Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger NorddjursLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Magnus Bo Nielsen fra Grenaa drømmer om at gøre et forretning ud af at hjælpe især små virksomheder med at få opmærksomhed online. Foto: Asbjørn With

Hvad nu hvis?

Hvad nu hvis jeg vandt 700 millioner kroner i Lotto?

Hvad nu, hvis jeg havde det perfekte liv?

Hvad nu, hvis jeg havde et eneste ønske? Hvad ville jeg så ønske?

Jeg går nogle gange og overvejer, om jeg er det rigtige sted i mit liv. Giver det jeg laver mening? Gør det mig glad?

Jeg har også et par idéer til noget, som ligger i skuffen, men som jeg tør ikke rigtigt tør at tage den frem - for hvad nu, hvis mine idéer ikke er gode nok?

På en helt almindelige dag kørte jeg ud til Business Djursland, som holder til lige overfor Aarhus Airport, og fik at vide, at der hver eneste måned bliver stiftet 50 nye virksomheder på Djursland!

50!

Der er altså over 600 mennesker på vores smukke næse, som hvert år kaster sig ud i et eventyr som selvstændige erhvervsdrivende.

Dem hylder vi i dag! Der er inspiration til, hvordan du kan drikke lækker kaffe, mens din cykel bliver repareret til, hvordan vejen ser ud til et vinslot i Italien, når man er 15 år og går i 8. klasse,

Tak fordi, du læser med.

Billede af Asbjørn With
Billede af skribentens underskrift Asbjørn With Journalist
  • Magnus Bo Nielsen fra Grenaa drømmer om at gøre et forretning ud af at hjælpe især små virksomheder med at få opmærksomhed online. Foto: Asbjørn With
Hvor finder man den allerbedste is på Djursland? Det skal vi have fundet ud af - og vi har brug for din hjælp. Fotos: Emma Ahlgreen Haa

Nominer din favorit: Hvor får man Djurslands bedste is?

Vi skal have fundet ud af, hvor man får den bedste is. Så kom med dit bud og skriv også gerne hvorfor, netop det sted er Djurslands bedste.

Sommeren er over os, og der er intet som solskin og varme temperaturer, der giver en lyst til is. Også når det kommer til de smeltende fristelser, er Djursland mere end leveringsdygtig. Men hvor får man den allerbedste is? Det skal vi have fundet ud af.

Djursland er også når det kommer til is leveringsdygtige i noget af det allerbedste. Uanset om man foretrækker den gammeldags i vaffel med guf og syltetøj, en softice med kakaodrys eller en vegansk sorbetis i bæger, så kan man få lysten stillet de fleste steder på Djursland.

Sommeren er i den grad over os, og det giver ekstra lyst til at forkæle sig selv med en is. Og her på redaktionen har vi sat os for at finde ud af, hvor man får den allerbedste is. Men vi kan ikke gøre det uden hjælp fra jer læsere.

Så har du et sted, hvor isen bare smager lidt bedre, kuglerne bare er lidt større eller guffen lidt mere voluminøs, så vil vi rigtig gerne høre fra dig.

Vi kårer Djurslands bedste is  - med hjælp fra jer læsere - senere på sommeren, og derfor vil vi altså gerne høre fra dig, hvad enten dit yndlingssted ligger i Norddjurs eller Syddjurs. For allerførst skal vi have fundet de nominerede.

Skriv dit bud i boksen herunder, og inkluder også gerne et par ord om, hvorfor netop det sted er Djurslands bedste.

  • Hvor finder man den allerbedste is på Djursland? Det skal vi have fundet ud af - og vi har brug for din hjælp. Fotos: Emma Ahlgreen Haa
Iværksætteriet blomstrer på Djursland. Foto: Asbjørn With

Nye virksomheder skyder op med rekordfart overalt på Djursland: - Iværksætteriet har aldrig haft det bedre, siger erhvervslivets direktør

Djursland blomstrer med initiativ og foretagsomhed. Godt 50 nye virksomheder ser hver måned dagens lys på Jyllands næse, og der arbejdes ihærdigt på, at de skal vokse sig større.

En af initiativerne er start-up Djursland, som arrangeres af Business Djursland.

