Da Rasmus Jensen en dag gik forbi kunstatelieret i Søgade i Grenaa, slog det ham, at det måske kunne være en mulighed for et nyt kapitel.

Døren var låst, men Rasmus Jensen satte sit visitkort fast i døren og slentrede videre.

Et par uger senere ringede telefonen. Det var ejeren af atelieret, og kort efter sad Rasmus Jensen med atelierejer Kristian Petersen og talte om muligheden for, at Rasmus Jensens oliemalerier kunne komme op på væggen og til salg i atelieret.

- Han så på mine ting og var klar på at have noget af det i atelieret. Da vi så kom til at tale om min interesse for croquis, så tilbød han mig, at vi kunne låne atelieret. Det var fantastisk, og så skulle der findes stole og modeller, der gerne ville tegnes, fortæller Rasmus Jensen.

Historien om visitkortet i døren er meget typisk for de ting, Rasmus Jensen gør. Han ser muligheden og handler på den. På den måde sætter han muligheder i spil hele tiden. Og nu er der et croquishold i Grenaa, der mødes helt uforpligtende hver torsdag aften i Kristian Pedersens atelier i Søgade 5. i det nye år flytter holdet til Pavillonen.

Rasmus Jensens egen historie begynder i Spentrup mellem Randers og Mariager.

- Alle mine skolebøger er fulde af væsner, mærkelige alfabeter og bogstaver, husker Rasmus Jensen.

Tegning har været en lige så naturlig del af livet som at trække vejret for Rasmus Jensen. Han har altid gjort det.

I de første mange år var han også med afstand den bedste til at tegne i sin klasse og omgangskreds, så der var ikke mange at spejle sig i.

Da han i syvende klasse begyndte på en skole i Randers, opdagede Rasmus Jensen rollespillenes magiske verden, og tegningerne begyndte at udvikle sig i retning af fantasy.

- Jeg havde lidt svært ved at sidde stille og lytte i skolen, så jeg forsvandt ind i mine egne verdner, hvor fantasien i fantasy var en stor inspiration, og hvor fortællingerne var spændende og virkelig tiltalte mig, fortæller Rasmus Jensen.

Tiden på gymnasiet betegner han selv som "ret løs" og uden nogen retning. Men man skulle jo gå på gymnasiet.

- Så en dag kommer min far hjem med en flyer fra animationsværkstedet i Viborg, hvor de lavede tegnefilm. Og der falder noget i hak. Hvis der havde været mobiltelefoner eller billige kameraer dengang, så havde jeg allerede været i gang selv, fortæller Rasmus Jensen.

- Jeg har altid været den bedste til at tegne. Der var ingen at spejle sig i og ingen til at udfordre mig. Det var superfedt, at der endelig var en hel skole med mennesker, som var lige så gode til det og lige så passionerede, som jeg selv var. Det var fantastiske 18 måneder med de fremmeste i branchen og med mulighed for at dyrke min passion 24/7 sammen med nogen, der brændte ligeså meget for det, som jeg gjorde, husker Rasmus Jensen og kan slet ikke lade være med at smile imens.

Efter halvandet år var Rasmus Jensen uddannet animator. Det er den profession, der tegner skuespillet og bevægelserne. Men interessen var også stor for at gøre billedet færdigt og arbejde med baggrunde og scenerier og ikke kun de bevægelige karakterer.

- Jeg snusede også lige lidt til stop-motionfilm, husker Rasmus Jensen.

På skolen havde han en fransk gæstelærer, som efter Viborg skulle til Vancouver i Canada for at være med på produktionen af en animationsfilm for et af verdens største producenter af animationsfilm. Selveste Dreamworks.

Rasmus Jensen greb muligheden, da den franske underviser tilbød tre studerende at tage med.

- Det var vist ikke helt aftalt med produktionsselskabet, men pludselig stod jeg i Canada med to andre fra skolen. Vi var nok 20 år. Vi havde en lejlighed sammen, men vi sov næsten altid under vores skriveborde, når vi ikke havde en fest i Vancouver, der er en super fed og moderne storby, hvor man både kan bade og stå på ski, husker Rasmus Jensen, som arbejdede en vis legemsdel ud af bukserne og tjente det, en 20-årig mand betegner som "kassen".

Med smag for eventyr kiggede Rasmus Jensen mod New Zealand, hvor den enorme produktion af Ringenes Herre var i gang, og han overvejede, om han måske kunne snige sig til at være med til det.

