Det ser ud til, at du besøger NorddjursLIV i browseren Internet Explorer.
Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer,
og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme.
Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.
De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere,
og kan derudover installeres helt gratis.
Oplevelser behøver ikke blive serveret på et sølvfad, og formidling fungerer rigtig godt, hvis man skal gå på opdagelse efter det, mener arkitekterne bag Projekt Fjellerup Strandliv. Foto: Asbjørn With
Wow-effekt, X-bro og bundgarnspæle
Vi var ganske få minutter fra at trykke på knappen og sende nyhedsbrevet af sted til din mailboks, da telefonen ringede.
Et flertal i økonomiudvalget har nemlig besluttet at indstille til kommunalbestyrelsen, at der skal laves en gennemgribende undersøgelse af hele det sociale område.
- Vi har gennem længere tid fået mange indikationer på, at noget kan blive bedre. Derfor har vi besluttet os for undersøge socialområdet og få lavet en ekstern undersøgelse, siger borgmester Kasper Bjerregaard (V) til NorddjursLIV.
Samtidig har politikerne besluttet at standse samarbejdet med velfærdsdirektør Kenneth Koed Nielsen, der har været først socialchef og siden velfærdsdirektør siden kommunalreformen i 2007.
- Vi har brug for en anden profil på pladsen til at trække os igennem den proces, vi nu står overfor, siger Kasper Bjerregaard.
Den endelige beslutning om både undersøgelsen og afskedigelsen skal træffes på kommunalbestyrelsens møde på tirsdag.
I den kommende tid undersøger vi på NorddjursLIV naturligvis, hvad der ligger bag ønsket om en uvildig og ekstern undersøgelse af hele det sociale område. Vi sætter fokus på, hvad det kommer til at betyde for medarbejdere og ledelse i kommunen. Og ikke mindst, hvad det kommer til at betyde for dig og mig, og alle dem, der har brug for støtte og hjælp fra kommunen.
Og så til det, vi havde planlagt, at nyhedsbrevet skulle handle om. For nu tager vi en tur til en af de bedste strande på den norddjurske guldkyst - Fjellerup Strand.
Søren Kristensen og Malene Sundbøl Jørgensen er de to arkitekter, der den seneste tid har tænkt store tanker om projektet på Fjellerup Strand. Foto: Asbjørn With
En strand er en strand er en strand.
Der er sand, vand og helst solskin, og så nyder man livet på sit badehåndklæde, bygger et sandslot eller kaster sig i bølgen blå.
Sådan ser det ud på de fleste danske badestrande, og lige nu ser det også sådan ud på den norddjurske guldkyst ud for landsbyidyllen og turistmagneten Fjellerup.
Men der har længe været noget i gære under overfladen.
Et projekt og nogle ambitioner, som siden 2015 har luret i skitsebøger og i hovedet på politikere og driftige lokale. Et projekt, som i den senere tid har forvandlet sig til næsten virkelighed i hovedet på to arkitekter.
For arkitekterne, der har gjort alle de mange tanker, som både politikere og lokale har tænkt gennem årene, til et synligt projekt, har det været vigtigt at skabe noget, som danner ramme om oplevelser, læring, afslapning og sjov uden at det "larmer" for meget.
- Det skal ikke være et stort lysende showpiece midt i noget vidunderlig og skøn men også sårbar natur. Vi vil gerne underspille det lidt. Vi har arbejdet meget med, hvor lidt der faktisk skal til, siger arkitekt Malene Sundbøl Jørgensen.
- Oplevelser behøver ikke blive serveret på et sølvfad. Formidling fungerer rigtig godt, hvis man skal gå opdagelse efter det, fortsætter hendes kollega, arkitekt Søren Kristensen.
Når Fjellerup Strandliv forhåbentligt bliver en realitet, drømmer udvalgsformand Allan Gjersbøl Jørgensen (S) om, at det kan sætte Fjellerup på landkortet.
- Jeg håber, at den nye X-bro bliver et blikfang, som man vil lægge mærke til i resten af landet, og et udflugtsmål for os alle sammen i Norddjurs, siger Allan Gjersbøl Jørgensen.
Rigtig god læselyst - og tak, fordi du læser med.
Som du måske har bemærket, så er NorddjursLIV blevet et abonnementsmedie. Det nyhedsbrev, du lige har læst, er stadig gratis. Det er der ikke lavet om på.
Hvis du ikke allerede er abonnent, vil vi gerne have dig med på holdet. Mange har allerede valgt at abonnere og blive en del af et fællesskab, der prioriterer overblik og dybde over nyhedsræs og breaking news.