Hver måned tilbyder Business Djursland rådgivning inden for bank, jura og revisor til nye start-up virksomheder på Djursland, som kvit og frit kan stille gode, komplicerede og "dumme" spørgsmål.

Flere end 2500 CVR-numre på nystartede virksomheder har beriget Djursland med initiativ siden 2020. Det viser en opgørelse, NorddjursLIV har fået lavet hos Business Djursland. Direktør Ole Svit har svært ved at få armene ned, men Business Djursland bruger også meget energi på at skabe netværk og styrke initiativet blandt de nye virksomhedsejere på Jyllands næse.

En cykelsmed, der keder sig i baglokalet og derfor kombinerer en god kop kaffe med muligheden for at se, hvordan din cykel blive repareret og lidt hyggesnak imens i Medvind Cykelcafé på Maltfabrikken i Ebeltoft.

En psykolog, der gerne vil være selvstændig i landsbyen Kastrup lidt uden for Mørke.

En 15-årig pige fra Grenaa, der drømmer om en vinslot i Italien men som begynder med et rengøringsfirma sammen med sin mor.

Listen over initiativer, drømme og ikke mindst forsøget på og lysten til at realisere dem, står bogstaveligt talt i kø, når Business Djursland slår dørene op til de månedlige start-up-Djursland arrangementer skiftende steder på Djursland.

- Jeg var til sådan et arrangement for halvandet år siden. Der var jeg den eneste, fortæller Magnus Bo Nielsen, der har lagt al sin energi i virksomheden Gezar.dk, som hjælper sine kunder med at blive synlige på sociale medier.

Magnus Bo Nielsen fra Grenaa har sagt farvel til sin faste indtægt for at være herre i eget hus og forfølge sin drøm. Foto: Asbjørn With

- Jeg tilbød, at jeg godt kunne hjælpe med at ændre på det, og nu kommer der mange flere, siger Magnus Bo Nielsen.

Han er lige trådt ud ad lokalet på Toppen af Ebeltoft , hvor Business Djursland har inviteret til start-up-møde for nye virksomheder eller mennesker, der går rundt med en iværksætter i maven men ikke helt ved, om de skal tage springet og blive selvstændige.

Magnus Bo Nielsen er tidligere emballageudvikler. Et arbejde, han umiddelbart brændte meget for. Men det nagede ham også, at han altid lagde al sin tid, engagement og kræfter i en andens virksomhed.

- Nu hjælper jeg virksomheder med at blive synlige. De sidste to måneder har jeg været 100 procent i min egen virksomhed. Det er fedt, men det er også ret spændende at se, hvordan, det går, siger Magnus Bo Nielsen.

Ved siden af ham i sofaen uden for start-up-lokalet sidder Simon Hasselgren.

Simon Hasselgren elsker at makke med cykler, men han hader at stå alene i et baglokale uden forbindelse til mennesker. Derfor går han nu sine egne veje og forsøger at kombinere socialitet, cykelsmed og café. Foto: Asbjørn With

Han er uddannet cykelsmed og har i flere år arbejdet med at reparere folks cykler. Der er bare et problem, som i den grad hæmmer arbejdsglæden:

- Jeg startede for mig selv, fordi det var kedeligt at være cykelsmed i baglokalet, fortæller Simon Hasselgren.

- Jeg stod altid inde i et baglokale. Det fungerer ikke rigtig for mig, siger cykelsmeden, som siden april 2019 har haft egen virksomhed, hvor han er kørt ud til kunderne og ordnet deres cykler på adressen.

Det er gået OK for den selvstændige og kørende cykelsmed, men det opfyldte alligevel ikke helt Simon Hasselgrens behov for at være sammen med andre mennesker.

Så nu har han åbnet en café på Maltfabrikken i Ebeltoft, hvor han ordner din cykel midt i café latte og backgammon.

- Navnet er lige ændret til Medvind Cykelcafé, fortæller han stolt.

Han er kommet til Business Djurslands start-up møde fordi han mangler struktur, planer og en strategi for, hvordan Medvind Cykelcafé skal udvikle sig i fremtiden, så det bliver det liv, han drømmer om.

