Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger NorddjursLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Der skal mere asfalt til Djursland, så strækningen hele vejen fra Aarhus til Grenaa kan bære fremtidens trafik. Foto: Asbjørn With

NU er det Djurslands tur!

Kender du det?

Køen foran dig snegler sig afsted. Tidsplanen skrider lige så stille mellem hænderne på dig.

Samtidig ved du godt, at hverken lastbilchaufføren, campisten eller håndværkeren foran dig kan gøre for, at der ikke er mere skred i tingene.

De fleste, der har prøvet at køre på tværs af Djursland i myldretiden, kender scenariet.

Det gør også alle de mange virksomheder, der ihærdigt forsøger at fortælle historien om alle Djurslands fortræffeligheder, og som skal forsøge at gøre deres hoser grønne over for potentielle medarbejdere.

Der er et hul i infrastrukturen fra Hornslet til Grenaa, som betyder, at alt foregår i én vejbane i hver retning.

Fra Aarhus til Hornslet er der først en motorvej og så en såkaldt 2+1-vej til Hornslet, hvorfra det sander til.

Strækningen fra Hornslet til Grenaa betegnes af erhvervslivet på Djursland som en flaskehals, som bremser erhvervsudviklingen og tilflytningen - og som alle virksomheder og begge kommuner på Djursland nu vil gøre op med.

Derfor har Business Djursland inviteret finansminister Nicolai Wammen (S) til Djursland for at massere ham, bespise ham og overbevise ham om, at det nu er Djurslands tur!

Og så får du også svar på, hvorfor en kommunaldirektør, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, kan gå hjem med næsten fire millioner kroner i lommen.

Tak, fordi du læser med.

Billede af Asbjørn With
Billede af skribentens underskrift Asbjørn With Journalist
Erhvervslivet på Djursland står samlet og klar til at tage imod manden med pengekassen, når han lander på mandag. Foto/kollage: Asbjørn With

Djursland står sammen med ét fælles ønske i hænderne, når finansministeren lander på mandag: - Drømmescenariet er en 2+1-vej helt til Grenaa

Mandag byder erhvervslivet på Djursland, finansminister Nicolai Wammen velkommen til, når han ved middagstid lander i Aarhus Airport.

I en fælles front håber alle fra VAM i Auning over Terma i Grenaa til Aarhus Airport til Grenaa Havn, at de kan lykkes med at forklarer manden med pengekassen, hvorfor Djursland skal have mere asfalt på strækningen mellem Aarhus og Grenaa.

En flaskehals som i dag generer alle, der tager turen i myldretiden.

Lige i tide til en let frokost i Aarhus Airport lander finansminister Nicolai Wammen (S) i Aarhus Airport på mandag til konference om fremtidens infrastruktur på Djursland. Velkomstkomiteen vil bestå af åbne arme - men også ét samlet ønske om mere asfalt på rute 15 mellem Aarhus og Grenaa: - Lige nu begrænser den flaskehals os alle sammen, og gør transporten til og fra Djursland meget mere bøvlet, end den behøver at være.

Redaktionsbilen, en Citrôen C3, lægger an til at glide ind i strømmen på rute 15. En af de vigtigste trafikårer fra Aarhus til Djursland.

Det er onsdag middag. Klokken er lidt i frokostpause, og der er overhovedet ingen problemer med glide ind på motortrafikvejen. Fartpiloten til, armen op i vindueskarmen og så afsted mod Grenaa.

Det vigtigste i den her lille historie er tidspunktet. 11.55. På det tidspunkt er der nemlig ingen problemer på vejene på Djursland.

Men da redaktionsbilen gentager turen torsdag morgen klokken 8.15 fra Ikea-krydset i Aarhus Nord mod Djursland, bliver Henrik Carstensens ord til konkret virkelighed foran kølehjelmen.

Henrik Carstensen er direktør på Grenaa Havn og tager hver morgen fra sit hjem i Aarhus til Grenaa. Efter sit eget estimat, der bygger på syv et halvt års pendling på rute 15, spilder han 10 minutter hver vej. Hver dag. Året rundt.

Henrik Carstensen er direktør for Grenaa Havn, der er i rivende udvikling. Omsætningsrekord og flere virksomheder, der gerne vil udvide på havneområdet. Hele tiden bliver han konfronteret med, hvordan fremtiden ser ud med infrastrukturen. Foto: Asbjørn With

Med 200 arbejdsdage om året lyder regnestykket sådan cirka: (200 dage x 7,5 år) x 20 min = 500 timer / 7,5 timer/dag = 66 dage eller rundt regnet tre en halv måned i kø på rute 15. Eller næsten ni hele arbejdsdage i kø om året.

Hurtigt ligger redaktionsbilen bag en lastbil. I spor to ligger en pickup med anhænger fra et murerfirma. Det betyder i virkeligheden ikke noget, hvem eller hvad, der ligger hvor, for hastigheden er moderate 55 kilometer i timen.

Radioen er tændt og der er kaffe i koppen, men der er allerede mentalt langt til Grenaa.

