I 1961 slog ti nonner sig ned på et forsømt slot ved Gjerrild.

Sostrup Slot havde tidligere været hjem for adelsmænd og efter krigen flygtningelejr, men nu skulle det så være hjem for nonner fra den 1.000 år gamle katolske Cistercienserorden.

Ordenen betragtes af flere som en af de mere strenge og indelukkede katolske ordener.

Fokus var på bøn og stilhed og ikke så meget på at arbejde for værdigt trængende, som flere andre nonneordener henleder sig til.

Med slid og slæb fik nonnerne sat stedet i stand. Som årene gik, blev der også lavet restaurant, rekreationshjem, kirke, pensionat og feriested.

I 2013 rejste alle nonnerne fra slottet efter en turbulent tid, og året efter blev det købt af Kirsten Bundgaard Swift.

Hun kom første gang til stedet en kold januardag i 2014, hvor hun blev vist rundt af en af nonnerne - søster Christiane, der på det tidspunkt levede på klosteret Seligenthal i det sydlige Tyskland, men som tidligere havde været nonne på Sostrup.

- Jeg faldt simpelthen pladask for stedet. Jeg ænsede ikke andet end alle de fantastiske muligheder, her var, siger hun.

Det var mørkt og koldt, alt lys var slukket, og søster Christiane, der viste Kirsten Bundgaard Swift og familien rundt, havde en lille lygte med.

- Hun må have drysset festøv udover stedet. Det var mørkt og koldt, der var flagermus over det hele, og her lugtede hengemt. Men jeg forelskede mig med det samme, siger Kirsten Bundgaard.

Det var oprindeligt hendes niece, der var på udkig, men hun var ikke interesseret, og efter et par måneder slog Kirsten Bundgaard Swift til og købte stedet.

- Jeg blev nærmest blæst bagover ved første besøg. Jeg kunne se, hvordan jeg kunne trykke på en knap og skabe nyt liv på stedet, og det ville være fantastisk, at få lov til det, siger hun.

Selv havde Kirsten Bundgaard Swift aldrig været på Djursland før, men placeringen tiltalte hende.

- Her er ro og meget smukke omgivelser. Min drøm var blandt andet at skabe et sted, hvor der er plads til fordybelse. Et sted hvor man kunne trække sig tilbage for en tid. Så nytter det jo ikke, at man sidder i larm på Vesterbro, siger hun.

En solskinsdag i slutningen af august viser Kirsten Bundgaard Swift rundt på slottet med en entusiasme, der sjældent er set lige. Bevæbnet med et stort nøglebundt fortæller hun løs, både om nonnerne, der boede her i mere end 50 år, men også om slottets oprindelse og dets utrolige historie, der går tilbage til 1600-tallet, da byggeriet af Sostrup Slot begyndte.

Rigsrådmedlem Jacob Seefeld bestilte byggeriet, men kort tid efter gik han bort. I stedet måtte enken, Sophie Bille, tage over og færdiggøre byggeriet.

Man er ret sikker på, at slottet skulle have været en firvænget fæstning, men i 1606 stoppede Sophie Bille byggeriet, og konstruktionen blev et slot med tre vinger.

To år efter gik også Sophie Bille bort, og hendes søn, Hans Seefeld, arvede Sostrup Slot.

I 1612 besluttede Hans Seefeld sig for at sælge gården til Jørgen Skeel.

Han var en af datidens mest indflydelsesrige mænd, og sammen med sin hustru, Jytte Brock, ejede han flere slotte og herregårde i Danmark.

Da Jørgen Skeel døde i 1631, overtog Jytte Brock administrationen af de mange slotte og herregårde. Da også hun gik bort, blev det nevøen Christian Albertsen Skeel der overtog denne opgave indtil Jytte Brocks egen søn, Christen Jørgensen Skeel, i 1650 vendte hjem fra sin dannelsesrejse og tog opgaven på sine skuldre.

Herefter gik Sostrup Slot i arv gennem generationerne, indtil Jørgen Scheel, også kendt som Den Vilde Greve, fik brugt rub og stub af formuen - og mere til.

