- Jeg har en løsning. Den er i hvert fald god, synes jeg selv. Men det vigtigste for mig er at sætte gang i en debat om, hvorvidt den måde vi driver skole på i Norddjurs er den rigtige. For det synes jeg ikke.

Martin Raghner læner sig for første gang lidt tilbage i stolen. Ikke på en selvtilfreds måde. Mere lettet over, at det han gerne vil sige, nu er blevet sagt.

Det har rumsteret i ham længe, fortæller han tidligere i samtalen, og han er meget opmærksom på, at hans syn på folkeskolen i Norddjurs i almindelighed og spørgsmålet om rummelighed og inklusion i særdeleshed har potentialet til at dele vandene.

Det er en af grundene til, at det virkelig er interessant at høre, hvad underviseren på Viden Djurs, der også er far til to, konservativ politiker med noget på hjerte og medlem af kommunalbestyrelsen og kommunens §17 stk. 4 udvalg, har at sige om folkeskolen og inklusion.

- Jeg har den grundlæggende tanke, at skolen og folkeskolen er et af de steder, hvor vi virkelig kan gøre en forskel for vores børn. Den måde, vores børn går i skole og lærer på, er med til at skabe dem som mennesker.

- Og jeg kan godt ønske mig, at vi kan arbejde med måden at gå i skole på og måden at lave skole på, siger Martin Raghner.

Martin Raghner er selv far til to børn, en datter på 19 og en søn på 9, som igennem de seneste mange år har givet ham som far mulighed for at studere folkeskolen udefra men på nærmeste hold.

Det har sat tankerne i gang. Både fordi hans egne børn har gjort sig deres erfaringer, men også fordi han har fået mulighed for at se, hvad loven om inklusion i folkeskolen fra 24. april 2012 har gjort ved skolen i hele Danmark, i Norddjurs og i Grenaa, hvor Martin Raghners egne børn har gået og går i skole.

Selvom børnenes skole havde et rigtig godt ry, skiftede Martin Raghners datter skole i 6. klasse og hans søn måtte også skifte klasse.

- Min datter mistrivedes i skolen. Og min yngste oplevede i sine tre første skoleår, at det var meget tumultarisk med skiftende lærere og utrolig mange vikarer, som forstærkede de lidt uheldige dynamikker i klassen, fortæller Martin Raghner om sine egne observationer, som far på sidelinjen til sine egne børns skolegang.

De oplevelse var begyndelsen på den indre diskussion i Martin Raghner, som fik ham til at gå i gang med arbejdet med at finde løsninger til en bedre folkeskole.

Der var simpelthen for mange forstyrrelser i klassen. Sådan lyder en af de centrale konklusioner, der er kommet ud af Martin Raghners indre diskussioner.

- Der er noget, der ikke virker, konstaterer Martin Raghner, som efter mange tanker og overvejelser er klar til at give sit bud på, hvad der ikke virker, men han er også klar til at komme med et bud på løsningen.

Ikke som den endegyldige sandhed, der som Dannebrog er faldet ned fra himlen og hjælper Martin Raghner til sejr, men som et oplæg til en samtale om at skabe et mere balanceret skolevæsen, hvor alle børn kan føle sig tilpas i skolemiljøer, som både socialt og læringsmæssigt passer til lige netop dem.

For Martin Raghner begynder løsningen med en erkendelse af, at folkeskolen ikke hverken kan eller skal inkludere alle børn.

- Vi bruger i dag rigtig mange penge på specialbørn. Børn som vi på den ene eller den anden måde skal tage særlige hensyn til. Det begynder altid lidt at klø på mig, når talen falder på, at nogle børn skal behandles på en måde, hvor der skal tages særlige hensyn.

- Vi er med til at bakke op om forældrenes lidt egoistiske fokus på lige netop deres barn, som tilkalder sig opmærksomhed i skolen eller som er særlig sensitiv eller har ADHD eller noget andet.

- Når vi i folkeskolen hele tiden skal tage så mange forskellige hensyn til så mange forskellige behov i inklusionens tegn, ender med at gå ud over alle elever og lærere, siger Martin Raghner.