- Drømmescenariet er, at rute 15 bliver en 2+1-vej hele vejen til Grenaa. Alle kan klare at køre bag en lastbil eller en campingvogn et par kilometer, men så så duer det heller ikke ret meget længere, siger Henrik Carstensen.

Hvad er en 2+1-vej?

En 2+1 vej er en vejtype, som skiftevis har to og et spor i hver retning. Mens der er to spor i en retning, er der et spor i den modsatte retning adskilt af en sikkerhedsforanstaltning mellem retningerne, således at trafikanterne ikke rammer hinanden.

Han har efterhånden vænnet sig til det. Men det bliver problemet ikke mindre af.

Samme ønske over hele Djursland

Det er muligt at flaskehalse på vejen giver gode betingelser for de servicestationer, der sælger kaffe eller dem, der indlæser lydbøger eller laver podcasts.

Men når det handler om at skabe vækst, udvikling, arbejdspladser og bosætning på Djursland, er et argument om at du "bare skal vænne dig til det", ikke en vinder.

Fra broen over rute 15 ved Bale kan man tydeligt se, hvordan en 2+1-vej ser ud i virkeligheden. Foto: Asbjørn With

Derfor har nogle af Djurslands største virksomheder, tungeste politikere og Business Djursland, inviteret manden med pengekassen, finansminister Nicolai Wammen (S), til Djursland på mandag til en dag, hvor han skal fodres med argumenter om, hvorfor det nu er Djurslands tur til at få mere asfalt.

Havnedirektørens tur til og fra arbejde og redaktionsbilens efterfølgende dokumentation af turen er naturligvis ikke grunden til, at finansministeren kommer.

For de to oplevelser deles af tusindevis af djurslændinge, turister, lastbilchauffører, håndværkere, landmænd og alle andre, der har prøvet at køre på Djurslands veje i spidsbelastningstidspunkterne.

Maskinerne kører allerede

Overalt på Djursland er diagnosen den samme. Der skal mere asfalt til, og det skal bruges på rute 15, så man kan komme fra Aarhus til Grenaa uden at spilde tiden.

For Allan Hougaard og VAM entreprenørfirma i Vester Alling udenfor Auning er infrastruktur lig med asfalt. Asfalt, der kan bringe medarbejdere og materiel frem og tilbage. Foto: Asbjørn With

- Vi sidestiller mobilitet og infrastruktur med medarbejdere. Kan man komme hertil? Og dernæst om det er attraktivt at bo på Djursland. God infrastruktur er for mig lig med tilflyttere og vækst, siger administrerende direktør for VAM Entreprenørfirma, Allan Hougaard.

Gennem de seneste syv årtier har VAM vokset sig til, og har i dag 150 ansatte, der hver eneste dag er afhængige af infrastruktur og ikke mindst asfalt for at kunne flytte sig selv og VAMs tunge maskineri til og fra Djursland og arbejdsopgaverne.

Hos VAM entreprenørfirma arbejder de primært med store private og offentlige kunder, der kræver det bedste materiel og de bedste medarbejdere til at løse opgaverne. Foto: Asbjørn With

- Infrastruktur og mobilitet har noget med asfalt at gøre. Som virksomhed ligger vi ikke tæt nok på E45. Men det er en vigtig del af historien og sjælen i VAM, at vi ligger her, hvor vi hører til. Vi smider ikke bare 70 års historie ud af vinduet, og det skal vi heller ikke. Det vigtigste er, at vi stadigvæk er attraktive som arbejdsplads. Og der kommer asfalt, tilgængelighed og mobilitet ind i billedet, siger Allan Hougaard.

En tredjedel af Allan Hougaards medarbejdere bor allerede i dag på Djursland. Men det betyder også, at to tredjedele ikke gør.

- Så det er helt afgørende, at infrastrukturen og vejene er i orden og løser opgaven med at bringe folk frem og tilbage uden de flaskehalse, infrastrukturen resulterer i lige nu og som kun bliver mere og mere problematiske, hvis der ikke sker noget, konstaterer Allan Hougaard.

Lufthavnen er lettet

Lidt længere ude på Djursland er den nye direktør i Aarhus Airport helt på linje med entreprenøren fra Vester Allinge.

- Vi har som lufthavn en funktion i at samle Djursland, siger Lotta Sandsgaard.

Lufthavnsdirektør Lotta Sandsgaard ser det som en kerneopgave for Aarhus Airport at fastholde en central placering i Djurslands logistiske centralnervesystem. Foto: Asbjørn With

- Til en ansættelsessamtale i Norddjurs Kommune i 2008 spurgte jeg, hvorfor der ikke er en motorvej til Grenaa. Det synes jeg ikke, var et mærkeligt spørgsmål at stille. Motorveje er med til at skabe vækst, siger hun.

Lotta Sandsgaard er den tredje direktør i lufthavnen på bare to år, men det får hende ikke til at gå på kompromis med ambitionerne.

Tværtimod.

Gennem de seneste 23 år har hun arbejdet med veje, teknik, miljø, infrastruktur, politikere og logistik i seks kommuner.