Inden da nåede han dog at renovere slottet og indrette det i ekstravagant stil med stor inspiration fra det parisiske miljø. Tapeter til de forskellige saloner hentede han hjem fra Frankrig, og der blev sat luksuriøse møbler i de forskellige rum.

- Han indførte også musik, så der stod folk og spillede i de forskellige saloner, og der var et røgelsestema tilknyttet hver enkel salon. Han fik blandt andet ungarske trommeslagere til at spille. Der var virkelig stil over ham, men han levede i sandhed også en ekstravagant livsstil, siger Kirsten Bundgaard Swift.

Den ekstravagante livsstil er måske grunden til, at Den Vilde Greve gik konkurs i 1815. Efter det overgik slottet til staten.

I 1829 blev det solgt til ritmester Jacob von Benzon og hans efterkommere er den sidste adelige slægt på slottet.

I 1943 tog efterkommer Ib de Mylius-Benzon fra slottet - uden en klink på lommen.

- Hvor de andre er reddet herfra på hest uden en eneste krone, kører Ib de Mylius-Benzon eftersigende i sin egen bil - men fattig som en kirkerotte, griner Kirsten Bundgaard Swift.

Frem til 1960 bruges slottet på forskellig vis, først som flygtningelejr for tidligere KZ-fanger og senere som kostskole.

I 1960 er det, at nonnerne flytter ind og en ny æra begynder på Sostrup Slot. Nonnerne overtager først slottet og nogle år senere de tidligere avlsbygninger, kampestenslængen og forvalterboligen.

Under abbedisse Theresa Brenninkmeijer bliver der i årene 1989-1992 også bygget et kloster.

I de første år bor nonnerne på slottet, senere flytter de ud og over i avlsbygningerne for at omdanne slottets saloner til værelser. De får sat avlsbygningerne i stand og indrettet værelser, ligesom den gamle kampestenslænge bliver sat i stand og omdannet til lokaler, der eksempelvis kan bruges til konferencer.

- Man kan sige meget om nonnerne, men de var nogle driftige kvinder, siger Kirsten Bundgaard Swift.

Hun taler dansk med tydelig amerikansk accent. Det fornægter sig ikke, at Kirsten Bundgaard Swift har boet 30 år i Californien - og stadig tilbringer halvdelen af året der.

Af og til slår hun over i engelsk, som om det danske sprog ikke rummer nuancer nok. Ubesværet skifter hun mellem de to sprog, frem og tilbage.

- Oh no, oh no, alle de skillevægge, det er jo helt crazy, siger hun eksempelvis da hun viser rundt på slottes anden sal.

Trods det næsten utællelige antal af rum og saloner på både slottet og i avlsbygninger kunne nonnerne ikke få nok af de mindre værelser, og der er derfor flere steder opsat skillevægge for at få en salon til at blive til fire mindre rum.

- Man fatter det jo slet ikke, griner Kirsten Bundgaard Swift.

Sostrup Slot blev fredet i 1918, og det betyder, at alle ombygninger og alt restaurering skal gå gennem Slots- og Kulturstyrelsen.

Du kan - groft sagt - ikke få lov at skifte et dørhåndtag eller et slidt tapet uden det er godkendt af Slots- og Kulturstyrelsen.

- Derfor tror jeg simpelthen ikke på, at nonnerne fik lov til at lave de ting, de lavede, siger Kirsten Bundgaard Swift og fortsætter grinende:

- Jeg tror bare, at de gjorde det.

Teorien er ikke efterprøvet ved Slots- og Kulturstyrelsen, men som Kirsten Swift viser rundt, er det svært at forestille sig, at nonnerne skulle have fået lov til at opsætte skillevægge over rosetterne i loftet eller rive skorstenen bag pejsen ned og dække pejsen med papplader.

- Da nonnerne flyttede ind på slottet, skulle de have et kirkerum, og derfor rev de skorstenen ned og placerede alteret der. Det betød også, at etagen ovenover blev holdt oppe af fire jernpæle, fortæller Kirsten Bundgaard Swift der til dels fik lov at genetablere skorstenen.