Som abonnent kan du forvente at modtage cirka to nyhedsbreve om ugen, hvor vi går i dybden med de vigtigste historier, der har betydning for livet i Norddjurs.
Det er selvfølgelig også helt okay, hvis du hellere vil se os lidt mere an. Derfor vil du stadig modtage dette nyhedsbrev gratis, hvor vi hver gang giver vores bud på nogle udvalgte historier fra Norddjurs.
Og skulle du få lyst til at få den fulde oplevelse med fri adgang til det hele, vil vi glæde os til at byde dig velkommen ombord.
Asbjørn WithJournalist
Der skal ske en forbedring på socialområdet. Derfor planlægger kommunalbestyrelsen med borgmester Kasper Bjerregaard (V) i spidsen blandt andet at igangsætte en uvildig undersøgelse af området. Foto: Asbjørn With
Der skal ske en forbedring på socialområdet. Derfor planlægger kommunalbestyrelsen med borgmester Kasper Bjerregaard (V) i spidsen blandt andet at igangsætte en uvildig undersøgelse af området. Foto: Asbjørn With
Hele socialområdet skal undersøges - nu: - Vi har gennem længere tid fået mange indikationer på, at noget kan blive bedre
Emma Ahlgreen Haa emahh@jfmedier.dk og Asbjørn With Christensen aswch@jfmedier.dk
En uvildig undersøgelse og et farvel til velfærdsdirektøren.
Medlemmerne i kommunalbestyrelsen har fået mange indikationer på, at der er ting på socialområdet, der kan forbedres. Derfor har et flertal i økonomiudvalget besluttet at indstille til kommunalbestyrelsen, at hele socialområdet skal undersøges til bunds.
Borgmester Kasper Bjerregaard (V) understreger, at der ingen indikationer er på, at noget har været forkert.
- Men bare fordi det ikke er forkert, er det ikke sikkert, at det er rigtigt, siger borgmesteren.
onsdag 18. maj 2022 kl. 17:15
Emma Ahlgreen Haa emahh@jfmedier.dk og Asbjørn With Christensen aswch@jfmedier.dk
En grundig og tilbundsgående udviklingsproces på socialområdet er igangsat. Det betyder blandt andet en uvildig og ekstern undersøgelse og et farvel til den nuværende velfærdsdirektør.
Er der noget, vi kan gøre bedre?
Det spørgsmål har medlemmerne i kommunalbestyrelsen stillet sig selv, og mange borgere har tænkt, at det er der.
Derfor er der nu indledt en udviklingsproces, som kommer til at berøre hele socialområdet.
Bare fordi det ikke er forkert, er det ikke sikkert, at det er rigtigt
Kasper Bjerregaard
Det indebærer blandt andet en uvildig undersøgelse, lavet af det eksterne konsulentfirma Kompetent.
- Vi har gennem længere tid fået mange indikationer på, at noget kan blive bedre. Derfor har vi besluttet os for undersøge socialområdet, siger borgmester Kasper Bjerregaard (V) til NorddjursLIV.
Han understreger, at der ikke er en enkelt sag eller en enkelt person der gør, at man nu har besluttet sig for at undersøge området nærmere.
Kommunen har heller ingen indikationer på, at noget har været forkert.
- Men bare fordi det ikke er forkert, er det ikke sikkert, at det er rigtigt, siger borgmesteren.
- Det handler grundlæggende om, at vi gerne vil vide, hvordan borgere og pårørende oplever mødet med kommunen. Vi vil gerne vide, om vi leverer den service, vi siger, vi vil levere. Og vi vil gerne vide, om vores medarbejdere har de rigtige rammer for at kunne levere den service, vi gerne vil levere, siger Kasper Bjerregaard.
En sådan undersøgelse vil tit centrere sig om det, der er sket frem til nu.
Den del er også vigtig, påpeger Kasper Bjerregaard, men det er også vigtigt at se fremad. Og i fremtiden ønsker han, at borgerne og medarbejderne bliver inddraget i endnu højere grad end før.
Kenneth Koed Nielsen er 60 år gammel og har været velfærdsdirektør siden kommunesammenlægningen i 2007. Arkivfoto/pressebillede: Norddjurs Kommune
I samme ombæring har man besluttet at opsige samarbejdet med velfærdsdirektør Kenneth Koed Nielsen, der har været på posten i 15 år.
Først som socialdirektør og siden 2010 som velfærdsdirektør. På et tidspunkt i 2017 var han også konstitueret kommunaldirektør, inden den nuværende kommunaldirektør Christian Bertelsen blev ansat.
- Kenneth Koed Nielsen har ikke gjort noget forkert. Det er vigtigt for mig at sige. Han har løst den opgave, han var ansat til, men nu er opgaven en anden, siger Kasper Bjerregaard.
