Enhver, der har sat foden i Fjellerup Vaffelbageri, kender til den larm, der er på stedet.

Lyden af utålmodige isgæster og glade børn blander sig med lyden fra bamseautomaten, summen fra ismaskinen, lyden af isterninger, der rammer bunden af et glas, og alle de andre lyde fra maskiner, der kører konstant. Det store vaffeljern, fryserne, pizzaovnen, køleskabene og skuefryserne, der ligger is i.

Men denne tirsdag er der stille. Kun softicemaskinen giver sporadiske lyde fra sig, men ellers hersker der total stilhed.

- Det er lidt noget andet, end vi er vant til, lyder det fra Roan Lysdal, mens han kigger rundt i lokalet.

I weekenden blev der brugt 2.000 kilowatt-timer selvom parret slukkede for blandt andet pizzaovnen og flere af fryserne. Til sammenligning bruger en gennemsnitsfamilie med to voksne og to børn typisk cirka 4.000 til 4.500 kWh om året.

- Men når vi vælger at have åbent, kan vi heller ikke slukke alting. Nogle af ovnene og fryserne er jo nødt til at køre for at vi kan lave mad og sælge is, siger Roan Lysdal.

Derfor har de stigende elpriser tvunget ham og hustruen Helle Lysdal til at ændre i vaffelbageriets åbningstider og i øvrigt slukke for alt, der kan slukkes for.

- Ellers eksploderer elregningen, konstaterer Helle Lysdal og fortsætter:

- Når vores omsætning er så lav, som den er for tiden, koster det os penge at have åbent.

Roan Lysdal overtog forpagtningen af Fjellerup Vaffelbageri kort før påske. Han er uddannet slagter og har arbejdet med mad hele sit liv, men han har aldrig forpagtet et så stort sted som vaffelbageriet.

Alligevel gik han ind til udfordringen med gå-på-mod.

- Jeg syntes, at det lød megasjovt og gav os mulighed for et alsidigt arbejdsliv, siger Roan Lysdal.

Helle Lysdal står for det praktiske med bogføring, vagtplan og papirarbejde, mens Roan Lysdal står for den øvrige drift. Og så går de begge til hånde i restauranten, når der er brug for det.

Roan og Helle Lysdal nåede ikke at åbne for sæsonen, før krigen i Ukraine brød ud. I den spæde start vidste mange ikke, hvad det betød for os her i Danmark, men som månederne er gået, er priserne på stort set alt kun gået en vej: Opad.

Det startede med råvarerne og de ting, man i øvrigt bruger til madlavning.

- Sådan noget som prisen på fritureolie er steget med 300 procent. Smør er steget med 20 procent og is med næsten 15 procent, siger Roan Lysdal.

Siden steg priserne også på benzin.

- Det er en ond cirkel, for folk har også færre penge mellem hænderne og det betyder, at man ikke lige sætter sig ud i bilen og tager en tilfældig køretur eller smutter forbi os og køber is til hele familien, siger Roan Lysdal, der i øvrigt godt kan forstå det.

- Men kombineret med, at alt vi skal indkøbe også er steget og vi sælger meget mindre, samtidig med, at vi nu skal bruge mange flere penge på el, så betyder det, at vores omsætning - i forhold til, hvad vi forventede - er faldet med 15 procent, siger han.

Det betyder, at ægteparret kommer ud af året med et underskud.

Havde det kun været elpriserne, der var steget, havde Helle og Roan Lysdal haft nemmere ved at holde sig oven vande, men det underskud, de kommer ud af året med, risikerer at grave hul i deres privatøkonomi.

- Vi har arbejdet 16 til 18 timer om dagen alle ugens syv dage stort set siden foråret, siger Roan Lysdal.

Hans hustru supplerer:

- Planen var, at vi skulle arbejde igennem hele sommeren og så holde fri, når der er sæsonlukket over vinteren, men som det er nu, er vi nødt til at finde noget andet arbejde i de måneder, der er lukket her. Ellers kan vi ikke klare os økonomisk.

Et år med underskud havde ægteparret også kunne klare, men de håber, at næste år bliver bedre.

- Og så håber vi, at vores udlejer vil gå med til at lave vores forpagteraftale om. Som det ser ud nu, betaler vi et fast beløb hvert år for at forpagte stedet. Vi håber, at den udgift i stedet kan være omsætningsbestemt, så vi de år, som omsætningen er lav, kan holde os oven vande, siger Roan Lysdal.

Roan og Helle Lysdal er enige om, at det har været et hårdt år.

- Der er sket mange ting oven i hinanden, der har gjort, at vi har været hårdt spændt for, siger Roan Lysdal.

Sammen har ægteparret kigget på, hvor de kan spare, men det kan være svært. Da Roan Lysdal "kun" er forpagter, kan ægteparret ikke foretage store investeringer som et bedre klimaanlæg eller solceller.

De har optimeret de steder, det kan lade sig gøre. Ægteparret er store fans af "Lean"-systemet, hvor man optimerer arbejdsgangene for at øge produktiviteten. Det betyder blandt andet, at isfryserne i vaffelbageriet er skubbet frem, så der er mere plads bagtil. Det gør, at personalet nemmere kan bevæge sig frem og tilbage uden at falde over hinanden.

De har også investeret i inventardele, der øger produktiviteten. Eksempelvis kan personalet nu lave en burgermenu på tre til fem minutter mod 10 til 15 minutter før.

- Vi gør, hvad vi kan, men det er de små knapper, vi kan skrue på, siger Helle Lysdal.

Ægteparret kan heller ikke spare på medarbejderne.