- Jeg hader det der med, at tid er penge. Jeg vil gerne bestemme over min egen tid, gøre noget jeg har lyst til og også have noget socialt omkring det samtidig. Det tror jeg på, at Medvind Cykelcafé kan gøre, når jeg finder den rigtige måde at gøre det på, siger Simon Hasselgren.

NorddjursLIV møder de to iværksættere og senere flere uden for døren til det lokale, hvor arrangementet foregår.

Inde i lokalet skal der være frihed til at tale og stille dumme spørgsmål, blotte hullerne i forretningsplanen, eller hvad der nu end ligger de nye iværksættere på sinde.

Direktør i Business Djursland, Ole Svit, glæder sig over alle de iværksættere, der sætter nye skibe i søen på Djursland og alle dem, der deltager i start-up-arrangementerne. Foto: Asbjørn With

- Formålet er at skabe en indgang til den afgørende beslutning om at føre ambitionen om at blive selvstændig ud i livet, fortæller Business Djurslands direktør Ole Svit, som selv deltager i alle start-up Djurslands arrangementer, hvor han blandt andet rådgiver om potentiale på Djursland, hvor hans kendskab til virksomheder og markedspotentiale er stort.

- Det skal være nemt at stille spørgsmål, og vi vil gerne være med til den afklaring, der er nødvendig for, at iværksætterne kan træffe den rigtige beslutning.

- Nogle går videre med deres drømme. Andre gør ikke. Vores succeskriterie er at kunne hjælpe til den rigtige beslutning, fortæller Ole Svit.

Som erhvervsrådgiver i Djursland Bank mener Mikkel Bedstrup Christensen, at der er meget at komme efter til et arrangement som Business Djurslands start-up arrangementet. Både for banken, men også for ham personligt. Foto: Asbjørn With

Han er langt fra alene om at hjælpe de 16 iværksættere, der er mødt op på Toppen af Djursland.

Mikkel Bedstrup Christensen har allerede arbejdet en hel arbejdsdag som erhvervsrådgiver i Djursland Bank, da han ved 17-tiden ankommer til Toppen af Ebeltoft og start-up arrangementet.

Alligevel er der smil på læben og et ønske om at stille sin viden og erfaring til rådighed for iværksætterne. Også selv om han ikke får andet end tre flasker rødvin for det.

- I Djursland Bank vil vi gerne det lokale. Og jeg vil gerne være med til at gøre det, jeg kan, siger Mikkel Bedstrup Christensen.

Djursland Bank er blandt de mere end 300 medlemsvirksomheder i Business Djursland, og selvfølgelig vil banken gerne lokke de nye iværksættere ind i banken.

Men det er ikke derfor, Mikkel Bedstrup Christensen gerne vil bruge sin tid på at svare på spørgsmål fra grønne iværksættere.

- Jeg vil gerne gøre, hvad jeg kan for at give gode råd og hjælpe folk med at skabe virksomheder på Djursland. Det er alt fra rådgivning om, hvordan man åbner en erhvervskonto til andre råd om medarbejdere og andet som selvstændig, forklarer Mikkel Bedstrup Christensen.

Jarl Herringe er fornyligt blevet medejer af MP Advokater i Ebeltoft. Også han møder frem med nypresset skjorte og et smil ud på eftermiddagen.

- Vores ambition er at bygge broen mellem iværksætterne og det etablerede erhvervsliv på Djursland. På den måde kan vi være med til at skabe sammenhængskraft og bidrage til, at vi taler om erhvervslivet på Djursland og ikke Syddjurs eller Norddjurs, siger advokat og medejer hos MP Advokater i Ebeltoft, Jarl Herringe. Foto: Asbjørn With

- Vi vil gerne virke på hele Djursland og være en aktiv del af virksomhederne i vores område.

- Vores ambition er at bygge broen mellem iværksætterne og det etablerede erhvervsliv på Djursland. På den måde kan vi være med til at skabe sammenhængskraft og bidrage til, at vi taler om erhvervslivet på Djursland og ikke Syddjurs eller Norddjurs, siger Jarl Herringe.

Når Business Djursland kalder til start-up arrangementer en gang om måneden, deltager der som regel en bankmand, en advokat og en revisor med fra skiftende medlemsvirksomheder hos Business Djursland, som indledningsvis kan svare på iværksætternes spørgsmål eller gøre opmærksom på de ting, der skal være i orden.