Men i stedet blev det Cuba.

Det kunne lige så godt have været Mexico, men det blev Cuba.

- Jeg havde læst Troels Kløvedals bøger og havde lyst til at komme ud at sejle. Så jeg sprang på en lille båd på Grand Canaria og sejlede over Atlanterhavet.

- Ham, jeg var med, og som i dag er min bedste ven, ville hellere til Mexico. Vi flippede en mønt, og så blev det Cuba.

- Den første aften på Cuba mødte jeg en rigtig sød pige, som jeg var gift med i 20 år, og som er mor til mine dejlige børn, fortæller Rasmus Jensen og smiler igen mens han taler.

I de følgende år arbejdede han på tegnefilmsproduktioner i skiftevis Frankrig og Tyskland, hvor han sparede penge op til at besøge sin kæreste på Cuba. De to blev gift og slog sig ned i Danmark.

Først på Sjælland, hvor Rasmus Jensen var med til at lave animationslayout og special effects til animationsfilmen Asterix og vikingerne. Så Randers for en kort bemærkning, inden nye muligheder skulle gribes og udnyttes.

- På Friland var de begyndt at lave halmhuse. Det var helt vildt spændende, og sådan et ville vi også have. Så vi købte en grund i Glesborg og brugte de følgende 10 år på at bygge det, mens jeg arbejde med forskellige opgaver.

- Jeg sendte eksempler på mine illustrationer ud til forskellige forlag, og fik på den måde forskellige opgaver med at illustrere bøger, når forlagene havde noget, de mente jeg kunne løse, fortæller Rasmus Jensen, som blandt andet har illustreret bøger af den danske børnebogsforfatter Kenneth Bøgh Andersen.

Om sommeren sejlede familien rundt i Middelhavet i nogle måneder i nogle år, mens halmhuset i Glesborg var lejet ud, men arbejdsopgaverne blev også meget rutineprægede for Rasmus Jensen, og passionen for at tegne forsvandt.

Det knagede også lidt i ægteskabet, og den ellers planlagte jordomsejling blev aflyst.

- Så blev vi skilt, og min ekskone ville gerne til København, fortæller Rasmus Jensen.

Igen så han muligheder og flyttede selv til København.

- Det var selvfølgelig for børnenes skyld. For at være tæt på dem. Men jeg så også muligheden for at komme til at arbejde på en tegnestue igen sammen med kolleger. En frisk start, som måske også kunne genstarte mig.

- Det var virkelig sundt. Mine kolleger beskrev mig som en ko, der lige var kommet på græs for første gang. Passionen blomstrede igen, og på mange måder var livet i København alt, hvad jeg drømte om. Jeg fik mod på at dyrke mine egne ting, fortæller Rasmus Jensen.

Som kreativt menneske nød han alle de mange kulturtilbud, hovedstaden har at byde på.

- Jeg opsøgte blandt andet et sted, hvor de havde croquis.

En gang om ugen mødtes dem, der havde lyst, nemlig i Folkehuset Absalon. Der var fællesspisning og hygge, dejlige menneske at møde og så blev der tegnet bagefter. For Rasmus Jensen var det uforpligtende og befriende.

- Det var rigtig fedt. Og jeg var god til det. Lidt efter lidt begyndte folk at komme over til mig og opsøgte mine råd. Der spirede der noget i mig. Jeg inspirerede folk og nød rollen som underviser, fortæller han.

Det Københavnske eventyr varede kun fem måneder. Det gik slet ikke for Rasmus Jensens børn, som aldrig faldt til, og han besluttede at flytte med børnene tilbage til Grenaa og deres vante omgivelser med skoler og venner.

- Det var den rigtige beslutning, konstaterer Rasmus Jensen.

Det var en anden mand, der vendte tilbage til Grenaa, end ham, der var taget afsted fem måneder tidligere.

- Det var en glidende overgang, men jeg tror på, at jeg kan leve af mine egne ting. Jeg er begyndt at lave kunst. Oliemaleri og tegninger, der ikke er på bestilling fra andre, men noget jeg selv skaber, fortæller Rasmus Jensen.

På den årlige fantasymesse i Esbjerg var der stor interesse for Rasmus Jensens kunst.

- Det er med til at give mig mod på at jagte min egen drøm, siger han.

Inden han forlod København havde han også besluttet, at hvis der ikke var et croquishold i Grenaa, så ville han selv lave et, og så er historien tilbage ved visitkortet i døren på atelieret i Grenaa.