- De dage, hvor vi kan klare os med kun os to, gør vi det. Men ofte er her mange kunder, og så er vi nødt til at være flere på arbejde, siger Roan Lysdal.

For Helle og Roan Lysdal er smilene dog stadig store.

Selvom verden i dag ser helt anderledes ud end den gjorde for seks måneder siden, elsker de deres job.

- Det var - bortset fra det økonomiske aspekt - alt, vi drømte om og mere til, smiler Helle Lysdal.

- Vi møder så mange dejlige, glade mennesker, og så har vi det mest fantastiske personale, som det er en fornøjelse at arbejde med, siger Roan Lysdal.

Roan Lysdal håber og tror, at han kan tage flere år som forpagtere af Vaffelbageriet. Sammen med sin hustru har han store planer for fremtiden. Eksempelvis vil de gerne indføre selvbetjeningsskærme, som man kender dem fra fastfoodrestauranter, så folk selv kan bestille og betale for deres mad.

- Det gør forhåbentligt, at vi kan speede bestillingsprocessen op og få folk lidt hurtigere gennem køen, siger Helle Lysdal.

Men det er også en afvejning, for den personlige betjening er vigtig, og folk skal ikke føle, at de bliver betjent af en robot.

- Men når vi kan se ind i, at priserne på hverken fødevarer, el eller øvrige ting falder lige foreløbigt, så er vi også nødt til at tænke over, hvordan vi bedst kan bruge ressourcerne, siger Roan Lysdal og fortsætter:

- Vi elsker virkelig at drive stedet her, men det kan ikke blive ved, hvis vi fortsætter næste år med at have underskud.

- Vi går ind for biodiversitet. Hvorfor slår man så rabatter og grøfter?

Sådan spørger Ulla Esbjerg fra Fjellerup.

Hun kan godt lide naturen, mangfoldighed og, at alting ikke altid er alt for friseret.

På sin vej rundt i kommunen har hun lagt mærke til, at der bliver brugt mange kræfter på at slå grøfter og rabatter.

- Også steder, hvor man sagtens kunne lade være. Jeg oplever det både her, hvor jeg bor og på vejen til Glesborg. Mange steder hvor jeg tænker, at man bare skulle lade tingene gro, fortæller Ulla Esbjerg.

I Norddjurs Kommune er man for biodiversitet og var blandt mange andre tiltag med i konkurrence om at blive Danmarks vildeste kommune, hvor kommunens projekt med Glatved Strand deltog.

Og derfor undrer Ulla Esbjerg sig over den store indsats med at klippe grøfter og rabatter, der både koster mandskabstimer, maskiner og tilhørende brændstof.

- Der skal være plads til alt det, der kribler og krabler. Og det er vores ansvar at være med til at passe på det. Der er rig mulighed for at lade grøfter og rabatter langs vejen stå, så hvorfor slår man dem, spørger Ulla Esbjerg.

I Norddjurs er det Kim T. Jensen, der har ansvaret for de kommunale veje.

Han er vej- og ejendomschef og fortæller, at kommunens indsats med at beskære rabatter og grøfter primært handler om sikkerhed.

- Vi skal først og fremmest tænke på trafiksikkerheden. I forsommeren slår vi rabatterne der, hvor der ellers kan opstå farlige situationer for eksempel i kryds eller ved udkørsler fra små veje til større, forklarer Kim T. Jensen.

Normalt slås rabatten en meter ud fra kørebanen. Dermed bliver det også muligt for bilister at se et dyr, der eventuelt løber ud på vejen.

I andre tilfælde kan det skyldes, at selve kørebanen er smal, og at det kan være nødvendigt for to biler, der skal passere hinanden at trække ud i rabatten.

- Derfor skal der være ryddet, så det er muligt for bilister at orientere sig om forholdene ved siden af vejen, så man ikke kører ud i højt græs og ikke kan se et eventuelt hul, siger Kim T. Jensen.

Om vinteren er der særlige hensyn at tage som også kan betyde klipning af rabatterne.

- Hvis der er høje rabatter, og det begynder at sne, så fyger sneen sammen på vejen i stedet for at fyge væk fra vejen. Det kan give problemer, siger Kim T. Jensen.

I det hele taget handler det om, at lede sne og især regnvand væk fra kørebanen så hurtigt som muligt.

- Vand på kørebanen er farligt og det slider meget og hurtigt på asfalt. Derfor skal vandet ledes væk.

- Derfor kan man også nogle gange se, at vi ikke bare klipper rabatten, men faktisk fjerner noget af den. Det skyldes, at rabatterne hæver sig med et par centimeter om året på grund af det, der vokser der. Og bliver rabatten højere end vejen, så kan vandet ikke komme væk, som det skal, forklarer vej- og ejendomschefen.

Når alt det er sagt, så er der stadig masser af plads til de vilde rabatter og grøfter i kommunen, forsikrer Kim T. Jensen.

Blandt andet i rabatten mellem Åboulevarden og Grenåen, hvor naturen får lov til at være, som den nu en gang er.

I sommeren 2020 vedtog kommunalbestyrelsen i Norddjurs desuden en biodiversitetspolitik, der løber frem til 2024. Den skal sikre, at man netop giver plads til biodiversiteten.

Denne artikel er blevet til på baggrund af et spørgsmål fra en læser. Har du også et spørgsmål, som vi skal finde svar på, kan du skrive til os i formularen herunder.

Velkommen til ugens nyhedsoverblik, der blandt andet bringer os til Trustrup. Her kæmper den lokale købmand med stigende elpriser, og nu tager hun sagen i egen hånd og får installeret solceller på taget af forretningen.