Dermed også sagt, at man gerne vil have en anden profil.
- Vi vil gerne have en med en anden ledelsesprofil. En, der kan stå på en ølkasse og en, der kan lede med følelser og sikre inddragelse, siger Kasper Bjerregaard.
Arbejdet med at undersøge socialområdet går i gang nu, og forventes at vare over det næste lange stykke tid.
Det er et flertal i økonomiudvalget, der står bag beslutningen om at igangsætte udviklingsprocessen.
Kommunalbestyrelsen skal dog træffe endelig beslutning på mødet tirsdag 24. maj.
I den kommende tid går NorddjursLIV i dybden med kommunalbestyrelsens beslutning om at undersøge socialområdet. Hvad betyder det for medarbejdere og ledere i kommunen? Og ikke mindst, hvad betyder det for dig og mig, og de mange der er afhængige af hjælp og støtte fra kommunen?
Arkitekterne Søren Kristensen og Malene Sundbøl Jørgensen har tegnet stregerne og tænkt tankerne i det, som forhåbentligt snart bliver vekslet til forandring og vanebrud på stranden ved Fjellerup. Foto: Asbjørn With
Arkitekterne Søren Kristensen og Malene Sundbøl Jørgensen har tegnet stregerne og tænkt tankerne i det, som forhåbentligt snart bliver vekslet til forandring og vanebrud på stranden ved Fjellerup. Foto: Asbjørn With
Arkitekterne bag Fjellerup Strandliv har tænkt mange store tanker om projektet: - Vi har holdt det simpelt, enkelt og i gode materialer, som både er dragende og skaber stolthed og wow-effekt
Asbjørn With Christensen aswch@jfmedier.dk
En ting er at få en god idé. Eller flere gode idéer for den sags skyld. Noget andet er at udforme et projekt for at helt strandområde, hvor alle idéerne bliver til en virkelighed, man kan få glæde af.
Det er efterhånden mange år siden, at de første idéer til et strandprojekt i Fjellerup blev tænkt af visionære lokale og politikere.
Nu har to arkitekter gjort tanker og idéer til et færdigt projekt, som nu kun mangler Kystdirektoratets endelige godkendelse.
Der er stadig lidt skepsis tilbage i byen, men de fleste blandt både de lokale og næsten lokale krydser fingre og håber på, at spaden snart går i jorden.
onsdag 18. maj 2022 kl. 17:04
Asbjørn With Christensen aswch@jfmedier.dk
Udsigten til formidling på bundgarnspæle, nye broer ud i Kattegat og et sammenhængende formidlingsforløb langs stranden fra campingpladsen i vest til Thomasminde i øst får ros fra både lokale og næsten lokale i Fjellerup. Men håbet er, at Fjellerup Strandliv bliver hele Norddjurslands stolthed.
For enden af badebroen ved vaffelbageriet i Fjellerup kan to arkitekter se tilbage på arbejdet med at fremhæve kvaliteterne ved Fjellerup.
Sammen har de designet udseendet af de kvaliteter og tænkt tanker om, hvordan kulturhistorien, erhvervshistorien, naturhistorien og alle de andre historier om og fra Fjellerup formidles i oplevelser, der så igen pakkes ind i gode, smukke materialer, som sætter fantasien i gang hos både store og små strandgæster.
Arkitekt Malene Sundbøl Jørgensen fra Labland Architects har været med til at udtænke Fjellerup Strandliv ud fra en stor bunke inspiration og møder med lokale fjelleruppere. Foto: Asbjørn With
- Vi har holdt det simpelt, enkelt og i gode materialer, som både er dragende og skaber stolthed og wow-effekt, siger Malene Sundbøl Jørgensen.
Sammen med sin kollega Søren Kristensen fra Labland Architects har hun arbejdet med den fysiske udformning af Projekt Fjellerup Strandliv.
De fire centrale steder
Grundlæggende består projekt Fjellerup Strandliv af fire hotspots:
1) "Pælene" ved campingpladsen
Adgangen til Fjellerup Strandliv, hvor bundgarnspæle placeret både på stranden og i vandet formidler bundgarnsfiskernes- og den lokale kulturhistorie, der knytter sig til Fjellerup.
2) "Promenadebroen" ved vaffelbageriet.
Her skal en ny bro - den såkaldte X-bro - ud i Kattegat være med til at skabe plads til mange flere mennesker på samme tid. Der etableres et solopgangs- og solnedgangsmøbel, og der hvor den nye og den gamle bro skærer hinanden skabes der et beskyttet bassin, hvor der etableres vandlegeplads med mulighed for formidling, blandt andre af Blå Flag.
