Fra kartoffelmark til skole: Da Ørum tog sagen i egen hånd
Kære læser
Så er det blevet tid til første nyhedsbrev fra min hånd.
I dag dykker vi ned i skolelukningerne i Norddjurs Kommune.
Vi starter i Ørum, hvor både lokalsamfundet og skoleelevernes forældre stod sammen, da Norddjurs Kommune besluttede at lukke overbygningen på den lokale skole.
Det ville de ikke finde sig i, og nu står der en skole dér, hvor der for blot to år siden var en kartoffelmark. I dag er Min Friskole med sine 165 elever vist det, man kan betegne som en succes.
Da kommunen nedlagde overbygningen, var der mange der forudså, at det ville blive den lokale folkeskoles endeligt, og de fik ret. Da byens indbyggere valgte at åbne Min Friskole, trak skolen elever ud af de øvrige klassetrin på Ørum Skole. Til sidst var der derfor kun lige knap 60 elever tilbage, og den nye private tilbud blev dermed dødsstødet til den gamle skole.
Derfor blev der føjet endnu en skole til statistikken over lukkede landsbyskoler, hvor der generelt tegner sig et kedeligt billede.
Næsten hver tredje folkeskole i de danske landkommuner er således blevet lukket siden 2007. Det viser den seneste opgørelse fra Børne- og Undervisningsministeriet i et folketingssvar til SF.
Til gengæld er der flere, der gør, som de har gjort i Ørum. For mens antallet af folkeskoler på landsplan er faldet med næsten 20 procent siden 2007, er antallet af fri- og privatskoler i samme periode vokset med cirka 11 procent. Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Et andet område, hvor det til gengæld går frem i Norddjurs, er på Dansk Industris liste over de danske kommuners erhvervsvenlighed. Det kan du læse om nedenfor.
Jeg håber, at du kan lide det, du læser, og har du ris, ros eller kommentarer skal du endelig ikke holde dig tilbage. Og fortæl gerne din nabo, din ven eller kollega, at der er kommet et nyt medie, der kun fortæller om livet i Norddjurs.
Min mail emahh@norddjursliv.dk er altid åben, og jeg modtager også meget gerne idéer til historier.
Tak, fordi du læser med.
Forældre ville ikke finde sig i lukning af overbygning på den lokale folkeskole
I Ørum tog en forældregruppe sagen i egen hånd, da kommunen valgte at lukke overbygningen på den lokale folkeskole, og i stedet sende eleverne i 7., 8. og 9. klasse til enten Grenaa eller Auning.
- Det var jeg bestemt ikke imponeret over, fortæller Torben Lund, der både er forælder og initiativtager samt bestyrelsesformand i skolens bestyrelse.
Han fik mobiliseret en stor gruppe af byens borgere og sammen fik de på ganske kort tid stablet Min Friskole på benene.
- Det er simpelthen alfa og omega at byen har en skole. Både af hensyn til huspriserne og for at bevare et aktivt lokalsamfund i byen, siger Torben Lund.
I dag er skolen en stor succes, og 165 elever har deres daglige gang på friskolen.
- Det tal gør mig virkelig glad. Det er mere, end vi turde håbe på, siger skolens leder Michael Christiansen.
Skolelukninger bekymrer eksperter
Er folkeskolen vigtig for lokalsamfundet?
JA, mener både Mie Dahlskov Pihl, chefanalytiker og projektchef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, og Andreas Rasch-Christensen, skoleforsker og ekspert i folkeskoler.
Faktisk mener de, at folkeskolen er altafgørende for et lokalområdes sammenhængskraft.
Mie Dahlskov Pihl er desuden bekymret for, om de mange fri- og privatskoler der popper op kun tiltrækker ressourcestærke elever. Den bekymring deler Andreas Rasch-Christensen. Han mener, at sammensætningen af elever i fri- og privatskolerne på landet minder meget om sammensætningen i en almindelige folkeskoleklasse.
Lukninger af skoler i Norddjurs skulle spare penge - i stedet koster det kommunen et millionbeløb
Når folkeskolerne lukkes i de mindre landdistrikter, er det tit økonomi, der ligger til grund for beslutningen. Således også i Norddjurs, hvor eksempelvis Mølleskolen tæt ved Grenaa blev lukket i 2019 som en del af en større spareplan.
Det har dog siden vist sig, at det ikke har været den succes, som kommunalbestyrelsen håbede på. Efter lukningen af skolen, har et stort antal forældre valgt at flytte deres børn til skoler i Syddjurs Kommune, hvilket koster kommunen 11,4 millioner kroner årligt.
Faktisk viste tal i marts 2021, at lidt under 250 børn fra Norddjurs Kommune går i skole i nabokommunen.
Det huer ikke nødvendigvis Mads Nikolajsen (SF), der er formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Norddjurs Kommune.
- De penge, der går nu her, dem havde vi jo regnet ind i budgettet, men vi vil jo meget hellere bruge dem på Norddjurs, sagde Mads Nikolajsen (SF) til TV2 Østjylland i marts 2021.
Kommunens erhvervsvenligheder forbedret: Norddjurs hopper fra plads nummer 86 til plads nummer 71
I Dansk Industris årlige undersøgelse Lokal Erhvervsvenlighed får Norddjurs Kommune denne gang en samlet placering som nummer 71. Sidste år var kommunen nummer 86.
Undersøgelsen måler erhvervsvenligheden indenfor flere kategorier. I Norddjurs går man blandt andet frem i kategorien 'information og dialog med kommunen'.
Det glæder borgmester Jan Petersen (S)
- Vi er ikke i mål endnu, men indsatsen ser ud til at virke. Jeg er tilfreds med, at vi ser fremgang på flere parametre, siger han i en pressemeddelelse.
Han er især glad for, at Norddjurs får en 29. plads i kategorien 'uddannelse'.
- Vi prioriterer området, blandt andet gennem dialog og samarbejde i Uddannelsesforum Norddjurs, hvor en række aktører er gået sammen om at fremme området som attraktivt for studerende og nye ungdomsuddannelser, siger han.
Dansk Industri, der står bag rapporten, pointerer at det kan være vanskeligt at sammenligne 2020-tallene med tallene fra 2021. Det skyldes, at Dansk Industri i går har smedet deres data sammen med data fra Dansk Bryggeri. Tidligere år har de to rapporter været adskilte.
- Der indgår variable i nogle af parametrene i år, som ikke indgik sidste år, altså er der metodiske forskelle, der gør sammenligning problematisk, fastslår Dansk Industri.
Vi jagter historien og undersøger Norddjurs' erhvervsvenlighed til et kommende nyhedsbrev.
Har du i den forbindelse en god historie eller andet du vil dele med mig, så skriv endelig på emahh@norddjursliv.dk.