- Der er mange fede muligheder i København. Men det er der også her, hvis man opsøger mulighederne eller er villig til at skabe noget selv, konstaterer Rasmus Jensen.

Han holder fast i konceptet om, at man bare kan droppe ind og være med, sådan som han oplevede det i Folkehuset Absalon.

- Jeg synes, at det er en fantastisk måde at gøre det på. Jeg sørger for, at der er en model, og så kommer folk bare. Kommer der 10, går det i nul, og vi er mellem tre og 14 mennesker, der mødes, fortæller Rasmus Jensen.

Croquis frigiver tegneren til at tegne hurtigt og intuitivt. Modellen bevæger sig efter ganske kort tid, og derfor er der ikke tid til detaljer. Tværtimod skal man på kort tid indfange det essentielle og så hurtigt videre til en ny positur og en ny croquis. Tidsintervallerne er mellem 30 sekunder og 10 minutter.

- Det er en virkelig en god måde at lære nyt på. Det giver mig meget i forhold til at forstå anatomi og i forhold til at få liv i stregen.

- Der er nogle grundlæggende ting i croquis, som man aldrig bliver færdig med og som er virkelig gode, hvis man gerne vil tegne. Faktisk vil jeg opfordre folk, der ikke kan tegne men gerne vil lære det, til at prøve croquis. Det er et rigtig godt sted at lære at tegne, konstaterer Rasmus Jensen.

Rasmus Jensen glæder sig over, at der kommer stadig mere gang i efterspørgslen efter hans egne ting, og så håber han, at croquisholdet som mødes hver torsdag fra klokken 19 til 21 vil vokse sig større og kan være med til at virke som en magnet på kreative mennesker på hele Djursland, der gerne vil mødes, netværke, hygge og tegne.

- Man kan, hvis man vil. Det er meningen, at vi skal leve af vores passion, hvis man er villig til at udnytte alle de mange muligheder, der er, siger Rasmus Jensen.

Du kan følge Rasmus Jensen på Instagram, hvis du er nysgerrig på hans arbejde.

For mere end 20 år siden slog Hans Sandgren Jakobsen sig ned i Grenaa. Med sig havde han sin hustru og parrets to børn, og drømmen var at komme tættere på familien.

- Derudover er der jo virkelig naturskønt på Djursland, siger Hans Sandgren Jakobsen.

Han er uddannet fra Danmarks Designskole i København og er desuden også møbelsnedker. Kort efter flytningen til Jyllands næse, etablerede han med en makker, arkitekt Jørgen Sloth, en tegnestue på havnen i Grenaa.

- Det var udsigten, der gjorde det, siger han, mens han kigger ud på Kattegat, som slår sine folder få meter fra tegnestuen.

Med store panoramavinduer i det meste af tegnestuen, er der fin udsigt over både havet og en del af havnen.

Bygningen tilhører færgeselskabet Stena Line, der i tidernes morgen havde afgange til Sverige fra netop den del af havnen. Huset, der er bygget i 1960'erne, fungerede i en årrække som billetkontor og senere et lille cafeteria.

I dag lejer Hans Sandgren Jakobsen stedet, og sammen med sin makker, arkitekt Jørgen Sloth, tegner han møbler og tilbehør til anerkendte firmaer som Fritz Hansen og Naver Collection i Danmark, men i særdeleshed også til firmaer i Japan, Thailand, Vietnam og Kina.

Loftet i tegnestuen er prydet af de stole, tegnestuen har tegnet gennem de seneste 20 år. Ned fra loftet hænger de, og minder om det, Hans Sandgren Jakobsen har tegnet gennem tiden. Store bogreoler med alverdens design- og arkitektrelaterede bøger pryder den ene væg, og flere steder på gulvet står stole, skamler og små borde, der ikke var plads til i loftet.

- I Grenaa fandt vi en ro. Her er ikke mange distraktioner, og det gør det muligt at finde fokus. Det giver tid til at finde på, siger Hans sandgren Jakobsen.

Som ung arbejdede Hans Sandgren Jakobsen både i Japan og i USA, hvor han lærte af shaker-sekten.

Da han kom hjem, fik han arbejde på Nanna Ditzels tegnestue i København.

Her kom hans helt store gennembrud - en form for avanceret skammel i ni stykker formspændt finér. Ved præsensationen i 1998 var den helt uden sidestykke, for ingen havde før formået at få så meget ud af formspændt finer.

