- Jeg er simpelthen så sur, frustreret og ked af det.

I den seneste måned er Karin Isling med egne ord blevet trukket rundt i manegen for at få svar. Hun er blevet sendt rundt i kommunen fra den ene medarbejder til den anden. Hun er blevet holdt hen og lovet svar der ikke er kommet, og nu er det nok.

- Jeg vil have svar på, om de tager de sidste to timers ledsagelse fra min søn? Jeg vil vide, hvornår de tager dem fra ham? Og så vil jeg vide, hvad der bliver stillet i stedet for, konstaterer Karin Isling.

Hun har skrevet til NorddjursLIV i åbenlys frustration over, at ingen, hverken personalet på hendes søns bosted, de politikere, hun har spurgt eller de embedsmænd, hun bliver sendt videre til, tilsyneladende vil svare på hendes spørgsmål.

- For min søn, Teis, er de to timers ledsagelse det vigtigste i hele hans verden. Uden sammenligning. Det er det eneste, han glæder sig til. Det er det eneste, der motiverer ham. Og det eneste, han taler om, siger Karin Isling.

Teis er 37 år og handicappet. Han er spastiker og udviklingshæmmet, og derfor bor han på bostedet Kærvang i Ørsted, hvor han har boet siden 2005.

I hverdagen er Teis helt afhængig af hjælp fra personalet, og han kan ikke komme udenfor bostedet og opleve noget på egen hånd.

Men otte timer om måneden kan han være sammen med Gerner.

- Teis elsker Gerner. Og han elsker deres ture sammen. Det er hans åndehul og fristed i løbet af ugen, fortæller Karin Isling.

Han er Teis faste ledsager, og Gerner er den eneste mulighed, Teis har for at føle sig fri og uafhængig af bostedet, forklarer hans mor.

Teis har to timers ledsagelse om ugen, men for at kunne nå lidt mere, kommer Gerner hver 14. dag, og så har de fire timer sammen.

- Næste gang de skal være sammen, skal de hjem til Gerner og have stegt flæsk og persillesovs. At være hjemme ved Gerner er det bedste Teis ved. Der er ingenting, der giver ham glæde som det. Det er det eneste, han taler om, fortæller Karin Isling.

Igennem de seneste 10 år har Karin Isling oplevet, hvordan det kun er gået tilbage for hendes søn. Men timerne sammen med Gerner har igennem længere tid været et fast holdepunkt for Teis, og dermed også for hans mor.

- Hvis de tager de sidste to timers frihed fra ham, så slukker han, frygter Karin Isling.

Det vil være meget tæt på en katastrofe, hvis der ændres i Teis muligheder for at være sammen med Gerner to timer om ugen.

For det handler om tryghed og om at føle sig fri og som et selvstændigt menneske, der kan gøre noget uafhængigt af bostedet og personalet.

- De to timer er et frirum væk fra bostedet og en meget stor del af hans livsindhold, forklarer Karin Isling.

Det er derfor hun kæmper og kæmper for at få svar på, om der er hold i hendes bange anelser om, at kommunen sparer de to timer sammen med Gerner væk.

- Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal fortælle det til Teis, hvis det er rigtigt. Hans verden bryder sammen, og han vil ikke kunne forstå det, siger Karin Isling.

Indtil videre er der ikke noget at fortælle Teis, for ingen vil tilsyneladende svare Karin Isling.

- Der hvor min søn bor, siger de, at jeg skal vente til efter et eller andet møde midt i december. Så lykkedes det endelig at finde min søns sagsbehandler, som ingenting ved. Det er den fjerde på fire år, som skulle spørge sin leder.

- Så ringer sagsbehandleren tilbage og siger, at timerne bliver "udfaset", men hun ville ikke sige, hvad det betyder eller hvornår, men at de to timer er taget fra Teis.

- I Trustrup møder jeg så en lokalpolitiker hos købmanden, som vil undersøge det. Han vender ikke tilbage, og da jeg ringer til ham, sender han mig videre til en kollega, fortæller Karin Isling.

Tålmodigheden er ved at slippe op, så hun henvender sig direkte til borgmesteren, der lover at vende tilbage. Det gør han ikke, og da han bliver rykket for svar, svarer han, at han vil give sagen videre til socialchefen, som så vil kontakte Karin Isling.

- Hvem er socialchefen? Hun er i hvert fald ikke vendt tilbage endnu, konstaterer hun.

I sine 37 år som mor til Teis, er Karin Isling alt for bekendt med, hvordan det opleves, som man som pårørende forsøger at kæmpe for sit handicappede barns rettigheder.

- De ser mig uden tvivl som en brokrøv i kommunen. Og gennem de seneste 37 år har jeg så mange gange tænkt, at jeg simpelthen ikke gider mere. Men så tænker jeg på min søn og på alle dem, der måske ingen pårørende har.

- Og så fortsætter jeg. For hvem skulle ellers gøre det, spørger Karin Isling.

Mens vi på NorddjursLIV arbejder med historien, kommer der svar på Karin Islings spørgsmål.

Hendes frygt viser sig at være berettiget.

Borgmester Kasper Bjerregaard (V) oplyser til NorddjursLIV, at Teis ikke længere er tildelt de to ugentlige timers ledsagelse fra årsskiftet.

Det samme gælder de øvrige 14 borgere, der er tildelt ledsagelse på samme måde som Teis.

- Alle de berørte borgere vil blive inviteret til et møde, hvor vi individuelt vil undersøge behovet og muligheden for andre løsninger.

Sådan et møde har Karin Isling ikke de store forhåbninger til.

- Det er Gerner, der giver Teis den frihed, tryghed og glæde, der giver ham noget at stå op til. Det tager de under alle omstændigheder fra ham, siger Karin Isling.

Vi har samlet et udpluk af nyhederne fra den forgangne uge. På den måde kan du nemt holde dig opdateret på, hvad der er sket i kommunen siden sidst.