I kommunens §17 stk. 4 udvalg om folkeskolen, var der lagt op til en diskussion om den tildelingsmodel, der er bestemmende for, hvor mange penge den enkelte skole skal have til at drive skole for.

Men ifølge Martin Raghner handler det ikke kun om tildelingsmodeller for, hvordan den enkelte skole skal have penge i forhold til de andre skole.

Det handler om et grundlæggende brud med tanken fra inklusionsloven fra 2012 om, at langt de fleste børn skal inkluderes i den almindelige folkeskole.

Og her opstår en af mange muligheder for at blive misforstået.

- Det, jeg er allermest bange for, er, at lærere og forældre opfatter det, jeg siger som om, at jeg ikke vil det for børnenes skyld. Det er for mig, det eneste det handler om. Børnene, siger Martin Raghner.

Hans argument for at skabe eller genskabe en tredje vej mellem folkeskolen og specialskolen er en oplevelse af, at de såkaldte "specielle" børn, udmærket er klar over, at de er anderledes end de andre.

- Hvis man er et barn med specielle udfordringer, ved man udmærket, at man ikke er som de fleste andre. Om man har ADHD, en autismediagnose, angst eller hvad det nu er, så ved man som barn godt, at man er anderledes, siger Martin Raghner.

Og hvis børnene ikke allerede ved det, gør folkeskolerne alt hvad de kan for at gøre dem opmærksomme på deres anderledeshed ved at lave særlige klasseværelser, særlige indgange og særlige ringetider, der tager højde for, at der ikke skal være andre børn i skolegården i de "særlige" frikvarterer.

- Folkeskolen skal omfavne, inkludere, tage hensyn og forstå så meget, at opgaven bliver noget nær umulig for alle parter. Inklusion er velmenende men i realiteten umuligt at gennemføre, fordi børn er så forskellige.

- Derfor siger jeg nej tak til inklusion i folkeskolen i det omfang, det sker i dag, siger Martin Raghner.

I stedet foreslår han, at man genåbner Mølleskolen i Grenaa.

- Alt det, vi efterspørger, findes allerede på Mølleskolen.

- Væk med alle specialklasser i hele kommunen. Væk med særlige indgange og skæve ringetider. Ryk eleverne i alle specialklasserne ud på Mølleskolen, hvor ingen ser skævt til dem, fordi det er en helt almindelig skole for dem, som ikke er helt almindelige, foreslår Martin Raghner.

Han gør også opmærksom på, at netop Mølleskolen, dengang den stadig eksisterede, var specialister i at rumme de børn, som var ikke kunne rummes i de almindelige klasser, men som også var for velfungerende til at gå på specialskole.

Den mellemvej vil Martin Raghner gerne genskabe med ambitionen om, at det vil skabe langt bedre læringsmiljøer for alle børn og langt bedre undervisningsmiljøer for lærerne.

- Jeg har et ønske om at være med til at skabe en bedre skole for de kommende forældre og især børn i Norddjurs. Og det begynder for mit vedkommende med den her samtale, siger Martin Raghner.

Som 21-årig kom hun på DRs talenthold. Som 23-årig var hun den yngste P4-vært nogensinde. Hun blev vært på eget P1-program som 24-årig, og som bare 27-årig blev hun redaktør på TV2 Østjylland i en branche, der stormer afsted.

- Jeg kunne have klatret langt op i mediebranchen meget hurtigt, siger den i dag 31-årge Loa Satie Espersen i sin stue i et bindingsværkshus midt i Gjerrild.

Men sådan blev det ikke. For højt at flyve, dybt at falde, som man siger. Og på vej op ad karrierestigen måtte hun trække i håndbremsen for ikke at ende på gulvet med en stresssygemelding.

I stedet sagde hun sit højtlønnede job op, flyttede ud af lejligheden i Aalborg og købte et hus til bare 850.000 i Gjerrild.

