På vej fra Auning og nordpå, kører man direkte ind i Allingåbro.

En hyggelig by, som har mange ting at byde på. Men det er en anden historie.

Denne historie handler om det første, man ser midt på hovedgaden, hvor der tidligere lå en velholdt villa, men hvor der i dag ligger en ruin. En facade, der faldt til jorden i den seneste storm understreger, at intet er sket på grunden i lang tid.

NorddjursLIV parkerer i indkørslen ved siden af, hvor en parkeret bil indikerer, at der måske er nogen hjemme.

Mikkel Dueholm åbner døren. Nærmest lettet over at nogen spørger til det helt åbenlyse.

- Vi skal se på det hver eneste dag. Det ødelægger mit humør, når jeg hver morgen åbner døren og kigger over på "huset" ved siden af, siger Mikkel Dueholm.

Han forklarer, at huset var intakt og møbleret men ubeboet, da han og kæresten Katrine købte deres hus for seks år siden.

- Det blev købt for nogle år siden, og de nye ejere havde en idé om, at de ville sætte huset i stand, fortæller Mikkel Dueholm.

Han var hjemme den dag i sommeren 2020, hvor de nye ejere begyndte at tage taget ned.

- Jeg sagde til Katrine, at det virkelig var dejligt, at der nu endelig skete noget. Men efter få timer holdt der en politibil og nogle fra arbejdstilsynet, som standsede arbejdet.

- Det var noget med, at der var asbest i de tagplader, der blev smidt ned på græsplænen, og så blev arbejdet standset, siger Mikkel Dueholm.

Der er ikke sket noget siden.

- Det er skrækkeligt. Der er asbest på grunden, og vi venter på, at der sker et eller andet, siger Mikkel Dueholm.

Kommunen klipper hækken ud til hovedgaden en gang om året for at sørge for, at der er ordentlig synlighed til alle sider for de kørende trafikanter i krydset ud for ejendommen.

- Men vi ser på det hver eneste dag. Vi prøver at lade hækken vokse, så vi ikke ser det så meget, når der er blade på træerne. Men jeg må da sige, at jeg er glad for, at vi ikke skal sælge lige nu. For det er virkelig ikke det bedste salgsargument at have en ruin som nabo, siger Mikkel Dueholm.

Ruinen ved siden af Mikkel og Katrines hus er en af de ting, der bliver talt meget om i Allingåbro.

Især op til den årlige motorfestival, hvor der forventes 10.000 besøgende i Allingåbro 20. maj til det, Allingåbro selv kalder Danmarks største og længst levende motorsportsfestival.

Den officielle åbning på festivalen begynder lige ud for Mikkel Durholms hus og dermed også lige ud for ruinen på grunden ved siden af.

Ikke den bedste reklame for en by, som i forvejen har udfordringer med at påkalde sig positiv omtale.

Ulrik Christensen er byg- og miljøchef i Norddjurs.

Han kender udmærket til ejendommen på hovedgaden i Allingåbro, men fortæller også, at den langt fra er enestående.

- Vi har en nedrivningspulje i kommunen, og der er flere ejendomme, vi har brugt penge på at rive ned. Mange gange lykkedes det, fordi ejeren kan få en økonomisk fordel af, at kommunen vil hjælpe med udgifterne til at rive et hus ned, siger Ulrik Christensen som fortæller, at kommunen er i god dialog med ejerne af det faldefærdige hus på hovedgaden i Allingåbro.

- Jeg er lige blevet færdig med at lave pølser, lyder det, da jeg træder ind ad døren.

Det lyder måske som en sætning, man ville forvente at høre i en børnehave, men sagen er en ganske anden. Vi står i baglokalerne til den legendariske Slagter Kruse i Tved på det sydligste af Djursland, hvor fjerdegenerations-arvtageren Hans Ole er i gang med at spule kødhakkere og andre maskiner.

At en slagter laver pølser, lyder måske ikke så overraskende. Og så alligevel. For knap en måned siden lød det nemlig på Slagter Kruses facebookside, at den slagterbutik måtte lukke og slukke.