3) "Slæbestedet" ved Strandkroen
Her etableres plads til ophold, leg og spil, der renoveres og skabes mulighed for formidling på blandt andet bundgarnspæle, der er gennemgående gennem hele forløbet langs stranden. Et af formålene med "Slæbestedet" er at skabe et attraktivt alternativ til området ved vaffelbageriet og på den måde sprede gæsterne langs med stranden.
4) "Tæppet" ved Thomasminde
Bygningerne er ikke med i denne omgang, men tanken med "tæppet" er at skabe et sammenhængende forløb mellem bygningerne og havet. Det skal være et naturligt sted "oplevelsespladsen" for outdoor sport som eksempelvis windsurfere. Herfra skal cykelruter og vandreruter formidles.
- Oplevelser behøver ikke at blive serveret på et sølvfad, fortæller Søren Kristensen.
- Faktisk fungerer oplevelser og formidling rigtig godt, hvis man skal gå på opdagelse efter dem, siger han.
Derfor er der tænkt mange tanker på at formidle nysgerrigt og i øjenhøjde med de gæster, der går på opdagelse på stranden.
Bundgarnspælene er en klar og ikonisk reference til Fjellerup og kulturhistorien om bundgarnsfiskerne på nordkysten. I formidlingen af Fjellerup Strandliv bliver de centrale og gennemgående.
Arkitekt Søren Kristensen påpeger, at oplevelser ikke altid skal serveres på et sølvfad men gerne være noget, man går på opdagelse efter. Det har været inspiration til formidlingsdelen af Fjellerup Strandliv. Foto: Asbjørn With
- Hvis du ser en bundgarnspæl med et hul i, vil du helt naturligt kigge gennem hullet. Når du kigger gennem hullet, ser du måske vindmølleparken ud for kysten, og tænker "hvad er det"?
- På bundgarnspælen er der så en lille historie om vind og vindmøller, som fuldender opdagelsen og oplevelsen, forklarer Søren Kristensen.
Samtidig kan bundgarnspælene være med til at lokke folk ind på bundgarnsmuseet, fordi formidlingen kan begynde helt ude på stranden og rette opmærksomheden mod museet.
- Mine børnebørn vil elske de nye tiltag
Inde fra land kan Bodil Sørensen se frem til, at det bliver ekstra spændende for hendes børnebørn at komme på besøg, når Fjellerup Strandliv efter planen er færdig en gang i sensommeren næste år.
- Vi flyttede til Fjellerup i 2005 fordi der simpelthen blev for lavt til loftet i Skødstrup, hvor vi boede før. Jeg har erfaring med turister fra arbejde i Ebeltoft og 10 år med at drive Fjellerup Kro, fortæller Bodil Søren, som mener, at turister er helt afgørende for en by som Fjellerup.
Bodil Sørensen har boet i Fjellerup siden 2005. Hun flyttede hertil, fordi der er højt til loftet. Nu glæder hun sig over de spændende tiltag på stranden, som hendes børnebørn helt sikkert vil elske. Foto: Asbjørn With
- Vi lever jo af dem, og det er vigtigt, at Fjellerup bliver ved med at være attraktiv at besøge, siger Bodil Sørensen, som allerede har sin favoritdel af projektet.
- Det er et rigtig fint projekt. Jeg kan særligt godt lide idéen med bundgarnspælene og broen, der krydser. Sådan noget elsker mine børnebørn. Og jeg er sikker på, at det giver hele området et løft. Ikke bare for os, der bor her, men for alle i Norddjurs, som kan komme og få glæde af det, siger Bodil Sørensen.
Som dreven i turistbranchen er hun helt klar over, at det stigende antal gæster i Fjellerup skal have noget at lave, mens de holder ferie.
- Vi har ikke en fregat eller en slotsruin, men vi har nogle andre kvaliteter, som underbygges rigtig godt med det her projekt, mener Bodil Sørensen.
- Jeg var bange for, om projektet kunne skade Fjellerups charme
Lars Bendsen har i de seneste måneder kigget lidt skeptisk med fra sidelinjen.
- Jeg er kommet i Fjellerup siden jeg var 15 år og vi sov i telt her hver eneste sommer, siger Lars Bendsen.
Han bor med sin kone i Kristrup lidt udenfor Randers, og for 38 år siden købte de sommerhus i anden række i Fjellerup.