Infrastruktur på Djursland er et emne, der rækker langt ud over horisonten for, hvad der lige er godt for Aarhus Airport

Lotta Sandsgaard

Hun har også uddannet sig til både privat- og erhvervspilot og fået jobbet som direktør for en ambitiøs lufthavn, som trods turmult og uro har investeret massivt i at fastholde sin plads som en del af centralnervesystemet på Djursland.

- Infrastruktur på Djursland er et emne, der rækker langt ud over horisonten for, hvad der lige er godt for Aarhus Airport. For vi er som lufthavn og som en del af infrastrukturen på Djursland langt mere end et afgangspunkt eller et ankomstpunkt, siger Lotta Sandsgaard.

Der er allerede afsat 12 millioner kroner til at vurdere miljøkonsekvenserne af at forlænge 2+1-vejen fra Hornslet, hvor den stopper i dag og til Tåstrup lige før Aarhus Airport. Og der er også afsat 357 millioner kroner til at anlægge det stykke, så på den vis er Lotta Sandsgaard og Aarhus Airport i mål.

Men kun at hyppe sine egne kartofler er hverken lufthavnens- eller den nye direktørs ærinde.

- Vores eksistensberettigelse er at være med til at betjene lokalsamfundets, virksomhedernes- og borgernes interesser. Ikke bare som et sted, hvor vi kan tage ud i verden, men også et sted, hvor hele verden kan komme til os.

Direktør Lotta Sandsgaard ser Aarhus Airport som Djurslands vindue og adgang til resten af verden.Foto: Asbjørn With

- Infrastruktur er meget mere end asfalt. Det er også mobilitet og det at være attraktiv. Vi er Aarhus' lufthavn, og Djursland er Aarhus' smukke forhave, siger Lotta Sandsgaard, som også fortæller, at ambitionen for lufthavnen er at øge antallet af passagerer fra de nuværende 500.000 om året til 1,5 millioner i 2028 og hele fire millioner på sigt.

Om Aarhus Airport

Aarhus Airport har som ambition at forbinde Østjylland med populære storbyer og andre attraktive rejsemål. Med afgange til destinationer i hele Europa sigter lufthavnen mod at imødekomme forventningerne hos det østjyske erhvervsliv såvel som hos fritidsrejsende i lufthavnens optageområde. I 2019 blev Aarhus Airport tildelt prisen ’Airport of the Year Award’ af European Regions Airline Association (ERA). Samme år rundede lufthavnen 500.000 passagerer. Aarhus Airport er ejet af Aarhus Kommune, privat investor Staus A/S, Syddjurs Kommune og Norddjurs Kommune. Det tager cirka 35 minutter at nå Aarhus Airport fra centrum af Aarhus.​

En 2+1-vej løsning nu med mulighed for at udbygge til en rendyrket motorvej længere ud i fremtiden er for Lotta Sandsgaard den optimale løsning.

En 2+1-vej hele vejen fra Aarhus til Grenaa vil sende et stærkt signal om, at Djursland selv tror på den udvikling, der allerede er i gang, mener Lotta Sandsberg. Foto: Asbjørn With

Det handler i høj grad om den mentale afstand. Fra Kastrup Lufthavn til København centrum er der en rejsetid på 25 minutter. Men fordi metroen kører fra lufthavn til midtbyen føles det kortere.

Derfor er det vigtigt med en ordentlig vej fra Aarhus til spidsen af Djursland, så alle kan mærke, at der er gjort noget for at gøre det nemt og hurtigt, lyder en af lufthavnsdirektørens argumenter.

- Og så er lufthavnen og adgangen til lufthavnen med til at sikre internationalt udsyn og internationale kompetencer, når medarbejdere fra hele verden og deres familier har let adgang til en moderne lufthavn, siger Lotta Sandsgaard.

Kvalificerede medarbejdere siger nej efter turen

På vej ind i Grenaa ligger endnu af af Djurslands helt store arbejdspladser.

Men når de så har kørt turen fra Aarhus-området til Grenaa, oplever vi desværre, at rigtig mange ansøgere selv siger nej tak

Jørgen O. M. Laursen

Terma laver dele til Danmarks nye kampfly, F35, og beskæftiger over 500 mennesker.

Den historien kan du læse mere om her

- Som virksomhed er der nogle vilkår, der skal være opfyldt, siger fabrikschef Jørgen O.M. Laursen.

Terma i Grenaa er med i front, når det gælder teknologisk præcision og akkuratesse. Terma producerer flere dele til Danmarks kommende kampfly, F35, og hvis specialisterne skal blive ved med at finde til Grenaa, dur det ikke, at selve vejen til og fra bliver den afgørende, negative faktor, mener fabrikschef hos Terma i Grenaa, Jørgen O. M. Laursen. Foto: Asbjørn With

- Energi - gerne grøn energi og medarbejdere. Cirka 400 af vores 530 ansatte bor på Djursland i dag, så det er ikke vores hovedpine. Vi oplærer selv vores medarbejdere til mange af de opgaver, der skal laves.

- Men når det kommer til de mere specialiserede opgaver, så konkurrerer vi med alle andre virksomheder i Østjylland om de rigtige medarbejdere.