Statsautoriseret revisor og partner, Kovsted & Skovgård Peter Keldsen har fokus på forretningsmodellen hos de nye start-ups. Hvad er den forventede omsætning, er en af hans spørgsmål til de nye iværksættere. Foto: Asbjørn With

Sidste mand i det trekløver er statsautoriseret revisor og partner i revisionsselskabet Kovsted & Klovgård, Peter Kjeldsen.

- Man må gerne hylde initiativet, og det gør man bedst ved at stille op til sådan noget som det her. Min fornemmeste opgave er at bekræfte dem, der møder op i, at der er nogen der gider at høre på deres idéer og tager dem alvorligt og gider at være med til at realisere deres drøm, siger Peter Kjeldsen.

- Så jeg kommer for at hylde iværksætteriet gennem det at give Business Djursland en hjælpende hånd med det, som jeg er god til. Og så er det helt vildt fedt at se alle de muligheder, der er i alle de initiativer, folk tager, når de vil være iværksættere.

Kristine Pilgaard er ved at tage springet ud i det selvstændige erhvervsliv for anden gang. Foto: Asbjørn With

Kristine Pilgaard er ved at tage springet ud i det selvstændige erhvervsliv for anden gang.

Hun har tidligere været selvstændig negletekniker og kosmetolog, men så fik hun børn og arbejdstiderne harmonerede dårligt.

- Arbejdet skal passe til mig, og det jeg har lyst til i mit liv, siger Kristine Piilgaard som et af de drivende argumenter for, at hun uddannede sig til psykolog og nu barsler med sin egen praksis i Kastrup lidt uden for Mørke.

- Som selvstændig bestemmer jeg selv. Jeg vil også gerne være mor og frivillig i idrætsforeningen, og det er muligt på den her måde. Når jeg kommer i dag, er det primært for at få råd og vejledning om bank-delen, fortæller Kristine Piilgaard, som er klinisk psykolog (almindelig psykolog, red.) og erhvervspsykolog.

- Og så for netværket. Hvordan gør jeg opmærksom på mig selv og det, jeg kan. Hvilke virksomheder er der på Djursland? Hvad er deres behov, og hvordan kommer jeg i kontakt med dem, spørger Kristine Piilgaard, som også konstaterer, at arrangementet har givet hende lige præcis det, hun manglede - og måske lidt til.

Drømmer om et italiensk vinslot

Så sætter Antonia Banu sig i sofaen. Hun er bare 15 år, og alene af den grund skiller hun sig ud fra alle de andre ved arrangementet.

Hun er ikke lige forberedt på, at der skal tages billeder, så det bliver der ikke, men hun holder sig ikke tilbage, når det handler om at fortælle, hvorfor hun som elev i 8. klasse bruger en hverdagsaften på at tage til iværksætterarrangement i Ebeltoft, når hun bor i Grenaa.

- Jeg kunne godt tænke mig at få min egen virksomhed på et tidspunkt. Jeg hader, når andre fortæller mig, hvad jeg skal, siger Antonia Banu, som lige nu bider tænderne sammen og loyalt gør, hvad chefen siger i den dagligvarebutik, hvor hun arbejder ved siden af skolen siger hun skal.

- Jeg er kommet for at suge til mig og lære noget, så jeg kan tjene mine egne penge som min egen chef. Det glæder jeg mig til, og så vil jeg gerne skabe noget samtidigt, som også er godt for andre, fortæller Antonia Banu, som i fremtiden drømmer om et vinslot i Italien.

Det skal hun nok få, men i første omgang hjælper hun i sin mors virksomhed, Mona Rengøring, med base i Grenaa.

Planen frem mod vinslottet er stort set lagt, for Antonia Banu ved, hvad det kræver, og hvilken vej, hun vil.

Om 10 år har hun haft et sabbatår og tjent penge, er flyttet til København og gået på Niels Brock Gymnasium og læst på Copenhagen Business School, CBS, mens hun har stiftet og drevet sin investeringsvirksomhed, der primært skal handle med aktier og/eller ejendomme.

- Det bedste ved det hele er nok, at jeg selv bestemmer, siger Antonia Banu.

