtjylland der ejer bygningen, der blev opført i 1922 som et kapel til Grenaa Sygehus.

Efter sygehuset i 2011 lukkede, fortsatte bedemændene i byen med at bruge kappellet indtil 2020, hvor det nye kapel på Kejserbækvej stod færdigt.

I september samme år besluttede miljø- og teknikudvalget at nedlægge forbud mod nedrivningen af kapellet og i stedet igangsætte en lokalplan med det formål at bevare kapellet.

Det er altså den lokalplan, politikerne på det kommende møde skal stemme om. Lokalplanen bestemmer, at bygningen ikke må rives ned. Sker det, håber Region Midtjylland, at kommunen i så fald vil købe bygningen.

Men mest af alt håber regionen på, at politikerne stemmer nej til lokalplanen. Så vil regionen nemlig rive bygningen ned og i stedet opføre parkeringspladser, som der er mangel på.

Tidligere har Region Midtjylland i et skriftligt svar til Norddjurs Kommune skrevet at den ingen planer "har om en fremtidig anvendelse af ejendommen, og en bevarende lokalplan kan derfor få den virkning, at bygningen kommer til at stå og forfalde," samt at efter regionens "opfattelse vil en anvendelse af kapel-området til parkering, herunder handicapparkering, være den optimale løsning, jævnfør at de sundhedsprofessionelle lejere og brugerne i Grenaa Sundhedshus efterspørger tætbeliggende p-pladser."

I august 2021 skulle miljø- og teknikudvalget stemme om forslaget til lokalplanen, og her stemte et flertal bestående af Jens Meilvang (LA), Niels Basballe (S), Niels Ole Birk (V) og Aleksander Myrhøj (SF) ja til forslaget.

Kun Dansk Folkepartis Steen Jensen stemte imod.

Siden har Jens Meilvang dog ændret mening. Han går ikke længere ind for at bevare bygningen, og det skyldes, at Region Midtjylland selv har sagt, at de gerne vil have området til parkeringspladser.

- Man må formode, at regionen ved, hvad den har brug for. Når den siger, at der er brug for parkeringspladser, så må vi gå ud fra, at det er sandt, siger han.

Desuden mener han ikke, at der er en klar plan for, hvad bygningen skal bruge stil.

- Jeg tror ikke på idéen om et museum. I så fald skal der bruges penge til at sætte bygningen i stand, og jeg tror, at der vil være meget begrænset publikum til et sådan museum. Derfor ville det ikke være at bruge skatteborgernes penge ordentligt, siger han.

Dansk Folkepartis nuværende medlem i kommunalbestyrelsen, Diana Therese Mikkelsen, har tænkt sig at stemme nej.

- Kommunen elsker at opkøbe bygninger formålsløst. Der skal sælges ud, ikke købes, siger hun.

Niels Ole Birk (V) og Aleksander Myrhøj (SF) har indtil videre tænkt sig at stemme ja til lokalplanen.

Af de politikere, NorddjursLIV ellers har været i kontakt med, virker det til, at der er stor splittelse, og derfor er det svært at gisne om, hvad den endelige beslutning bliver.

Kapellet er i øvrigt bevaringsværdigt, men hvis kommunalbestyrelsen har stemt nej til lokalplanen, så bliver det formentligt muligt for regionen at søge om lov til at rive den - og få tilladelse til det.