Da Thine Gosvig Haaber og hendes mand, Jacob, for godt otte år siden flyttede til Stenvad fra Aarhus, var de bare de to.
Siden er to døtre og en søn kommet til, og den lille familie på fem - og en hund - fylder godt op i huset med stråtækt tag, der ligger lige midt i Stenvad.
- Jeg faldt simpelthen for taget, griner Thine Gosvig Haaber, der kommer fra en familie af tækkere.
I dag studerer hun til sygeplejerske og er ved at køre den yngste datter på ti måneder ind i vuggestuen, mens husbonden Jacob arbejder som digitaliseringskonsulent i Syddjurs Kommune.
Thine Gosvig HaaberDen barndom, vores børn får her, er tryg
Sin egen barndom beskriver Thine som god og tryg i en 'bullerby' på Djursland, og der var ikke tale om, at hun flygtede fra barndomsbyen. I stedet flyttede hun til Aarhus for at studere og tilbragte ti år i Jyllands hovedstad, hvor hun undervejs mødte Jacob.
Undervejs begyndte drømmen om at give sine børn den opvækst, hun selv havde haft, og ønsket om at komme tilbage til Djursland, at spire.
Han er opvokset i en større by i Nordjylland, hun i den lille by Hedegård, og det krævede lidt overtalelse fra Thines side at få manden med 'på landet'. Mest fordi han er opvokset et sted, hvor der ikke er langt til naboerne, indkøb, skole og daginstitutioner.
- Vi kørte igennem Stenvad mange gange, inden vi endte med at bo her, og byen var død. Fuldstændig død. Der var ikke en sjæl på gaden, siger Jacob Gosvig Haaber.
Mulighed for at prøve det af
Det blev hans svigerfar, Thines far, der købte huset med stråtag, som de også bor i i dag, og i starten lejede det ud til parret.
- Det var vildt fedt, for på den måde fik vi mulighed for at prøve af, om det var noget for os, inden vi selv købte huset, siger Thine Gosvig Haaber.
Parret havde hvad de beskriver som en idyllisk drøm om at bo på landet, tæt på hav og natur - og en mulighed for at være tættere på deres familie.
- Jeg kendte kommunen på både godt og ondt, og jeg vidste jo, at den også rummer mange gode historier, som aldrig bliver fortalt. Vi vidste godt, at der var eksempelvis skoleproblemer, men samtidig vidste vi også, at der ikke var de helt store udsving på skoleområdet, siger Thine Gosvig Haaber.
Netop kommunens skoleproblemer var noget af det, der fyldte mest for parret.
- Vi vidste godt, at skoletilbuddet for det første måske ikke var det bedste, og at der også kunne være langt mellem skolerne. Det fyldte klart mest, også i forhold til at have børn i en fattig kommune. Det er klart at de tilbud, de får, ikke er de samme som i nabokommunerne, og det kan være hårdt at se ind i, siger Thine Gosvig Haaber.
- Hele spørgsmålet omkring børneliv var generelt vigtigt for os. Det bekymrede os lidt, om vores børn ville få nogle af spejle sig i, og at de havde legekammerater, siger Jacob Gosvig Haaber.
Momentums undersøgelse
Momentum har undersøgt, hvor stor en del af en årgang, der som 35-årige igen bor i den kommune de voksede op i, efter at have været flyttet væk i mindst to sammenhængende år.
På landsplan er det i 2021 14 procent af de 35-årige, der igen bor i deres barndomskommune.
I Syddjurs er det 15,2 procent.
Den historie har vores søstermedie, SyddjursLIV, fortalt, og den artikel kan du finde lige her.
Mens de boede til leje i huset i Stenvad, kiggede de på huse i andre kommuner, men ingen af dem føles helt rigtige.
- Vi elsker vores hus, og vi tænkte, at vi ville ønske, vi kunne flytte hele huset til en anden kommune, griner Thine Gosvig Haaber.
De så det som et godt tegn, at kommunen langsomt udviklede sig i en positiv retning, og valgte til sidst at købe huset, de boede til leje i, fordi de håbede, at tingene fortsat ville udvikle sig i en positiv retning.
Med beslutningen om at flytte tilbage til Norddjurs, skriver Thine Gosvig Haaber sig ind i statistikken der viser, at godt hver sjette norddjurslænding igen er bosat i kommunen efter at have været flyttet væk.
Byen er livet meget op
Selvom beslutningen om at flytte til Stenvad måske ikke lå lige til højrebenet, har familien ikke fortrudt.
- Det går langsomt, men det går den rigtige vej i forhold til eksempelvis skole og infrastruktur, lyder det samstemmende fra parret.
- Bare det, at vi nu her i Stenvad har fået en velfungerede vej med nyt asfalt tæller meget i det samlede billede, supplerer Thine Gosvig Haaber.
Efter de er flyttet til byen, er det også gået op for parret, at der er meget mere bag facaden, end man ellers ser.
- Byen er livet meget op - også på os. Vi har virkelig fået syn for, hvordan her er, siger Jacob Gosvig Haaber.
Thine Gosvig Haaber sætter særligt pris på, at de tre børn får en barndom i en 'bullerby,' ligesom hun selv havde det.
- Den barndom, vores børn får her, er tryg. Der er mange legekammerater inden for gåafstand, der er mange aktiviteter, de kan gå til, og de har mulighed for at være tæt på naturen, siger hun.
Parrets bekymring i forhold til skoler og daginstitutioner er også gjort til skamme.
- Det har været nogle usikre år at være børnefamilie i, men vores børn gik først i skole og børnehave i Fjellerup, og det var virkelig en perle. Nu er de rykket til Glesborg og Børneby Midt, og det er virkelig også godt. Niveauet er højt, og de lærer det, de skal, siger Jacob Gosvig Haaber.
Et godt sammenhold i byen
Parret sætter også stor pris på det sammenhold, der er i byen.
- Her er jo ikke meget. Byen rummer det, du ser - nogle huse og et mosebrugscenter, men der sker en masse godt, og der er mange folk, der gerne vil noget, siger Thine Gosvig Haaber.
Begge understreger de dog, at det også kræver, at man selv arbejder for det.
- Du møder ikke på samme måde mennesker i bybilledet. Da vi flyttede hertil, var vi meget omsluttet af os selv og de mennesker, vi kendte på forhånd. Så det kræver også, at man selv opsøger fællesskaberne, siger Thine Gosvig Haaber.
For både hende og Jacob har det dog været vigtigt netop at engagere sig i lokalsamfundet.
- For mig er det vigtigt at få det positive frem og at engagere sig ud af tingene, siger Thine Gosvig Haaber.
For parret er det netop fordelen ved en lille by. At man, hvis man har lyst, kan kaste sig ud i det og med sin egen hjælp få skabt mange ting. De roser kommunen for at give plads til frivilligheden, men der er også plads til forbedring.
- Man kunne godt ønske for Norddjurs Kommune, at de var bedre til at hjælpe folk, der gerne vil lave noget selv. At man simpelthen gør det nemmere for frivilligheden, for her er en god kerne af folk, der gerne vil noget, siger Jacob Gosvig Haaber.