- Rigtig mange vil gerne arbejde for os. Jobbet lyder spændende, og Terma har et godt navn og rygte. Derfor kan de godt lide tanke og indholdet i de jobs, vi tilbyder. Men når de så har kørt turen fra Aarhus-området til Grenaa, oplever vi desværre, at rigtig mange ansøgere selv siger nej tak. Simpelthen fordi de ikke kan se sig selv på en så lang biltur i så tæt trafik, som der er i dag, siger Jørgen O.M. Laursen.

Det er især den tunge trafik og de lave hastigheder på rute 15, der afskrækker nye kandidater til de gode job hos Terma.

- Jeg kører selv fra Ryomgård til Grenaa tidligt hver morgen, og det går. Men hvis jeg skal til et møde på hovedkontoret i Lystrup, er det en træls tur. Mængden af især lastbiler stiger hele tiden, og det skaber længere og længere transporttider.

Terma er en af de største arbejdspladser i Norddjurs. De beskæftiger flere end 500 mennesker. Alligevel kan logistik og dårlig infrastruktur hæmme udviklingen, hvis ikke der snart sker noget. Foto: Asbjørn With

- Vi bidrager selv med seks-otte lastbiler til og fra Terma hver eneste dag. Men det er heller ikke den tunge trafik på vejene, der er problemet. Lastbiler frem og tilbage er jo lig med produktion og udvikling, konstaterer fabrikschefen.

Problemet er, at der simpelthen er for lidt plads til alle de mennesker og alt det gods, der hver eneste dag fragtes frem og tilbage på tværs af Djursland.

Problemet bliver kun større

Havnedirektør Henrik Carstensen er nået på arbejde efter en lang tur på rute 15.

Helt basalt er udfordringen, at der mangler mere og bedre asfalt på Djursland

Henrik Carstensen

Han konstaterer, at han næsten hver dag bliver konfronteret med udfordringerne med infrastrukturen på tværs af Djursland.

- Helt basalt er udfordringen, at der mangler mere og bedre asfalt på Djursland, siger han.

Mens han viser rundt på havnens areal passerer den ene lastbil efter den anden. 11 lastbiler på få minutter.

De skal alle sammen ud på landevejen, og havnedirektørens bedste estimat er, at der er godt 250 lastbiler, som kører til og fra Grenaa hver eneste dag.

Dertil kommer alle de lastbiler, der kommer ind med færgerne fra Sverige.

Hvis Grenaa skal blive ved med at kunne håndtere og servicere det stigende antal lastbiltog til og fra Grenaa i fremtiden, kræver det bedre infrastruktur og bedre veje. Det mener alle på Djursland, der bare perifært er beskæftiget med noget, der skal fragtes på vejene. Herunder direktør på Grenaa Havn, Henrik Carstensen. Foto: Asbjørn With

- Jeg bliver hele tiden konfronteret med problemerne omkring infrastruktur af de mange virksomheder heromkring, der udvider og har planer om at udvide. Alene Stena Recycling har i gennemsnit besøg af 100 lastbiler om dagen. De vil gerne neddrosle deres aktiviteter i Roskilde og samle det hele her. Det betyder udvikling men også endnu flere lastbiler, fortæller Henrik Carstensen.

Han vil gerne fortælle virksomhederne og medarbejderne, at der er bedre logistik, infrastruktur og asfalt på vej, og derfor er han også med, når erhvervslivet på Djursland møder finansministeren på mandag.

Fra Vester Alling over lufthavnen i Tirstrup til Terma og Grenaa Havn er der et, og kun ét samlet og stort ønske til finansminister Nicolai Wammen:

- Vores fælles opgave på Djursland og formålet med at trække blandt andre finansministeren til Djursland, er at fortælle og forklare, at vi skal have en 2+1 vej helt til Grenaa. Det er allerede aftalt, at den skal forlænges ud til lufthavnen, men så mangler der bare 19 kilometer.

- Lad os nu tage det hele med en gang for alle, og så fungerer trafikken og transporten på Djursland igen i de kommende mange år. Så kan vi komme videre med udviklingen af vores erhvervsliv og bosætning, siger Grenaa Havns direktør Henrik Carstensen.

Lotta Sandsgaard er ansvarlig for tilgængeligheden til Djursland fra luften, men hun bakker fuldt op om en 2+1 vej fra Aarhus til Grenaa til gavn for stort set alt og alle på Djursland - Også Aarhus Airport. Foto: Asbjørn With

Hvis man fra havnen i Grenaa med udsigt til Kattegat kunne se til Terma i udkanten af Grenaa, lufthavnen i Tirstrup og til entreprenørfirmaet i Vester Alling, ville man kunne se hovederne nikke.

- Løsningen er helt klart en 2+1-vej hele vejen til Grenaa, så det bliver nemt og bekvemt at benytte sig af alt det, Djursland har at byde på. Herunder Aarhus Airports adgang til verden, siger Aarhus Airports direktør Lotta Sandsgaard.