På slottes førstesal gik Kirsten Bundgaard Swift straks i gang med at fjerne skillevægge for at få de store saloner frem igen. Og de steder, hvor dørene var blændet eller håndtagene pillet af, så de lukkede døre mellem salonerne ikke kunne åbnes, tog hun fat.

- Der er et fantastisk view ned gennem salonerne. Du kan kigge fra den ene ende til den anden. Jeg forstår ikke, at man har lukket det til, for plads manglede de da ikke, siger Kirsten Bundgaard Swift.

Vi vender igen blikket tilbage i tiden, for i 1988 fik Sostrup Kloster en ny leder.

Theresa Brenninkmeijer, hende der fik opført nonneklosteret ved siden af Sostrup Slot, var ganske ung og kom fra en af Hollands rigeste familier.

I en artikel fra Kristeligt Dagblad beskrives det, at Theresa Brenninkmeijer vakte begejstring.

"Folk bruger de samme tillægsord, når de skal beskrive, hvordan de oplevede hende første gang: Venlig, hjertevarm, intelligent, dragende, streng. Karismatisk," skriver avisen i en artikel fra august 2013.

De pengeproblemer, som klosteret tidligere havde haft, forsvandt. Og klosteret voksede både i popularitet og beboerantal.

- Hun fik også indført stilhedstimer og syv faste tidebønner, fortæller Kirsten Bundgaard Swift, der siden 2014 har sat sig indgående ind i slottets historie.

Syv bønner på faste tidspunkter - den første klokken 5.30, den sidste om aftenen - som kvinderne i klosteret fulgte hver dag.

Hvor nonnerne før Theresa Brenninkmeijers ankomst havde været udadvendte og en del af lokalmiljøet, vendte de sig mere mod sig selv.

Det hænger måske sammen med, at man ifølge cisterciensernes regler netop skal leve et stille liv, med fokus på bøn, og ikke et udadvendt et af slagsen, som nonnerne tidligere havde været vant til.

I en podcast fra TV2 Østjylland beskrives det, hvordan nonnerne af og til lever en afslappet tilværelse. De drikker sig fulde og kører på knallert. Noget, der bestemt ikke var velset, og derfor blev der sat en stopper for den slags, da Theresa Brenninkmeijer ankommer til klosteret.

Efterhånden begyndte klosterets popularitet også at falde.

- Sladderen begyndte eftersigende at sprede sig i byen og i særdeleshed i de katolske kredse i Danmark, siger Kirsten Bundgaard Swift.

I sin bog fra 2009 "Nonne tur/retur" beretter tidligere nonne på stedet Helene Hägglund, at der var tid til badeture og tv-hygge, men at Theresa Brenninkmeijers ledelsesstil var ekstremt autoritær.

Synder skulle ifølge bogen altid bekendes, ”så djævlen ikke skulle kunne virke i stilheden," og det betød, at særligt slemme tanker skulle fremlægges foran de andre søstre.

Flere har efterfølgende også sagt, at irettesættelser i form af slag i enden eller på kinden ikke var unormalt.

I bogen "Nonne tur/retur" beskriver Helene Hägglund, hvordan en nonne i 1993 - næsten 20 år tidligere - var død efter at være blevet låst ude i haven.

Ifølge bogen var nonnen ældre og dement, og hun gjorde sig tit pinligt bemærket. Blandt andet havde hun løbet halvnøgen og forvirret rundt på gårdspladsen, og hun havde smagt på alt, hun kunne komme i nærheden af, heriblandt ætsende rengøringsmiddel.

En dag dukkede hun op til morgenbønnen kun iført natkjole, og hun råbte og skreg. Theresa Brenninkmeijer låste hende herefter eftersigende ude i haven, hvor hun senere blev fundet død.

Efter sagen blev beskrevet i Helene Hägglunds bog, blev den efterforsket, men politiet valgte ikke at rejse sigtelse.

Vatikanet besluttede sig dog for selv at undersøge sagen, og i 2011 blev Theresa Brenninkmeijer suspenderet som leder af Sostrup Slot & Kloster.

Præcis hvorfor vides ikke, for rapporten, der blev udarbejdet, er hemmeligholdt.