Men selvom lyset i butikken er slukket og disken er tom, holder Hans Ole Kruse gang i slagteriet, hvor han både slagter for private og sender kød afsted til Meny i Rønde og Kvickly i Ebeltoft. Og så håber han på, at det bliver muligt at finde nye lejere, der vil drive butikken videre.

- Det er ikke økonomien i butikken, der fejler noget. Der er virkelig efterspørgsel, fortæller Hans Ole.

Derfor bliver han ved med at holde gang i slagteriet, selvom hustruen i årevis har drømt om, at han ville gå på pension.

- Jeg bliver ved med at slagte - og folk er meget velkomne til at kontakte mig - i hvert fald for nu. For hvis der ikke på sigt kommer nogle lejere, bliver jeg nødt til at lukke. Om det er om 1 eller 4 år, det er ikke til at sige, siger Hans Ole Kruse.

Den nu 134-årige, landskendte slagterforretning, der er kendte for deres kød fra Mols og har leveret til molboer således som kongelige, hænger altså i en tynd tråd. Men sidst det var sådan, var medierne med til at redde butikken. Så det håber Hans Ole kan ske endnu engang.

Midt på køledisken står en række fyldte og uåbnede flasker med pølseketchup. Men det er også nogle af de eneste varer, der er tilbage i den mørke butik, hvor kølediske- og skabe nu står tomme.

Det er kun to år siden, at Slagter Kruse stod i samme situation, hvor Hans Ole Kruse efter 35 år på grund af helbredet måtte lukke butikken. I første omgang forsøgte han at sælge både butik og slagteri, men uden held. Derefter satte han butikken til leje.

- Det hele ændrede sig, da tv-holdet kom, forklarer Hans Ole.

På baggrund af mediedækningen fra TV2 Østjylland og Århus Stiftstidende, fik han intet mindre end 5-6 henvendelser fra især unge par, der var interesserede i at overtage biksen.

Det blev Jeppe Solgaard og hustruen Paula Weigel. Men efter mindre end to år, måtte parret kaste håndklædet i ringen. Ikke fordi forretningen ikke løb rundt, men fordi det simpelthen var for stor en mundfuld for dem. Parret ser nu frem til en mere rolig tilværelse med deres snart to børn, skrev de på Facebook.

Derfor håber Hans Ole Kruse, at det ligeledes kan hjælpe at række ud i medierne denne gang. Han har da allerede fået et enkelt tilbud fra en, der ville lave stedet om til et pizzaria. Men det har han takket nej til.

Hvorfor ville du ikke leje butikken ud til et pizzaria?

- Nu er butikken jo klar til en slagter. Og vi har to pizzariaer tæt på. Drømmen er bare, at det forbliver en slagter.

- Det er alt det bedste vi har her, siger Hans Ole og stryger hånden ned af et dødt kvægs bagende.

- T-bone og mørbraden, og her kan du se halen, siger han og peger.

Onsdag op til påsken solgte Hans Ole og hustruen ud af slagterens varelager efter konkursen.

- Jeg har aldrig i mine mange år oplevet noget lignende. Butikken var proppet og der var kø ud til vejen, fortæller Hans Ole.

De 200 kg pølser og 500-600 kød, der blev solgt til halv pris, var udsolgt på bare to timer.

- Jeg er slet ikke i tvivl. Der er virkelig behov for en slagterbutik på Mols.

Slagter Kruse er ikke bare "en eller anden lille slagter". Det er en familieslagter gennem fire generationer, som er kendt i det meste af landet. Både molboer og turister valfarer til, og derudover er stedet kendt for at levere kød til de kongelige.

Slagter Kruse blev startet af oldefaren Jens Peter Kruse i 1889. Dengang kørte han rundt og solgte kødet på en hestevogn. Siden da er der sket en del med både Slagter Kruse-butikken, der er blevet moderniseret ad flere omgange, og ikke mindst med samfundet. For i den tid, Hans Ole har ejet Slagter Kruse, har hans branche ændret sig en del.

Vi har i dag langt færre, men meget større slagterier i Danmark end tidligere. De små produktioner er forsvundet til fordel for de store producenter.

Det samme gælder for landmændene:

- Når en landmand lukker i dag, er det typisk naboejendommen der opkøber ham. Vi har langt færre landmænd herude på Djursland, og det meste kød bliver sendt ind til de store slagterier.