I dag lever hun af alt, hvad hun elsker: At lave podcast og træne yolates. Kort sagt, så vil Loa Satie gerne leve af at være sig selv. Det giver ikke mange penge på kistebunden, men til gengæld kan hun hver dag gå en lang tur i den 7-kilometer store skov lige udenfor hendes hus. Hun har tid til at deltage i det lokale fællesskab med sin datter og så kan hun arbejde på sine egne præmisser.

- Jeg giver ikke min frihed til andre. Jeg vil hellere være fri og fattig, end at være tvunget til at være i en branche med værdier, jeg ikke kan stå inde for.

I baghaven træder vi ind i det, der udefra ligner en helt almindelig container.

- Velkommen til mit podcaststudie. Her roder lidt, men der skal være to lænestole overfor hinanden ved mikrofonerne, siger Loa Satie og viser mig indenfor, hvor væggene er beklædt med lyst træ og lyddæmpere i forskellige former.

Det er her, fra containeren i haven, Loa Satie optager sin ugentlige podcast 'Underfladisk'. En personlig podcast, hvor hun fortæller om rejsen fra det faste job til at bygge sig op som selvstændig. Undervejs taler hun også med en lang række inspirationskilder om blandt andet spiritualitet.

- Når man elsker noget, er man villig til at gøre det i meget lang tid uden at få penge for det, siger hun.

For podcasten er nærmere hendes baby end det er et levebrød.

I stedet for den faste månedlige løncheck, er Loa Saties indkomst i dag spundet sammen som et kludetæppe af forskellige jobs: Hun tjener en smule på sin egen podcast gennem støttekroner fra lytterne. Derudover producerer hun podcasts for andre. Og endelig betjener hun receptionen og laver saunagus på Lübker Spa.

- Jeg har ofte mødt gamle kollegaer i spaen, som har været ét stort spørgsmålstegn, griner hun højt og fortsætter.

- De forstår simpelthen ikke, hvorfor jeg gør det. Hvorfor laver du saunagus, når du kunne have et topjob i mediebranchen? Men hvis ikke jeg var trådt ud, havde min krop simpelthen sagt fra.

Selvom Loa Satie har lært alt det, hun i dag lever af, i mediebranchen, har det været en hård og stejl læringskurve. Hvor der altid var fart på og kunne hun ikke klare mosten, stod mange andre klar i skyggerne til at tage pladsen.

- På talentholdet skulle jeg sende 3 timers live radio om dagen. Det var megahårdt. Og da jeg sad overfor mine to mandlige chefer som bare 21-årig og sagde, at jeg ikke kunne holde til det, lød svaret 'husk, at der er 600 andre, som gerne vil have dit job'.

Og så fortsatte hun.

Men en aften for tre år siden blev et vendepunkt.

- Jeg lå simpelthen og græd på gulvet. Jeg hyperventilerede fuldstændig, og da var det min partner Hicham, der sagde til mig, at jeg skulle træffe en beslutning. Lave noget helt om.

Det blev begyndelsen på slutningen. Og på en ny begyndelse.

- Jeg lever af min kreativitet, og hvis jeg brændte ud, ville den også blive ramt. Men min kreativitet har jeg ikke råd til at miste. Og jeg så så mange omkring mig i branchen, der faldt som fluer.

Hun fik en vision om, at noget kunne være bedre end hamsterhjulet, hvor begge forældre havde fuldtidsjobs og hun pendlede hver dag mellem Aarhus og Aalborg.

- Det var et liv i overhalingsbanen. Men den store løn jeg fik, gik jo bare til måltidskasser og benzin.

Derfor opstod drømmen om at blive selvstændig og købe et hus til under 1 million kroner.

Loa Satie er vokset op i Risskov, men har altid vidst, at hun en dag skulle bo på Djursland, fortæller hun. I starten var radaren rettet mod Syddjurs. Men med de seneste års prisstigninger, blev horisonten udvidet til Norddjurs. Og de mødte flere og flere, der fortalte dem om Gjerrild, der eftersigende skulle være "et lille paradis."

Parret behøvede ikke at besøge Gjerrild ret mange gange, for at mærke, at det var noget særligt. Med en årlig festival, 40 aktive foreninger og en friskole.

