Nu er det igen ved den tid på året, hvor politikerne begynder at tale om kommunens budgetter for det kommende år. Kommunalbestyrelsen har vedtaget en skitse for det kommende budget, og onsdag aften har borgmester Kasper Bjerregaard (V) fornøjelsen af at præsentere skitsen på et borgermøde på rådhuset.

Umiddelbart er et kommunalt budget ikke det mest saftige at sætte tænderne i, men det er det så alligevel.

Der ligger næsten en halv milliard kroner i kommunekassen, og efter et par hårde år, kan man som borger med en vis forhåbning se frem til en lille gave eller to.

Men sådan bliver det ikke.

Der er ingen gaver eller vilde armbevægelser.  Hverken i budgettet for 2023 eller 2024.

Hvis man skal forstå hvorfor, skal vi kigge længere ud i fremtiden, for det er budgetterne for 2025, 2026 og 2027, der skaber spænding.

Men hvorfor skal vi overhovedet beskæftige os med budgetter, der ligger så langt ud i fremtiden, når kommunekassen bugner?

Det skal vi, for det er de udfordringer, der ligger og venter i fremtiden, der er årsagen til, at budgettet for næste år handler om at tilpasse og skære til og lidt ned.

Når der står utrolig mange penge på kontoen, kan det være fristende at gå i gang med at bruge dem. Men som mange - også jeg - har måttet sande, så kan man kun bruge sine penge en gang.

Derfor er det måske fornuftigt nok at kigge lidt nærmere på, hvad der venter i fremtiden, og om der er noget, man gerne vil bruge penge på eller må forvente at skulle bruge penge på i de kommende år.

I en kommunal sammenhæng er budgetter en kompliceret størrelse. Der er mange forskellige ting, der spiller ind og rigtig mange ting at tage højde for.

Hvis man vil forstå, hvorfor Norddjurs Kommune både kan have 460 millioner kroner i kommunekassen og få 20 millioner kroner fra Særtilskudspuljen til særligt vanskeligt stillede kommuner, kræver det, at man dykker lidt ned under overfladen og ser nærmere på præmisser og rammer for det kommunale budget.

Først og fremmest er der en overordnet ramme, som kommunerne samlet set skal holde sig indenfor. Hvor stor den ramme er, aftaler Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen fra år til år.

Kommunerne kan altså ikke selv bestemme, hvor mange penge, de gerne vil bruge. Det skyldes, at kommunerne råder over halvdelen af de penge, der indgår i det nationale regnskab. Og hvis kommunerne pludselig alle sammen vil bygge 50 nye børnehaver, kan det få enorme konsekvenser.

Den øgede efterspørgsel efter byggemateriale vil få priserne til at stige voldsomt i det ene år, for så at falde voldsomt igen, når der ikke længere skal bygges børnehaver.

Derfor aftaler regeringen og KL, hvor mange penge kommunerne må bruge samlet set.

Hvis en kommune vil bygge mere, end de har fået lov til, skal en anden kommune bygge tilsvarende mindre. Vil en kommune hæve skatten, skal en anden sænke skatten tilsvarende og så fremdeles.

I Norddjurs er de tre rammer, som politikerne skal holde sig indenfor i budgettet for 2023 fordelt således:

• En serviceramme på 1,9 milliarder kroner til service - altså varme hænder og service til borgene
• En anlægsramme på 95 millioner kroner til anlæg - altså byggeri, asfalt, vedligehold og så videre
• Og en skatteramme på 26,1 procent.

Så selv om kommunalbestyrelsen gerne ville, er det ikke bare sådan lige til at bruge de mange dejlige penge i kommunekassen.

Og selv om det kan lyde mærkeligt, gør det faktisk ikke den store forskel, om der er en halv milliard eller en kvart milliard i kommunekassen. Bare der er plus på kistebunden.

Forklaringen er, at man ikke på den lange bane kan finansiere kommunens drift ved at bruge kassebeholdningen.

Graver man tilbage i historien, blev Norddjurs Kommune født ved kommunalreformen i 2007 med mange penge i kassen. Der blev solgt mange grunde, og de følgende år var der underskud på de kommunale budgetter. Pengene blev hentet i den bugnende kommunekasse og ved at optage lån.

Det er naturligvis groft sagt og voldsomt forenklet, men det fører i 2018 til, at gælden er enorm, kassen er tom, og udgifterne er alt for høje. Og fordi, der ikke blev reageret i tiden, væltede det hele på en gang, som ramt af en økonomisk tsunami.