Da først Lars Bendsen fik mulighed for at se nærmere på det konkrete projekt og de tiltag, det indebærer, forsvandt en stor del af hans bekymring for, om projektet kunne skade Fjellerups charme. Foto: Asbjørn With
- Vi vil gerne være en del af livet i Fjellerup, og vi bakker op om de lokale tiltag. Men det er lidt som om, at noget af charmen forsvinder efterhånden som sommerhusene bliver større og større. Jeg ved godt, at vi ikke kan stoppe fremskridtet, men jeg har frygtet, at projektet Fjellerup Strandliv ville betyde nye udfordringer og problemer for byen, siger Lars Bendsen.
Og han er langt fra den eneste, der har været skeptisk.
Mange er det stadig, nu hvor projektet er sendt til endelig godkendelse hos Kystdirektoratet.
For hvem skal drifte den nye bro? Hvordan ser fremtiden ud for Strandkroen, der ligger som en øjebæ midt i det nye projekt? Hvad med prisstigninger på materialer, og hvad med cykelstier, og hvad med de nye bundgarnspæle om vinteren? Og hvem skal feje sand af de nye gangbroer ned over stranden, så gangbesværede kan få adgang?
Spørgsmålene er stadig mange i Fjellerup, og de skal besvares hen ad vejen, når skovlen får lov til at komme i jorden.
For Lars Bendsen er det slet ikke så slemt, som han havde frygtet.
- Det er blevet et fint projekt. Der er rigtig mange gode ting i det. Jeg havde gerne set, at projektområdet var blevet udbredt endnu mere ud mod vest, så der var blevet endnu mere plads. Men det har ikke været muligt, siger Lars Bendsen.
- Alle skal kunne komme ned til vandet
For arkitekterne Malene Sundbøl Jørgensen og Søren Kristensen er deres ambitioner blevet ført igennem til et sammenhængende projekt for Fjellerup Strand.
- Vi har fokuseret på at holde det enkelt og simpelt, men i stedet arbejdet med mange lag i formidlingen, så oplevelsen hele tiden ændrer sig og udvikler sig. Materialerne er af høj og lækker kvalitet, og der er lagt stor vægt på, at alle skal kunne komme ned til vandet, fortæller Malene Sundbøl Jørgensen.
Malene Sundbøl Jørgensen og Søren Kristensen har valgt beton og hårdt træ som de bærende materialer i den fysiske udformning af Fjellerup Strandliv. Bundgarnspæle, broer, platforme og udsigtsmøbler bliver udsat for den hårde blæst og havets rasen. Derfor skal det kunne tåle lidt af hvert. Foto. Asbjørn With
- Og så håber vi, at alle i Fjellerup vil tage ejerskab til alt det nye. At det kan være med til at bryde nogle vaner og skabe nye vinkler at se tingene på, som både lokale og alle os andre kan komme og få glæde af, siger Søren Christensen.
Det er sød musik i ørerne på Allan Gjersbøl Jørgensen (S), der er nyvalgt formand for kultur- og fritidsudvalget fra årsskiftet.
Som ny anfører for projekt Fjellerup Strandliv er han begejstret over forarbejdet - men også over udsigten.
Udvalgsformand Allan Gjersbøl Jørgensen håber, at Fjellerup Strandliv både bliver en gave til Fjellerup, til resten af Norddjurs og skaber opmærksomhed i resten af landet. Foto: Asbjørn With
- Hele projektet går på to ben. For det første skal det gøre det mere inspirerende at bo i Fjellerup, som nu får et naturligt udflugtsmål med den nye bro. Og så skal det være et udflugtsmål og et attraktivt at holde ferie. Et sted, hvor man har lyst til at komme igen for at få det hele med.
- Jeg håber, at den nye X-bro bliver et blikfang, som man vil lægge mærke til i resten af landet, siger Allan Gjersbøl Jørgensen.
I Fjellerup krydser de fleste fingre for, at projektet nu endelig bliver til virkelighed.
Det gjorde de også i 2015, hvor de første tanker til et projekt på stranden i Fjellerup blev tænkt. Dengang slog kommunens økonomiske problemer fuldstændig bundgarnspælene væk under projektet.
Nu er der udsigt til, at det endelig lykkes, hvis kystdirektoratet og strandguderne vil.
Spaden skal i jorden til første spadestik inden 9. november i år. Ellers risikerer hele projektet at falde til jorden.
Allan Gjersbøl Jørgensen (S) er formand for kultur- og fritidsudvalget. Hans rolle omkring Fjellerup Strandliv er med egne ord at 'trille bolden det sidste stykke over målstregen', og det skal gå lidt hurtigt, hvis man vil nå det inden dispensationen til at bygge tæt på strandkanten udløber til november. Foto: Asbjørn With
Allan Gjersbøl Jørgensen (S) er formand for kultur- og fritidsudvalget. Hans rolle omkring Fjellerup Strandliv er med egne ord at 'trille bolden det sidste stykke over målstregen', og det skal gå lidt hurtigt, hvis man vil nå det inden dispensationen til at bygge tæt på strandkanten udløber til november. Foto: Asbjørn With
Projekt Fjellerup Strandliv fra start til slut: Hvorfor er der ikke sket noget i syv år?