Erhvervslivet på Djursland står sammen om at løfte opgaven med at overbevise politikerne på Christianborg om, at det er Djurslands tur til at få midler til bedre infrastruktur. Foto: Asbjørn With

Henrik Carstensen glæder sig til at tage imod finansministeren, når han lander i Aarhus Airport på mandag ved frokosttid.

- Jeg er glad for, at finansministeren kommer, og det er min oplevelse, at der er forståelse for problematikken, og at vi skal have bedre infrastruktur på Djursland, siger havnedirektøren.

Finansministeren skal overbevises om nødvendigheden af at investere i infrastruktur på Djursland, siger direktør for VAM entreprenørfirma, Allan Hougaard. Foto: Asbjørn With

- Med konferencen vil vi gerne påvirke dem, der tager beslutningerne og som sidder på pengekassen. Opgaven er at overbevise dem om, at det er Djurslands tur nu, siger direktør hos VAM, Allan Hougaard.

Her skal finansministeren overbevises

Infrastrukturkonferencen i Aarhus Airport løber af stablen mandag d. 8. maj 2023 kl. 11.30-16.30

Gennem det seneste år har Business Djurslands’ Infrastrukturgruppe arbejdet med en koordineret, strategisk indsats fokuserende på ét emne: Rute 15. Målet er fremrykkelse af udvidelserne og 2+1 hele vejen til Grenaa.

Grundlæggende er det forbindelsen mellem de to store internationale hubs på Djursland – Aarhus Airport og Grenaa Havn – og med resten af Danmark – vi har fokus på denne dag.

Dagens moderator er Karsten Lauritzen, Branchedirektør, Dansk Industri.

Program 11.30-16.30

11.30 : Arrival 

indflyvning og security fra kl. 11.30

Aarhus Airport er vært for en let frokost

Velkomst

Oplæg v/ Finansminister Nicolai Wammen (S)

Paneldebat med Borgmester Jacob Bundsgaard (S), Borgmester Kasper Bjerregaard (V) og Borgmester Michael Stegger Jensen (S) – modereres af Karsten Lauritzen

Kort pause med forplejning

Paneldebat med Aarhus Airport, Terma, Grenaa Havn og DS Smith – modereres af Karsten Lauritzen

Oplæg v/ Næstformand for Transportudvalget Jens Meilvang (LA)

Manifest for konferencen – ved Karsten Lauritzen

Oplæg v/ Historiker og Kulturformidler Casper Clemmensen, Ellevirke – sponsoreret af Grenaa Havn A/S

16.30 : Departure

Business Djurslands program for dagen
I fredstid aftales det, hvad der skal ske, hvis uenigheden opstår. Den nuværende kommunalbestyrelse og borgmester kan ikke gøre andet end at lære til næste gang, der skal ansættes en kommunaldirektør. Og det skal der snart. Foto: Asbjørn With

Farvel til kommunaldirektøren: Hvorfor i alverden koster det 3,7 mill. kroner at komme af med en mand, der ikke kan opføre sig ordentligt?

Her får du forklaringen på, hvorfor en kommunaldirektør, der krænker sine medarbejdere i årevis, kan gå hjem med næsten fire millioner kroner i lommen.

Overenskomsten bestemmer størstedelen af beløbet.

Men kommunaldirektørens kontrakt havde også den maksimale opsigelsesperiode på et helt år.

Og så er han IKKE blevet bortvist eller fyret. Han er blevet afskediget og fritstillet.

Er det ikke det samme? Nej. Han har ikke gjort noget ulovligt. Men kommunalbestyrelsen har mistet tilliden til ham som øverste chef.

Når man sidder og læser NorddjursLIV og konstaterer, at kommunaldirektøren ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt over for sine allernærmeste medarbejdere, kan det virke en smule aparte, at den selvsamme direktør kan gå hjem med næsten fire millioner kroner i lommen. Men sådan er det på embedsværkets øverste kommunale niveau. I hvert fald næsten.

Der sidder ikke længere nogen på kommunaldirektørens kontor ved siden af borgmester Kasper Bjerregaard (V) på rådhuset i Grenaa.

På baggrund af den nu tidligere kommunaldirektørs alt for hårde opførsel og krænkende ledelsesstil, som NorddjursLIV afdækkede 12. februar, skal kommunalbestyrelsen nu til at se sig om efter en anden førstekvinde eller mand for de næsten 3.000 medarbejdere i forvaltningen.

Men inden perspektivet vender mod fremtidens udfordringer og den ledelsesmæssige opgave, der helt klart ligger på et sølvfad og venter på at blive løst, skal der bindes en knude på den nu tidligere kommunaldirektørs farvel til Norddjurs efter næsten syv år.

Det er ikke sikkert, at den næste kontrakt med den nye kommunaldirektør skal være ligesådan

Kasper Bjerregaard

For med sig ud af døren tager den nu tidligere kommunaldirektør godt 3,7 millioner kroner af skatteborgernes penge.

Set udefra virker det som et helt vildt beløb i en situation, hvor medarbejdere fortæller om krænkende adfærd i årevis, og hvor flere medlemmer af kommunalbestyrelsen kalder situationen rystende.