- Min datter gik forbi med sin klasse for lidt siden. De har udeskole hver onsdag, fortæller hun og ser ud af de gamle vinduer mod Gjerrilds hovedgade, der løber forbi.

- At flytte herud, er det bedste vi nogensinde har gjort for vores datter.

Selv oplever Loa Satie også at have fået et meget mere socialt liv i landsbyen.

-  I byen mødte jeg aldrig mine naboer. Her skal man bare gå en tur op og ned ad vejen, så møder man en masse, der vil én. Jeg føler mig så forbundet til folk, det er som om vi er én stor familie på 500 mennesker, der hjælper hinanden.

For i Gjerrild bruger man simpelthen bytteøkonomi, forklarer Loa Satie. Eksempelvis hjælper hun vandrehjemmet med deres sociale medier, og så låner hun en af deres sale til at praktisere yolates.

- Norddjurs har været en kæmpe mulighed for mig og min familie. En mulighed for at leve det gode liv.

Men selvom det løber rundt, at lave podcast og gå tur i skoven, har vejen til "det gode liv" ikke været en lige linje. For de fleste af os lægger også meget identitet i vores job og levemåde.

- Jeg fik en kæmpe identitetskrise. Oveni at fylde 30, flyttede jeg på landet, hvor jeg ikke kendte nogen og sagde farvel til den faste løn. Jeg lærte virkelig at være ydmyg og sluge min stolthed. Men samtidig tro på, at det, jeg laver, har en værdi, selvom jeg ikke får en lønseddel.

Hun begyndte med at skrælle lagene af. Redaktør-rollen. At have færre penge. Ikke længere at være en byboer.

- I princippet er det nemmere at være i hamsterhjulet. Når man træder ud af det, skal man hele tiden selv finde ud af tingene.

Derefter skulle tilværelsen bygges op på ny.

- Jeg skulle lære alt fra bunden. At lave en hjemmeside, lave et budget og styre de sociale medier. Jeg gik til mange kurser gennem mit jobcenter, der handlede om at starte sin egen virksomhed.

Alt har været museskridt, fortæller hun. Alting er små resultater, men det går fremad og i år bliver et afgørende år for hendes virksomhed.

- Det næste skridt er at arbejde for at få reklamer og sponsorater til både min podcast og mine kunders. Der er et kæmpe potentiale, og der er Danmark bare bagud. Derudover får jeg flere og flere betalende brugere af min podcast - og det betyder enormt meget, at mine lyttere tror på mig.

Hun drømmer om at vokse som virksomhed. At blive Danmarks største podcast indenfor genren "personlige podcasts".

- En podcast kommer altid fra den vært, der gerne vil lave den. Den kommer af en idé og med en begejstring og har ikke alle de mellemled, redaktører og beslutningsprocesser, der er i radiobranchen. Det er meget rent og mere ægte. Jeg tror virkelig på, at den slags medier er fremtiden.

Som podcaster konkurrerer du jo stadig med de store mediehuse om lytternes tid. Er du aldrig bange for at blive hevet ind i branchen på den måde?

- Nej, for jeg kan gøre det på mine egne præmisser. Jeg kan hive i bremsen, hvis det bliver nødvendigt. Og det er altid min rettesnor, når jeg siger ja til et arbejde eller laver et samarbejde: Giver jeg for meget frihed væk nu? Eller kan jeg stadig arbejde indenfor mit eget værdisæt?

Meget af mediebranchen er jo centreret i byerne. Føler du dig nogensinde afskåret herude?

- Nej, alt foregår bare online. Der er ikke noget af det, jeg laver, det skal være inde i en by. Og der har corona jo været en kæmpe medspiller. Men jeg vil selvfølgelig gerne kunne lokke flere af gæsterne til min podcast til at komme ud til mit studie. Indtil nu har det lykkedes mig at få tre gæster herud.

Savner du aldrig den faste løn, der kommer ind hver måned?

- Jo, tit, griner hun.

- Men så må jeg minde mig selv om, at det jeg har nu, er mere værdifuldt. Frihed og tid.

Vi giver dig overblikket, så du er med på, hvad der er sket i kommunen, siden NorddjursLIV sidst landede i din indbakke.