Emma Ahlgreen Haa emahh@jfmedier.dk
Tilbage i 2015 fik Norddjurs Kommune dispensation til at bygge nyt og lave aktiviteter tæt på strandkanten. Det mundede ud i projektet Fjellerup Strandliv, hvor man med fire hotspots ville skabe liv på stranden og trække endnu flere turister til.
Nu skriver vi 2022, og projektet er endnu ikke færdigt. Faktisk er det knap gået i gang. Kommunens dårlige økonomi i 2018 og flere år frem blev brugt som en del af forklaringen på, at projektet har stået stille, og at man faktisk var nødt til at få dispensationen forlænget i 2020.
Nu er der endelig sat skub på, og kommunalbestyrelsen har klare planer for, hvordan man går i jorden inden 9. november, hvor dispensationen endegyldigt udløber. Håbet er, at der bliver skabt endnu mere liv og aktivitet på stranden.
onsdag 18. maj 2022 kl. 17:06
Emma Ahlgreen Haa emahh@jfmedier.dk
I syv år har projektet Fjellerup Strandliv nærmest ikke rykket sig ud af flækken. En oplevelsesplads, bestående af en håndfuld bænke, et omklædningsskur og et udekøkken ved ejendommen Thomasminde er indtil videre alt, der er sket. Dårlig økonomi ligger ifølge tidligere udvalgsformand bag, at man har været så længe om at komme i gang. Men nu er det tid til at se fremad, og forhåbentligt er alle fire hotspots færdige i sensommeren 2023.
Tilbage i oktober 2015 fik 10 kystbyer i Danmark som et led i en forsøgsordning dispensation til at bygge helt ud til kysten - altså i nærheden af strand og vand, hvilket normalt ikke er tilladt.
Formålet med projektet var at fremme turismen fra både ind- og udland.
En af de byer var Fjellerup.
Derudover fik også Ringkøbing-Skjern, Vordingborg, Sønderborg, Lolland, Stevns, Varde, Hjørring, Svendborg og Gribskov lov til at bygge tæt på vandet.
I Norddjurs blev der udarbejdet en plan over projektet. Her bestemte den daværende kommunalbestyrelse, at man ville etablere fire hotspots - der skal forbindes af et stisystem.
Flere ting er kommet til at ligge stille, fordi vi røg ind i besparelserne, hvor alle udvalg skulle spare
Lars Østergaard (V), tidligere formand for kultur- og fritidsudvalget
Håbet var - og er - at de fire hotspots kommer til at skabe liv og aktivitet på stranden.
Det første hotspot etableres i begyndelsen af Fjellerup Strand. Her vil man opsætte en række bundgarnslignende pæle, der kan bruges til leg og aktiviteter. Desuden skal pælene være med til at fortælle om Fjellerups historie med bundgarnsfiskeri.
I området omkring Vaffelbageriet skal der laves en strandpromenade, badebroen skal udbygges og der skal etableres badehuse.
Slæbestedet ved den gamle strandkro skal have 'en kærlig hånd', og foran bygningen skal der laves bundgarnslignende stolper, der kan bruge stil leg og klatring. Desuden skal det være muligt at sætte et net til beachvolley op mellem stolperne.
Slutteligt skal der etableres en oplevelsesplads ved navn Thomasminde.
Projektet får sin begyndelse omkring campingpladsen i Fjellerup. Her skal der opsættes en række bundgarnslignende pæle, der kan bruges til leg og aktiviteter. Desuden skal pælene være med til at fortælle om Fjellerups historie med bundgarnsfiskeri. Foto: Annelene Petersen
Men selvom dispensationen blev givet i 2015, er projektet endnu ikke gået i jorden. Faktisk har det stået mere eller mindre stille i syv år.
En såkaldt oplevelsesplads, bestående af en håndfuld bænke, et omklædningsskur og et udekøkken ved ejendommen Thomasminde på Klitvej er indtil videre alt, der er sket.
At projektet har stået stille så længe, er der tilsyneladende ikke en god forklaring på.
Mange turister kommer til Fjellerup om sommeren, og projektet på stranden forventes at trække endnu flere til. Foto: Annelene Petersen
Tidligere har Lars Østergaard (V), daværende formand for kultur- og fritidsudvalget, sagt til Lokalavisen Norddjurs, at kommunens økonomiske udfordringer fra 2018 og frem gjorde, at man prioriterede anderledes.