Siden har skamlen og Hans Sandgren Jakobsen vundet et hav af designpriser, og skamlen er stadig i produktion under navnet Gallery Stool for Fredericia Furniture.

- Den er da også en af de ting, jeg har tegnet, som jeg virkelig kigger tilbage på med glæde, påpeger Hans Sandgren Jakobsen med et lille smil.

Træ er generelt et af de materialer Hans Sandgren Jakobsen holder meget af, og særligt træ man kan bøje.

- Det er fascinerende som eksempelvis med skamlen, der er produceret i bøjet træ. Da jeg lavede den, var det jo på grænsen af det mulige at bøje træ i den form, siger han.

Ellers er det nu ikke let at få ham til at udpege en favorit blandt de mange ting, han har tegnet i tidens løb.

- For mig er det nok lidt sådan, at det, jeg er i gang med lige nu, er en favorit på det tidspunkt. At finde på noget, folk kan lide, og som de vil have stående i deres hjem. Men det er da særligt sjovt, når man rammer noget, folk virkelig bliver glade for, og som stadig er et hit 20 eller 30 år efter, siger han og fortsætter:

- Man ved jo aldrig rigtig, hvad der bliver en klassiker gennem mange år, og hvad der ikke gør. Jeg prøver at skrælle det tidstypiske af de møbler, jeg tegner, men det kan være svært. Det gør det umuligt at spå om fremtiden, siger han.

Alligevel er der et vist fremtidsperspektiv i de ting, Hans Sandgren Jakobsen tegner.

- Vi lever i en verden, hvor der er nok af alting, og hvor det er nemt at gå ned i et varehus og købe en ny stol eller en ny skænk. Det gør, at mange møbler ikke er særlige bæredygtige, siger han.

Bæredygtighed er de seneste år blevet en del af mange menneskers bevidsthed.

Netop bæredygtigheden har altid været en del af Hans Sandgren Jakobsens bevidsthed, men det er klart, at nødvendigheden for at tænke bæredygtigt kun er blevet større de seneste år.

- Når du køber et møbel, er der brugt mange ressourcer på tilblivelsen. Så er det i min optik ærgerligt, hvis man bare kasserer det igen få år efter, siger han.

Derfor tilstræber Hans Sandgren Jakobsen også at samarbejde med firmaer, hvor der i højere grad er tænkt over, at møblerne kan bruges i mange år.

- Møbler skal gå kunne gå i arv. Ganske enkelt. Møbler skal fungere som en del af et loop, hvor man ikke bare smider tingene ud efter få ganges brug, siger han.

Meget af det, der bliver til gennem Hans Sandgren Jakobsens hånd, er designet i samarbejde med en række forskellige firmaer i Danmark og udlandet.

- Det er en spændende proces, for vi skal på en måde alle være enige. Men det sker da, at ting havner i skuffen, fordi det alligevel ikke var noget for lige det firma, siger Hans Sandgren Jakobsen.

Sker det, er han ikke bange for på et senere tidspunkt at tage tegningen op af skuffen og prøve igen.

- Det sjove med meget af det, vi tegner, er jo også, at man kan finde det frem igen mange år senere og give det en renæssance, siger Hans Sandgren Jakobsen.

For 25 år siden designede Hans Sandgren Jakobsen en rumdeler lavet i genbrugt pap. For nylig tog han den så op igen.

- Rumdeleren har ligget i dvale i en del år, men nu er det igen blevet populært at dele rummet op - både i hjemmet, men også på storrumskontoret, og derfor har den netop fået nyt liv, siger han.

Hans Sandgren Jakobsen holder af at tegne møbler og forsøge at forudse, hvad der eventuelt kan blive en succes. Og det er netop møbler, han har kastet sin kærlighed på, fordi de har en funktion. Samtidig er det spændende at se på, hvordan æstetik og funktion kan gå hånd i hånd.

- Man skal ikke kun sidde godt på en stol. Den skal også være pæn at kigge på, siger han og fortsætter:

- Møbler er ting, du bruger i dagligdagen og som folk får glæde af. Og så er møbler faktisk en meget personlig ting, der siger noget om, hvem du er. Det du sætter ind i dit hjem, fortæller også en historie om dig, siger han.

Her får du ugens nyhedsoverblik, så du er opdateret på det, der er sket, siden NorddjursLIV sidst landede i din indbakke.