Men i et interview med Kristeligt Dagblad i juni 2011 fortalte Meinrad Tomann, generalabbedens medarbejder i Rom, pater og prokurator for cistercienserne, at det bundede i teologiske uenigheder.

Selvom hun var smidt ud, fortsatte Theresa Brenninkmeijer i praksis med at lede nonneklosteret. Naboer og øjenvidner så hende udgive sig for at være abbedisse, selvom hun var frataget både ledelsesstilling og abbedissetitel.

I 2012 blev beslutningen stadfæstet af Vatikanet: Moder Theresa var frataget sin ledelsesstilling og abbedissetitel. I juli 2013 ankom en flyttebil til Sostrup, og kort efter forlod nonnerne - nærmest i hemmelighed - slottet og klosteret.

Mere end 50 år var gået, siden nonnerne flyttede ind, men nu sluttede deres tid pludseligt.

- Nonnernes historie fascinerer mig. De endte med at forlade slottet i al hast og de måtte lukke klosteret fra den ene dag til den anden. Fra at være populære i lokalsamfundet blev det pludselig nogen, man sladrede om. Men det er klart, at der nok også skete ting, der ikke skulle være sket, siger Kirsten Bundgaard Swift.

I dag har Kirsten Bundgaard Swift realiseret sin drøm om at lave et sted, hvor der er plads til at trække sig tilbage. Sostrup Slot udbyder blandt andet retræteophold og yogaoplevelser, og Kirsten Bundgaard Swift nyder at se, hvordan folk kommer og falder ned i gear.

- Vi har alle sammen så travlt. Vi ræser afsted med 100 km/t og glemmer tit at tænke over, om vi er glade. Er vi det sted, vi gerne vil være?

Kirsten Bundgaard Swift fortæller, at hun selv ville ønske, at hun havde et sted som Sostrup Slot at søge til.

- Jeg blev længe i et ægteskab, der ikke fungerede. Jeg glemte at tænke mig om. Jeg havde et økonomisk privilegeret, men ikke lykkeligt liv i USA i mange år, og jeg ville ønske, at jeg havde tænkt over livet i stedet for bare at rulle derudad, siger hun.

Da Kirsten Bundgaard Swift i 2014 købte slottet, anede hun med egne ord ikke, hvad hun gik ind til.

- I Californien bruger man jo ikke det med at frede bygninger. Jeg synes det er fantastisk, at vi passer på vores kulturarv, og at man slår fast, at disse bygninger må man ikke bare rive ned. Men jeg vidste ikke, hvad det konkret betød, så jeg sprang bare ud i det. På en måde kan jeg ikke anbefale det. Lad være med at købe fredede bygninger, griner hun.

Alligevel er hun glad for, at hun gjorde det.

- Men det er da klart, at det er besværligt, at Slots- og Kulturstyrelsen skal være inde over alt, hvad vi gerne vil lave, siger hun.

Til gengæld oplever Kirsten Bundgaard Swift at blive mødt af kompetente rådgivere, der gerne vil hjælpe hende, selvom hun ikke altid forstår deres beslutninger.

Eksempelvis ville hun gerne have lavet riddersal på slottes andensal, hvor der i dag er værelser så langt øjet række. Og en hel del af dem, for her var nonnerne virkelig glade for skillevægge, som de fik opsat en hel del af.

- Vi fik ikke lov til at rive skillevæggene ned og lave en riddersal, og det ærgrer mig, siger Kirsten Bundgaard Swift.

Mest af alt er det måske Slots- og Kulturstyrelsens begrundelse, der ærgrer hende.

- De skrev, at vi ikke måtte røre ved nonnernes nænsomt restaurerede soveværelser. I min optik er de ikke nænsomt restaurerede. Det er fine, store saloner, hvor de har smækket skillevægge op og isat plastikdøre, men det er smag og behag, siger Kirsten Bundgaard, der indtil videre bare har ladet andensalen stå, som den er.

Slottet og de medfølgende bygninger købte Kirsten Bundgaard Swift for cirka 15 millioner kroner.

- I min situation var det ikke den store udgift økonomisk at købe slottet, men det har været en stor udgift at sætte det i stand, og jeg er privilegeret, at jeg har haft mulighed for det, siger Kirsten Bundgaard Swift, der ikke har søgt fondsmidler til finansiering af istandsættelsen.