Hvis der hele tiden er flere udgifter, end der er indtægter, får de 460 millioner kroner i kommunekassen meget hurtigt ben at gå på. Og ved enden af den vej ligger en situation, der kan minde om rædselsåret i 2018.

Som konsekvens af 2018 er der lagt andre skinner for den økonomisk styring af kommunen. Indtægter og udgifter skal balancere, og kommunekassen skal være den buffer, der kan sikre, at uforudsete opgaver ikke vælter læsset.

Det er med andre ord penge, der ikke må bruges, fordi aftalen mellem regeringen og KL gør det umuligt, og penge, der ikke skal bruges, fordi kassebeholdningen ikke skal bruges til den daglige drift.

En stabil kassebeholdning giver stabilitet, og det er tilsyneladende det, kommunalbestyrelsen ønsker. Stabilitet, forudsigelighed og rettidig omhu.

Kommunale budgetter skal helst være helt utroligt kedelige. Ingen udsving eller overraskelser. Det skaber tryghed i organisationen og blandt medarbejderne, at politikerne ikke først trykker speederen i bund for så at klappe bremsen kort efter.

Af bitter erfaring ved politikerne, hvem der kommer til at betale den højeste pris, når økonomien ryger ud over kanten. Det gør de svageste. Dem, der er afhængige af hjælp og støtte fra kommunen.

Efter 2018 har serviceniveauet i Norddjurs lidt under oprydningsarbejdet, og kun langsomt er situationen på vej tilbage til før 2018.

Og ud over, at borgerne så småt kan mærke forbedringer, har politikerne også sat sig selv og kommunen i en position, hvor det nu er muligt at træffe gode beslutninger, som på den lange bane skaber stabilitet og forudsigelighed. Både for borgere og medarbejdere.

Norddjurs oplever netto tilbagegang i befolkningstallet, og samtidig tjener folk i Norddjurs i gennemsnit 12 % mindre end gennemsnittet i resten af landet. Det betyder, at kommunens mulighed for at at opkræve skat, kommunens eneste indtægt, er dårligere end i andre kommuner.

Men udgifter til medarbejdere, daginstitutioner, skole, ældrepleje, asfalt og alt det andet en kommune skal betale for er ikke billigere i Norddjurs end andre steder.

Der er altså ikke helt balance mellem indtægter og udgifter på den lange bane. Faktisk er udfordringer fra 2025 og frem så store, at indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S), sender en check på 20 millioner kroner fra Særtilskudspuljen til særligt vanskeligt stillede kommuner afsted til det nordlige Djursland.

Fordi staten kompenserer kommuner, der mister indbyggere. 100 millioner kroner om året sådan cirka har Norddjurs modtaget siden 2018 og 2019 hvor befolkningstallet faldt særlig meget.

Den gode nyhed er, at rigtig mange nu gerne vil flytte til Norddjurs. På den lange bane, er det rigtig godt at få nye borgere til, der kan betale skat. Men på den korte bane - fra 2025 - falder kompensationen fra staten ret hurtigt, og det efterlader et stort hul i kommunekassen fra 2025 og frem.

Den slags kan være ekstremt farligt, hvis der ikke i tide bliver gjort noget for at kompensere for de manglende indtægter. Igen spøger 2018, hvor politikerne, hvis man skal bruge grovfilen, sad på hænderne, mens kommunens økonomi kørte ud over afgrunden.

Alt for sent gik det op for kommunalbestyrelsen, hvor slemt det var. Skaden var sket, og såret er ikke helt helet endnu.

2018 må aldrig gentage sig, og derfor skal der allerede nu laves tilpasninger og findes besparelser, der kan sikre, at små problemer i dag ikke vokser til enorme problemer i morgen.

Og derfor skal politikerne allerede nu forholde sig de udfordringer, der kan skimtes ude i fremtiden.

Lige nu er vi på papiret stenrige, men på lang sigt kommer der til at mangle penge, og derfor er vi særligt økonomisk vanskeligt stillet.

Det gode er, at politikerne har set udfordringerne denne gang, og derfor bekymrer sig om budgetterne for 2025, 2026 og …

For de vil aldrig, ALDRIG mere opleve et 2018.

Her får du ugens nyhedsoverblik, så du er opdateret på det, der er sket, siden NorddjursLIV sidst landede i din indbakke.