- Der kører jo mange projekter og mange gode politiske intentioner hele tiden, og der er også meget, som aldrig bliver til noget. Det må vi erkende. Flere ting er kommet til at ligge stille, fordi vi røg ind i besparelserne for to år siden, hvor alle udvalg skulle spare. Det skulle kultur- og fritidsudvalget også, og det er en hel del af forklaringen på, hvorfor der ikke er sket mere i Fjellerup, sagde han i august 2020.
I budgetforhandlinger det år blev der ikke afsat penge til projektet Fjellerup Strandliv, men det har man gjort siden. De foreløbigt knap seks millioner, man skal bruge for at etablere første del af projektet, er på det kommunale budget i år.
Udløben dispensation
Fristen for at sætte gang i projektet udløb oprindeligt i 2020, men dengang fik kommunen af Erhvervsstyrelsen forlænget fristen til november 2022.
Et flertal i kommunalbestyrelsen stemte i august 2020 for, at man ville takke ja til tilbuddet om at forlænge dispensationen, men blev i samme omgang enige om - som fortalt længere oppe - ikke at afsætte penge til projektet i det daværende budget.
I 2021 besluttede den daværende kommunalbestyrelse sig for at arbejde videre med projektet, og kultur- og fritidsudvalget nedsatte en styregruppe.
Thomasminde skal som en del af projektet fungere som en oplevelsesplads, og være dedikeret til blandt andet outdoor- og sportsaktiviteter. Det er indtil videre ikke meget, der er sket på pladsen. Kun en omklædningscontainer med udendørsbrus, et udekøkken og siddeplateauer har fundet vej til stedet. Foto: Annelene Petersen
Gruppen havde til formål at sørge for, at de initiativer, der indtil da var sat i gang blev understøttet, og de skulle samle trådene i projektet. Desuden skulle styregruppen komme med anbefalinger til det indhold, de fire nedslagspunkter - eller hotspots - skulle bestå af.
Alt det for at sikre, at der var retning på projektet "Fjellerup Strandliv" og at projektet skred fremad.
De fik udarbejdet en plan, og på et senere møde i først kultur- og fritidsudvalget og senere kommunalbestyrelsen blev planen godkendt.
Arkitektfirmaet Lapland Architects har tegnet den endelige skitse for Fjellerup Strandliv, som de præsenterede på et borgermøde i maj 2022, og nu afventer man blot Kystdirektoratets endelige tilladelser.
Men det skal gå stærkt, for senest 9. november 2022 skal første spadestik være taget. Ellers udløber dispensationen.
Allan Gjersbøl Jørgensen (S) kan næsten ikke få armene ned. Han glæder sig til at realisere Fjellerup Strandliv, og håber, at det bliver et sted til gavn og glæde for både turister og de lokale. Foto: Asbjørn With
Den del er nuværende formand for kultur- og fritidsudvalget, Allan Gjersbøl Jørgensen, helt med på.
Han finder projektet "megafedt", og han er glad for, at det nu endelig ser ud til at kunne lykkedes.
- Jeg har jo ikke været med for start, men jeg blevet skiftet ind i forlænget spilletid, og har nu ansvar for at trille bolden over målstregen. Og det er vigtigt, at vi får gjort det, så vi ikke mister dispensationen, siger han.
Stridspunkt om oplevelsesplads Thomasminde
Kommunalbestyrelsen - både den tidligere og den nuværende - har hele tiden været enige om, at projektet er godt, og at det vil være til gavn for netop lokalområdets udvikling.
Men et punkt har hele vejen igennem splittet politikerne.
Nemlig oplevelsespladsen Thomasminde.
Hvis det samlede projekt skal realiseres, lægger kommunens forvaltning op til en omfattende renovering af Thomasminde, hvilket ifølge forvaltningens overslag vil koste cirka 9 millioner kroner.
Den del har Det Konservative Folkeparti det svært med.
- Hele projektet koster næsten 20 millioner kroner, og når nu det ene nedslagspunkt står for næsten 50 procent af det samlede beløb, så synes jeg ikke, det er i orden, at de fire nedslag skal være afhængige af hinanden, har Mads Jensen fra partiet sagt på kommunalbestyrelsesmedlem i august 2021.
Bygningen på aktivitets- og oplevelsespladsen Thomasminde er i dårlig stand og skal derfor renoveres, hvis den skal blive ved med at fungere som aktivitetshus. Det anslås at koste godt ni millioner kroner. Foto: Helle Elgaard Kvist
Samme problemstilling rejste han på et møde i den nuværende kommunalbestyrelse i februar i år.