Men der er også sket noget andet med branchen, fortæller Hans Ole. Der er nemlig også færre slagterbutikker, og de sælger noget andet, end de gjorde tidligere.

- I dag skal en slagter lave mange flere færdigretter. Eller halvfærdige retter som en fyldt mørbrad, der bare skal smides i ovnen. Folk laver ikke så meget mad længere, de har meget travlt i dag. Derfor skal det være let, siger Hans Ole og fortsætter.

- Jeppe (den tidligere lejer, red.) var god til at lave anretninger og færdige retter. Det ser fantastisk ud i køledisken. Det jeg er god til, er derimod det, der foregår i slagteriet.

Hvad vil folk gerne have fra en slagter som dig i dag?

- Folk vil gerne have en historie. De vil gerne vide, hvor dyrene kommer fra. De kan godt lide, at det er et får der har gået heroppe i byen eller kvæg fra Mols.

Er der sket en fremmedgørelse overfor det kød vi spiser?

- Ja, folk henter det jo bare i supermarkedet. Derfor tager jeg også børn med ud og viser dem slagtningen, for nogle børn tror rent faktisk, at både kødet og mælken kommer fra supermarkedet.

Hvorfor har et lille sted som Slagter Kruse formået at holde sig åbent i nu 134 år?

- Fordi vi gør det godt. Vi er dygtige og flinke når folk kommer ind. Og så har vi et stærkt brand. Det også derfor det skal køre videre.

Tror du det er realistisk at finde nogen til at drive butikken videre?

- Ja, men man skal selvfølgelig vide, at man skal knokle. Det er en livsstil at være slagter, ligesom at være landmand. Jeg er ligeglad med, om jeg arbejder weekender.

Hans Ole Kruse havde som ung en drøm om at blive tømrer. Men "det kan man jo gøre i sin fritid," som han fik at vide fra sin far.

- Men jeg var jo født med en pind i hånden. Det var en oplagt mulighed, jeg havde her.

Derfor skulle han selvfølgelig overtage forretningen. Han overtog første del af forretningen i 1986, hvor han drev slagteriet sammen med sin far. Han overtog resten i 1996.

Hvad er det, du godt kan lide ved at være slagter?

- Jamen, jeg har jo gjort i 45 år. Det er en livsstil. Jeg elsker de levende dyr, at jeg kan aflive dem - som færre slagtere kan i dag - og samtidig se hvor flotte deres kød er.

Der dog ingen af Hans Oles tre børn, der har lyst til at overtage forretningen.

Er du ked af det?

- Nej. Det skal være frivilligt, og arbejdet kræver meget, så det er vigtigt, man har lyst.

Som Hans Ole selv siger, har han altid arbejdet meget. Det er indbygget i jobbet som slagter.

- Konen måtte jo selv tage på hospitalet, da vi fik vores tredje barn, fortæller han.

Derfor har han også misset en hel del - og mange ferier - gennem livet. Det var en af grundene til, at han ikke længere ville stå i butikken. Da butikken i 2021 stod til at lukke, udtalte hustruen Bente Kruse, at det var en lettelse, at de ikke længere skulle bestyre butikken.

- Hun håbede faktisk på, at jeg ville stoppe med at slagte. Gå på pension, fortæller han.

Men sammen med sin slagtersvend, Jørgen på 80, holder Hans Ole endnu slagteriet i gang. Bente hjælper også til engang i mellem.

- Forskellen er, at jeg ikke behøver at stå i butikken. Det var ved at tage livet af mig. Men nu - mens butikken er lukket - kan selv styre, hvornår jeg vil slagte. Næste uge har jeg ingen slagtninger, så der skal jeg bare gå i haven. Og jeg kommer også til at sige nej, hvis nogen spørger. Altså med mindre det er en nødsituation, som hvis en ko brækker et ben.

Hvorfor holder du slagteriet kørende?

- Jeg gider ikke sidde hjemme i stolen. Og nogen skal jo holde Danmark kørende. Hvor skulle Meny og Kvickly ellers få deres kød fra?

Hold dig opdateret på det, der er sket, siden NorddjursLIV sidst landede i din indbakke.