Trods det besvær, der følger med at eje en fredet, gammel bygning, er Kirsten Bundgaard Swift ikke i tvivl om, at det er alt arbejdet værd - og mere til.

- Når jeg tænker tilbage på den januardag, hvor det var koldt, og der var flagermus over det hele, kan jeg godt få den tanke, at hvad var det lige, jeg tænkte på. Men det er et stykke danmarkshistorie, vi har sat i stand. Hvor fantastisk er det ikke lige at have den mulighed, siger Kirsten Bundgaard Swift.

På din tur rundt i Norddjurs har du måske bemærket smukke, gamle bindingsværkshuse, ældre slotte og klostre eller andre bygninger, der på en eller anden måde skiller sig lidt ud.

Det vrimler nemlig med dem i kommunen, de ældre huse, og en hel del af dem er også af Slots- og Kulturstyrelsen vurderet som fredede. Det betyder, at man har vurderet, at de af den ene eller anden grund har en særlig status og at man derfor ikke må hverken rive dem ned eller bygge dem om til ukendelighed.

Det kan eksempelvis være, hvis det er vurderet, at bygningen har en særlig status for lokalområdet, at den er et unik indblik i en tid, der var en gang, eller at den på anden måde er noget særligt og dermed uerstatteligt.

Slots- og Kulturstyrelsen ligger også vægt på, at bygningerne kan have stor miljø- og kulturmæssig værdi - og det er også et parameter, der lægges vægt på, når en bygning eventuelt skal fredes.

I kortet herunder finder du et overblik over de bygninger i kommunen, der er fredede. Tryk på hvert enkelt punkt for at få mere information:

I Norddjurs er 46 enkelte dele kategoriseret som fredede, men der kan være tale om flere bygninger på samme grund, som det eksempelvis er tilfældet ved Gammel Estrup.

Her er både avlsgården, orangerierne og den trefløjede hovedbygning nemlig fredede.

I Realdania har man i samarbejde med Arkitektskolen i Aarhus brugt fem år på at kortlægge mere end 2.100 kulturmiljøer i 52 kommuner i Danmark - heriblandt i Norddjurs.

- Den fysiske kulturarv forandrer sig år for år, og det samme gør vores syn på den. Det er vigtigt, at vi er opdaterede på, hvad der har værdi for os i dag, og hvad der ikke har, siger Mogens A. Morgen, professor ved Arkitektskolen, om baggrunden for at undersøge kulturmiljøerne.

Han peger på, at man ved at kortlægge kulturmiljøerne bedre kan værne om deres kvaliteter og værdier.

I screeningen har man ikke kun kigget på fredede bygninger, men generelt på bygninger og områder, der kan have betydning for lokalområdet.

Man er eksempelvis kommet frem til, at Gammel Estrup spiller en stor rolle både kulturhistorisk, arkitektonisk og på turisme- og kulturformidlingsfronten, hvor bygningen får højeste score på alle parametre.

Generelt er det tydeligt i undersøgelsen, at flere af de undersøgte kulturmiljøer har høj værdi og dermed spiller en stor rolle for kommunen.

I 2015 undersøgte Realdania også, hvilken værdi de bevaringsværdige kulturmiljøer skaber for landdistrikterne, og også her står det klart, at hvis der bliver arbejdet målrettet for at restaurere bygningsarven, ville landdistrikterne stå med et unikt værktøj, der kan tiltrække nye borgere, nye investorer og nye besøgende.

Blandt hovedkonklusionerne i analysen er, at bygningsarv betyder 30 procent højere salgspriser for bevaringsværdige enfamilieshuse og 13 procent højere priser for boliger i områder, der har mere end 15 procent bevaringsværdige bygninger.

Weekendens nyhedsoverblik byder på tre korte nyheder. I Ørsted bekymrer forureningen af en lokal sø borgerne. På rådhuset kan kommunen glæde sig over, at man er rykket frem i Dansk Industris måling af erhvervsvenligheden. Og så har Region Midtjylland fået budgettet for 2023 på plads.