- Vi vil gerne kultur og liv i Fjellerup, men vi mener, at pengene er bedre brugt på hotspot 1, 2 og 3 (som knytter sig til badebro, badehuse og stolper til leg, red.), sagde han i den forbindelse.
Helt så enkelt er det dog ikke, for projektet er afhængig af alle fire hotspots. Og trækker kommunalbestyrelsen støtten til det ene hotspot, trækker Kystdirektoratet tilladelsen til hele projektet.
Det Konservative Folkeparti var desuden også de eneste, der mente, at Thomasminde ikke skulle være en del af projektet, og med de to ting in mente, er oplevelsespladsen en del af det endelige Fjellerup Strandliv.
Hele projektet forventes at stå færdig i sensommeren 2023.
Snart får Grenaa Havn igen selskab af en borerig, når en af verdens største borerigger skal igennem et femårstjek. Billedet er fra tidligere, da Grenaa lagde havn til boreriggen Mærsk Innovator. Foto: Asbjørn
Snart får Grenaa Havn igen selskab af en borerig, når en af verdens største borerigger skal igennem et femårstjek. Billedet er fra tidligere, da Grenaa lagde havn til boreriggen Mærsk Innovator. Foto: Asbjørn
Borerig skal til femårstjek i Grenaa Havn: Forøget omsætning på vej til byens restauranter, hoteller og virksomheder
Emma Ahlgreen Haa emahh@jfmedier.dk
En af verdens største borerigge skal snart igennem et femårstjek, og det kommer til at foregå i Grenaa Havn.
Dermed er der godt nyt på vej til byens virksomheder, for en borerig i havnen plejer at betyde øget omsætning. Således også denne gang, hvor man har planer om at bruge eksempelvis lokale smede og håndværkere.
Og så er der alle dem, der skal have et sted at spise og sove, mens boreriggen ligger til i havnen.
onsdag 18. maj 2022 kl. 17:07
Emma Ahlgreen Haa emahh@jfmedier.dk
Der er godt nyt på vej for både Grenaa Havn og byens virksomheder. For ganske snart lander en ny borerig i havnen, og tidligere erfaringer tyder på, at det betyder travlhed for byens virksomheder.
I slutningen af maj lander der endnu en gang en borerig i havnen i Grenaa.
Denne gang er det en af verdens største borerigger - Maersk Invincible - der skal igennem et såkaldt femårstjek. Og det foregår altså fra havnen i Grenaa.
Sidst Grenaa Havn havde besøg af hele to borerigge, betød det øget omsætning til områdets hoteller og restauranter. Men Henrik Hundebøl, head of stacking i Maersk Drilling, fortæller også, at de regner med at bruge lokale virksomheder, når boreriggen skal igennem sit syn.
- Et fem-års-tjek er en ganske stor omgang. Vi kommer til at trække specialister inden for offshore til Grenaa til at opgradere boreriggen, men vi kommer også til at bruge lokale virksomheder, siger han.
Det drejer sig ifølge Henrik Hundebøl om store millionbeløb til blandt andet smede og elektrikere.
Og så er der alle arbejderne, der skal have et sted at sove og spise. Derfor kommer Grenas hoteller og restauranter igen til at mærke, at boreriggen har lagt til i havnen.
Det er ikke så længe siden, at Grenaa Havn sidst havde besøg af to borerigge, der hævede sig op i horisonten. Foto: Silas Bang
-Udover en fleksibel ledelse, gode faciliter og adgang til virksomheder, der kan løse de opgaver, vi har brug for, betyder det rigtig meget for os, at vi med det samme kan koble vores borerigge til landstrøm. Det er dyrt at holde en rig kørende med diesel, så det at der er god og hurtig adgang til landstrøm er også et spørgsmål om kroner og øre for os, sagde han dengang.
I dag peger han igen på, at samarbejdet fungerer, og at det er en af grundene til, at Maersk gerne vælger Grenaa - trods det tager længere tid at komme dertil.
- Den ekstra sejltid til Grenaa i forhold til for eksempel Esbjerg eller Frederikshavn er en kæmpe udfordring. Men når en borerig skal være i havn i længere tid, synes vi, at fordelene ved Grenaa Havn vejer op for den længere sejltid, siger Henrik Hundebøl.
Maersk Invincible har 180 sengepladser og dens ben er over 200 meter høje. Når den borer efter olie, kan den gøre det ned til 40.000 fod - eller 12 kilometer.
Planen er, at Maersk Invincible skal ligge i havnen i cirka tre måneder. Derefter skal den tilbage til Norge og arbejde.