Fratrædelsesaftalen

Norddjurs Kommune kan oplyse, at Christian Bertelsen får udbetalt 12 måneders løn i fritstillingsperioden til udgangen af april 2024 jf. rammeaftale om kontraktansættelse § 6, stk. 1, nr. 1, svarende til 1,775 mio. kr. inkl. pension.

Sammen med sidste lønudbetaling modtager Christian Bertelsen en overenskomstmæssig fratrædelsesgodtgørelse på 1 års løn, jf. rammeaftale om kontraktansættelse §5, svarende til 1,763 mio. kr. inkl. pension. Herudover kommer udbetaling af 6. ferieuge og ferietillæg svarende til ca. 0,130 mio. kr.

Norddjurs Kommune stiller et beløb på op til 40.000 kr. + moms til rådighed for Christian Bertelsen til outplacementbistand mv.

Kilde: Mailsvar fra Norddjurs Kommune til NorddjursLIV

Derfor har NorddjursLIV spurgt borgmester Kasper Bjerregaard (V), hvorfor den hjemsendte og nu afskedigede kommunaldirektør skal have så mange penge med sig hjem?

Og hvad man kan lære af situationen og tage med til ansættelsen af den næste kommunaldirektør.

- Det er ikke sikkert, at den næste kontrakt med den nye kommunaldirektør skal være ligesådan. Men der er ting, vi ikke kan ændre på, konstaterer Kasper Bjerregaard.

Særligt opsigelsesperioden vil borgmester Kasper Bjerregaard (V) kigge nærmere på, når der skal skrives kontrakt med den næste kommunaldirektør. Foto: Asbjørn With

1. august 2017 satte Christian Bertelsen sig i stolen som nyansat kommunaldirektør.

Dengang som nu er der overordnet tre måder at ansætte en kommunaldirektør på.

Kontraktansættelse, tjenestemandsansættelse eller åremålsvilkår efter kommunalbestyrelsens beslutning.

- I Norddjurs har vi tradition for at kontraktansætte. Det er det, kommuner over en bred kam gør, siger Kasper Bjerregaard.

Selvom en kommunaldirektør er den absolut bedst lønnede i kommunen - langt bedre end borgmesteren - er der alligevel en overenskomst, der fastlægger kommunaldirektørens løn.

Meget lidt at forhandle om

Derfor er der i virkeligheden meget lidt at forhandle om, når ansættelsesudvalget i kommunen har valgt den bedste til jobbet blandt kandidaterne.

Lønnen ligger i stor træk fast i den overenskomst, der er indgået mellem KL (Kommunerne) Djøf - Danmarks Jurist- og Økonomforbund, Forbundet Arkitekter og Designere, HK Kommunal, Ingeniørforeningen, IDA og Lærernes Centralorganisation.

For kommunaldirektøren og andre topchefer i kommunerne aflønnes de efter indbyggertallet i kommunen - ligesom borgmestrene i øvrigt.

Kommunalbestyrelsen har besluttet at afskedige og samtidig fritstille kommunaldirektøren. Det udløser automatisk ét års løn

Kasper Bjerregaard

Det, sammenholdt med de aftalte tillæg, giver kommunaldirektøren i Norddjurs en årsløn på 1.775.000 kroner inklusiv pension.

Rammeaftale om kontraktansættelse af chefer, som er indgået mellem de samme ovenstående parter, udstikker rammerne for kontraktansættelse. Herunder, hvordan man kan opsige en chef.

I § 5 er det slået fast, at en kommunaldirektør, som afskediges mod sin vilje, skal have ét års løn.

- Det ligger simpelthen fast i overenskomsten, så der er ikke noget at forhandle om. Kommunalbestyrelsen har besluttet at afskedige og samtidig fritstille kommunaldirektøren. Det udløser automatisk ét års løn, forklarer Kasper Bjerregaard.

I aftalen § 6 står, at en kommunaldirektør ved afskedigelse mod sin vilje kan få et opsigelsesvarsel på op til 12 måneder.

- Sådan et opsigelsesvarsel har den tidligere kommunaldirektør. Det er en del af den kontrakt, der blev lavet mellem ham og ansættelsesudvalget, da kommunaldirektøren blev ansat i 2007, oplyser Kasper Bjerregaard.

Det betyder, at den nu tidligere kommunaldirektør reelt er på lønningslisten indtil udgangen af april 2024. Hans løn fortsætter med at gå ind på kontoen hver måned, og først ved kontraktens afslutning, altså april 2024, udløses de 12 måneders fratrædelsesgodtgørelse på ét års løn.

Borgmester Kasper Bjerregaard. Foto: Asbjørn With

- Her kan vi godt lære noget af, at opsigelsesperioden ikke nødvendigvis skal være på 12 måneder, siger Kasper Bjerregaard.

Med i fratrædelsesaftalen er også feriepenge og 40.000 til karriererådgivning.

- Hvis det er sådan, at den tidligere kommunaldirektør finder arbejde, inden opsigelsesvarslet udløber, afsluttes hans ansættelse hos Norddjurs naturligvis og også udbetalingen af hans løn. Derfor er det selvfølgelig også i vores interesse, at han kommer godt og hurtigt videre, siger Kasper Bjerregaard.

