Lokalpolitikere enige om skitse til næste budget
Velkommen til dagens nyhedsbrev.
I dag kommer vi vidt omkring.
Først runder vi tirsdagens møde i kommunalbestyrelsen i Norddjurs.
Her var budgettet for de næste år blandt andet på dagsordenen. I budgettet, der løber fra 2022 til 2025, er der afsat store pengebeløb til velfærden. Det betyder, at institutioner, folkeskoler og ældreområdet kan se frem til at få flere penge mellem hænderne. Også forbedring af kommunens veje og den generelle infrastruktur er der afsat midler til.
En enig kommunalbestyrelse stod bag den foreløbige skitse til budgettet, der nu skal viderebehandles. Det sker i oktober.
Derudover snakkede kommunalbestyrelsen blandt andet om lukningen af Børnehuset Solstrålen i Ålsrode.
- Det her er en sag, jeg er rigtig ked af. Lukningen betyder, at Ålsrode mister sin daginstitution, sagde Mads Nikolajsen (SF) til tirsdagens byrådsmøde.
Han er medlem af børne- og ungdomsudvalget og har været med til at indstille institutionen til lukning.
En lukning af Solstrålen vil give en forventet besparelse på cirka 266.000 kroner i 2022 og 276.000 i overslagsårene.
Brandstation skal undersøges for PFOS
Vi runder også Grenaas brandstation, der skal undersøges for det sundhedsskadelige stof PFOS.
Det står klart efter Danske Regioner i fredags offentliggjorde et overblik over brandøvelsespladser, hvor man anbefaler, at kommunen undersøger områderne for netop PFOS.
Stoffet er svært nedbrydeligt, og undersøgelser viser, at har man forhøjede mængder PFOS i blodet, kan det svække immunforsvaret og give forhøjet risiko for kræft.
Norddjurs Kommune vurderer, at der ikke umiddelbart er grund til bekymring.
Det fortæller byg- og miljøchef Ulrik Christensen.
Man vil udover selve brandstationen også undersøge markerne, der ligger i nærheden af brandstationen.
- Vi har ikke en fornemmelse af, at markerne omkring er forurenede, men vi skal være sikre, siger Ulrik Christensen.
Slutteligt fortsætter vi vores serie 'Tæt på rødderne'.
I dag kan du møde Socialdemokratiets Hans Fisker Jensen. Han blev valgt ind i byrådet i 2009 med 301 stemmer.
- Først og fremmest stillede jeg op, fordi jeg blev sur over, at de daværende politikere ville lukke skolen i Glesborg, siger han.
Lukningen af skolen var han med til at få stoppet. En bedrift, han er stolt af i dag.
Slutteligt vil jeg sige tak, fordi du læser med.
Har du tip, ris, ros eller kommentarer er du som altid velkommen til at skrive til mig på emahh@norddjursliv.dk.
God læselyst!
Her er to pointer fra tirsdagens kommunalbestyrelsesmøde
Tirsdag aften var der kommunalbestyrelsesmøde på rådhuset i Grenaa.
Adskillige emner var på dagsordenen.
Heriblandt lukningen af den integrerede vuggestue og børnehave Solstrålen (tidligere Møllehaven), der ligger mellem Ålsø og Ålsrode.
Siden Mølleskolen lukkede i 2019, har institutionen oplevet et faldende børneantal. I juli var kun 12 børn indskrevet.
Derfor er børnehuset nu indstillet til lukning.
En enig kommunalbestyrelse stod bag første udkast til budgettet for 2022-2025
Der er sjældent meget spræl i budgetforhandlingerne i et valgår.
Således er de indledende budgetforhandlinger i Norddjurs Kommune indtil videre foregået i al fred og fordragelighed.
Det var også en enig kommunalbestyrelse, der tirsdag aften præsenterede den første skitse til de næste års budget. Eller, præsenterede er måske så meget sagt. Men ikke desto mindre fik hvert parti sagt et par ord om, hvorfor lige netop deres parti står bag den foreløbige skitse.
Budgettet indeholder blandt andet store millionbeløb til folkeskolerne, ældreområdet, daginstitutionerne og den lokale infrastruktur.
Budgetaftalen skal nu førstebehandles og endeligt vedtages på endnu et møde til oktober.
Brandstation i Grenaa skal undersøges for gift i grundvandet
En enkelt adresse i Norddjurs skal undersøges for PFOS. Det står klart, efter Danske Regioner fredag offentliggjorde en liste med steder, der kan være forurenet.
Det er brandstationen i Grenaa, beliggende på Langagervej, hvor man i en årrække har brugt PFOS-holdigt brandskum. Præcis hvor mange år det drejer sig om, er dog endnu uklart for Norddjurs Kommune.
Ulrik Christensen, byg-og miljøchef i Norddjurs Kommune, mener ikke, at man som borger har noget at frygte.
- Området ligger meget øde. Der er ikke mange huse i nærheden af brandstationen, og der er langt til de nærmeste huse, siger han.
Du kan læse hele artiklen ved at klikke her.
Vil du gerne vide mere om PFOS og forureningen i Korsør, kan jeg i øvrigt varmt anbefale DR's nyhedspodcast 'Genstart', det omhandler netop det.
Episoden hedder 'Jorden er giftig', og du kan finde den der, hvor du normalt finder podcast eller ved at klikke her, hvor du bliver ført direkte til episoden på DR's hjemmeside.
Lokalpolitiker Hans Fisker Jensen var med til at stoppe lukningen af Glesborgs skole
I en ny serie på NorddjursLIV stiller vi skarpt på de 27 medlemmer, der sidder i kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune.
I dagens artikel kan du møde Hans Fisker Jensen, for hvem fiskeri har været et stort omdrejningspunkt gennem hele livet.
I dag er fiskeriet mere eller mindre lagt på hylden, og tiden bliver brugt på familien og det nytilkomne barnebarn.
- Min kone og jeg synes selv, at vi er sluppet godt fra det med vores fire børn. De er mit svendestykke, og jeg bliver da stolt, når jeg ser, at mine børn er vokset op og er blevet nogle gode mennesker, siger han blandt andet.