Det er morgen på virksomheden L-tek i Nørager, og Said Jalal er netop mødt ind. Han har været på virksomheden i to år, og ansættelsen er et resultat af tre måneders virksomhedspraktik. Han er kommet til landet som flygtning fra Afghanistan, og var på integrationsydelse i første omgang.
Gennem jobcentret blev han sendt i virksomhedspraktik, og det endte i sidste ende ud i et job.
Said JalalPå L-tek er der gode kollegaer. Vi hjælper hinanden ved maskinerne og mine kollegaer hjælper mig med at lære dansk.
Said Jalal er ikke den eneste, der har fået job i kommunen efter at have været i virksomhedspraktik. Dermed bidrager han til den positive statistik, som kommunen kan præstere.
Som NorddjursLIV har beskrevet i en anden artikel, har Norddjurs Kommune siden 2017 kraftigt reduceret andelen af folk, der modtager integrationsydelse.
Spørger man Lars Nielsen, direktør på L-tek i Nørager, hvor de har flere ansat, der tidligere har været i virksomhedspraktik, skal forklaringen på de gode tal findes i den personlige kontakt, som virksomhedskonsulenterne har til kommunens virksomheder.
- Jobcentret sender konsulenter ud, der lærer os at kende og på den måde forstår, hvem vi er, siger han.
Det gør i sidste ende rekrutteringsprocessen nemmere.
- De forstår dermed vores behov og kan se, hvilke medarbejdere der kan passe ind. Det gør også, at dem vi får i praktik fra jobcentrene er mere kvalificerede, siger Lars Nielsen.
L-tek, der kort fortalt arbejder med laserskæring, bukning, svejsning og montage af komponenter, har 20 medarbejdere ud af 110, der ikke er født i Danmark. Heraf er to tidligere flygtninge, mens andre er flyttet hertil fra udlandet.
Viljen til at arbejde er det vigtigste
Normalt er det svært for L-tek at tiltrække arbejdskraft.
- Det er en udfordring, alle har, men det gør ikke desto mindre problemet mindre, siger Lars Nielsen.
Derfor søger virksomheden også medarbejdere på alternativ vis – eksempelvis gennem jobcentrene.
- Der er mange, der ikke kender så meget til vores branche, men de får kendskab til den gennem jobcentrene. For os er det vigtigste, at folk har den rette indstilling. Så kan det godt være, at de ikke er uddannet indenfor faget, men hvis de gerne vil, så får vi det til at gå op i en højere enhed, siger Lars Nielsen.
Har folk viljen til at arbejde, skal virksomheden nok lære dem om resten og eksempelvis sørge for truckkort, forklarer direktøren.
Said Jalal havde viljen til at lære, og han er glad for at være på L-tek. Inden han endte her, havde han været i praktik i en anden virksomhed, der ikke var et match.
- På L-tek er der gode kollegaer. Vi hjælper hinanden ved maskinerne og mine kollegaer hjælper mig med at lære dansk, siger han.
Hans kollega, Azad Rostami, er også glad for at være blevet ansat efter tre måneders virksomhedspraktik. Han kom også til Danmark som flygtning, og har nu været på L-tek i tre år.
- Jeg er glad for at have et arbejde, og for at tjene mine egne penge. Det er et godt arbejde, siger han.
Behov for mindre administrativt bøvl
Alt er dog ikke nødvendigvis fryd og gammen fortæller L-teks direktør. Selvom han er glad for samarbejdet med kommunen og jobcentret, ville han ønske, at der var mindre kassetænkning og mindre administrativt 'bøvl' fra jobcentrets side.
- Der er i min optik klare problemer med reglerne og lovgivningen. Man bruger rigtig meget tid på alt det administrative, og det går i sidste ende udover dem, man prøver at hjælpe i job, siger Lars Nielsen.
Dermed går der i hans optik også alt for lang tid inden eksempelvis flygtninge som Azad Rostami og Said Jalal kommer i job.
- Det vigtigste må være at få folk i gang, men der går så lang tid inden de når ud til virksomhederne, siger han og fortsætter:
- Da Azad og Said først kom herud, faldt de til forholdsvis hurtigt, og de er godt i gang med at lære dansk.
Lars Nielsen fortæller, at man også i fremtiden vil arbejde på den gode kommunikation med jobcentret, så man fortsat får mere kvalificeret arbejdskraft tilbudt.
Eksempelvis skal jobkonsulenterne om nogle uger i én dags erhvervspraktik på L-tek, så de kan lære virksomheden at kende indefra.
- Det har vi store forventninger til, for så lærer de os endnu bedre at kende, siger Lars Nielsen.