Men hov. Hvad så med krænkelserne?

Der har altså ikke været ret meget at forhandle om, da kommunalbestyrelsen besluttede at afskedige kommunaldirektøren.

Et ekstern konsulentfirma har undersøgt arbejdsmiljøet i kommunaldirektørens sekretariat. Foto: Asbjørn With

Men hvorfor gør det ikke en forskel, at en Arbejdstilsynet og senere en ekstern undersøgelse af arbejdsmiljøet i kommunaldirektørens eget sekretariat slår fast, at der har været en krænkende og hård ledelseskultur af kommunaldirektørens side?

Rammeaftale om kontraktansættelse af chefers § 5 står: Ved uansøgt afsked uden at dette skyldes væsentlig misligholdelse ydes fratrædelsesgodtgørelse svarende til 1 års løn.

"Væsentlig misligholdelse" kunne man godt kalde det, når medarbejderne i årevis har været bange for chefen.

Men ikke i denne forbindelse.

- Her er det vigtigt at skille processen ad, siger borgmester Kasper Bjerregaard.

- Undersøgelsen bliver lavet, fordi Arbejdstilsynet mistænker, at der er problemer med arbejdsmiljøet i sekretariatet. Den bliver ikke lavet for at vurdere kommunaldirektørens arbejde.

- Undersøgelsen viser, at der er et problem med arbejdsmiljøet, og politisk vurderer vi, at kommunaldirektøren ikke er den rette til at løse den udfordring, siger Kasper Bjerregaard.

Selvom det udefra virker besynderligt, at kommunaldirektørens måde at være leder på ikke har nogen sammenhæng med, hvordan han udfører sit job som chef, er det altså sådan det er i den givne situation.

Selv hvis kommunen ønskede at forfølge en sag for at slippe for at betale kommunaldirektøren det i kontrakten aftalte beløb, ville man sandsynligvis tabe. Alene fordi det er en vurderingssag, hvad kommunaldirektøren har gjort og ikke gjort - og det samme er alvorsgraden.


Lige nu skal vi have fokus på, hvordan vi finder den rigtige til jobbet

Kasper Bjerregaard

Kommunalbestyrelsen kan dog uden videre miste tilliden til kommunaldirektøren. Det kræver ikke beviser af nogen slags. Til gengæld kompenseres kommunaldirektøren i sin kontrakt med et klækkeligt beløb i tilfælde af netop denne situation.

Ny kommunaldirektør på vej

Med den tidligere kommunaldirektør ude af døren for sidste gang, skal der ansættes en ny.

- Det vil altid være attraktivt at være den øverste chef. Også i en kommune som Norddjurs, hvor man kommer helt tæt på rigtige mange ting, fordi vi er en relativt lille kommune.

- Også lønmæssigt vil det være et attraktivt job, siger borgmester Kasper Bjerregaard.

Sammen med de to direktører i direktionen varetager borgmesteren indtil videre kommunaldirektørens opgaver. En situation som naturligvis er uholdbar på længere sigt.

- Lige nu skal vi have fokus på, hvordan vi finder den rigtige til jobbet. Vi skal være grundige, og vi skal have hjælp udefra fra rekrutteringsfirmaer, som ved, hvad de laver.

- Vi skal også have sammensat et ansættelsesudvalg, og så skal vi have fokus på, hvilke kompetencer der i særlig grad er behov for hos den nye kommunaldirektør, siger borgmesteren.

Hvis det er muligt at nå, skal økonomiudvalget allerede på sit førstkommende møde tage stilling til procedure og rammer for ansættelses af den næste kommunaldirektør i Norddjurs.

Socialdemokratiet har fundet deres nye borgmesterkandidat. Han hedder Allan Gjersbøl Jørgensen og har siddet i kommunalbestyrelsen i 12 år. Foto: Asbjørn With

Ny rød borgmesterkandidat. Fornemt besøg til fødselsdagsfejring. Kiropraktor-klinik åbnet i Auning. 31-årig i retten efter dødsulykke

Her får du ugens nyhedsoverblik fra Norddjurs.

Bliv opdateret på det, der er sket, siden NorddjursLIV sidst landede i din indbakke.

Socialdemokratiet har fundet deres nye borgmesterkandidat

Allan Gjersbøl Jørgensen bliver Socialdemokratiets bud på en borgmester ved næste kommunalvalg. Foto: Asbjørn With

Socialdemokratiets nye borgmesterkandidat hedder Allan Gjersbøl Jørgensen.

Det oplyser han selv på sin facebookside.

- Jeg vil gøre mit bedste for at efterleve den tillid og tro som medlemmerne har vist mig. Jeg vil sammen med S-gruppen i Norddjurs' kommunalbestyrelse og alle vores medlemmer møde borgerne på en lyttende måde og forsøge at sætte en socialdemokratisk retning på de politiske områder, skriver han i samme ombæring.

Allan Gjersbøl Jørgensen er valgt som partiets borgmesterkandidat til kommunalvalget i 2025 ved en urafstemning, der sluttede 30. april.

De to øvrige kandidater var Anette Liebe og Karoline Bergkvist Søgaard. Sidstnævnte havde dog uofficielt trukket sig for at samle flere stemmer til Allan Gjersbøl Jørgensen.

Allan Gjersbøl Jørgensen fik ifølge Randers Amtsavis 114 stemmer, Anette Ruby Liebe fik 44 og Karoline Bergkvist Søgaaard fik 25 stemmer.

Festivalgæst erkender narkokørsel men husker ellers ikke noget fra ulykken, der kostede ægtepar livet

Et tysk ægtepar mistede i juli sidste år livet ved en ulykke i Grenaa. En 31-årig er i den forbindelse tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder. Foto: Presse-fotos.dk

En 31-årig mand afgav mandag forklaring i en sag, hvor han står tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

Det sker, fordi han sidste sommer var involveret i en trafikulykke, hvor en 74-årig tysk mand og hans 62-årige hustru omkom.

Randers Amtsavis var til stede i retten, da den 31-årige afgav forklaring.

Her erkendte han narkokørslen, men nægtede sig skyldig i anklagemyndighedens anklager om, at han under kørslen havde tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden og undladt at udvise tiltrækkelig agtpågivenhed og derved forårsaget trafikulykken, som endte med at kostede det tyske ægtepar livet.

Han nægtede ifølge avisen også at have taget stoffer på dagen. Han kunne dog ikke afvise at have taget stoffer dagen forinden. 

I blodprøven, der blev taget efterfølgende, stod det klart, at der var spor af både hash, MDMA og kokain i blodet.

Der blev også fundet en pose med MDMA i bunden af den tiltaltes bil.

- Det er min bil, men dét der er ikke mit. Jeg har ingen idé om, hvis det er, lød det fra tiltalte, ifølge Randers Amtsavis, da han blev vist et billede af posen.

Undervejs kom det også frem, at den 31-årige stort set intet husker fra ulykken.

Prinsesse Marie og familie dryssede stjernestøv over Kattegatcentret: Rund fødselsdag fejret med pomp og pragt

H.K.H. prinsesse Marie, der er protektor for Kattegatcentret, tog familien med til fejring af Kattegatcentrets 30 års fødselsdag. Pressefoto

I år er det 30 år siden, Kattegatcentret slog dørene op for første gang, og det blev fejret med pomp og pragt til fødselsdagsfest tirsdag.

Det skriver Kattegatcentret på sin hjemmeside.

I anledning af fejringen, lagde H.K.H prinsesse Marie, der er protektor for Kattegatcentret, vejen forbi med sin familie, prins Joachim samt børnene Athena og Henrik.

I sin tale ønskede prinsesse Marie Kattegatcentret tillykke med 30 år i havets tjeneste.

- Hajerne, der cirkulerer under mig, og alle jeres andre over 200 arter af havdyr, er alle vigtige ambassadører for deres artsfæller i naturen og er kilde til jeres fascinerende formidling, der har det vigtige formål: At få os alle til at passe bedre på havets natur, sagde prinsessen blandt andet i sin tale.

Den royale familie var efterfølgende med til at fodre Kattegatcentrets pingviner og flere af de mindre hajer i centrets bassin.

Besøget var afslutningen på fire dages fejring, og direktør Karsten Bjerrum Nielsen er glad for den opbakning, Kattegatcentret har fået til fejringen.

- Det har været fantastisk at opleve den store opbakning til vores fødselsdagsfejring, og jeg har nydt at se en masse danseglade børn danse plastikken væk fra havet sammen med Motor Mille og blive begejstret over den populære youtuber, Alexander Husum, der dissekerede en stor blæksprutte med Kattegatcentrets BioKim, siger han i en pressemeddelelse.

Ægtepar har åbnet kiropraktor-klinik i Auning

Henrik og Kirsten Thorhauge har åbnet kiropraktorklinikken Kiropraktik Danmark i Auning. Foto: Anders Tilsted

Ægteparret Henrik og Kirsten Thorhauge har åbnet kiropraktor-klinik i Auning.

Det skriver Randers Amtsavis.

Tidligere har borgere i byen skulle køre til Randers eller andre byer for at få hjælp til ondt i ryggen, nakkespændinger eller skuldersmerter, men de slipper de altså for nu.

"Kiropraktik Danmark" er åbnet i lokaler hos Auning Fysioterapi og Træning. Parret har i forvejen kiropraktorklinik på Århusvej i Randers.

- Vi har arbejdet sammen med Auning Fysioterapi og Træning i mange år, hvor de har sendt patienter til os og omvendt. Nu udvider vi samarbejdet og ved at åbne en klinik her, gør vi det nemmere for vores patienter, både lokalt i Auning men på hele Djursland, siger Henrik Thorhauge til Randers Amtsavis.

Henrik og Kirsten Thorhauge har været kiropraktorer i 20 år.

I klinikken i Auning er der tale om egenbetalt behandling med mulighed for tilskud fra Sygesikring Danmark. Ægteparret har gjort det på den måde, at man kan blive medlem i klinikken og få ekstra favorable vilkår.