Iværksætteri har aldrig haft det så godt

For Business Djurslands direktør, Ole Svit, er mødet med iværksætterne endnu en succes og endnu en side til historien om et blomstrende iværksætteri på Djursland.

- Iværksætteriet har aldrig haft det bedre på Djursland. Vi følger udviklingen måned for måned, og der bliver oprettet omkring 50 nye CVR-numre på Djursland om måneden, konstaterer Ole Svit.

Nye virksomheder på Djursland

Business Djursland har opgjort, hvor mange nye virksomheder, der er blevet oprettet i de seneste år.

Tallene er høje og vidner om, at der er masser af drivkræft på Jyllands næse og mange, som gerne vil realiserer drømmen om at være herre eller kvinde i eget hus.

Tallene for nyoprettede cvr-numre på Djursland er:

2020: 714

2021: 733

2022: 705

2023 - indtil 1. juni: 345

Tallene betyder, at der i gennemsnit er etableret 60 nye virksomheder om måneden siden begyndelsen af 2020.

Tal: Business Djursland

Der er mange ting, som han mener, bærer til initiativlysten og virketrangen. Den nuværende krise er en af dem. En anden er efterdønningerne efter corona.

- Det er tidspunkter, som tvinger os alle sammen til at se på vores liv og til at overveje, hvad vi egentlig vil med det. Mange har tankerne og vil gerne, men mangler måske lige det skub, som en krise kan være, siger Ole Svit.

Den stigende interesse for start-up arrangementerne har fået Business Djursland til at skrue yderligere op for aktiviteterne.

- De næste aktiviteter er netværksmøder, hvor iværksættere er sammen med de samme i grupper i en længere periode.

- Og så lancerer vi Venture Capital Djursland, hvor iværksættere får mulighed for at pitche deres virksomhed og idé for nogle lokale mennesker, som har nogle penge, de gerne vil investere lokalt på Djursland, fortæller Ole Svit, som smiler lidt ved sammenligningen med en slags Djurslandsudgave af DR-successen Løvens Hule.

  • Iværksætteriet blomstrer på Djursland. Foto: Asbjørn With
  • Magnus Bo Nielsen fra Grenaa har sagt farvel til sin faste indtægt for at være herre i eget hus og forfølge sin drøm. Foto: Asbjørn With
  • Simon Hasselgren elsker at makke med cykler, men han hader at stå alene i et baglokale uden forbindelse til mennesker. Derfor går han nu sine egne veje og forsøger at kombinere socialitet, cykelsmed og café. Foto: Asbjørn With
  • Direktør i Business Djursland, Ole Svit, glæder sig over alle de iværksættere, der sætter nye skibe i søen på Djursland og alle dem, der deltager i start-up-arrangementerne. Foto: Asbjørn With
  • Som erhvervsrådgiver i Djursland Bank mener Mikkel Bedstrup Christensen, at der er meget at komme efter til et arrangement som Business Djurslands start-up arrangementet. Både for banken, men også for ham personligt. Foto: Asbjørn With
  • - Vores ambition er at bygge broen mellem iværksætterne og det etablerede erhvervsliv på Djursland. På den måde kan vi være med til at skabe sammenhængskraft og bidrage til, at vi taler om erhvervslivet på Djursland og ikke Syddjurs eller Norddjurs, siger advokat og medejer hos MP Advokater i Ebeltoft, Jarl Herringe. Foto: Asbjørn With
  • Statsautoriseret revisor og partner, Kovsted & Skovgård Peter Keldsen har fokus på forretningsmodellen hos de nye start-ups. Hvad er den forventede omsætning, er en af hans spørgsmål til de nye iværksættere. Foto: Asbjørn With
  • Kristine Pilgaard er ved at tage springet ud i det selvstændige erhvervsliv for anden gang. Foto: Asbjørn With
Siden slutningen af marts 2021 har politiet haft mulighed for at beslaglægge biler, der bliver brugt til såkaldt vanvidskørsel. Efterfølgende bliver bilerne oftest solgt på auktion. Foto: Jacob Schultz

Nye tal for vanvidsbilisme: Norddjurs ligger lavt på listen sammenlignet med andre østjyske kommuner

Det er lidt mere end to år siden, man strammede lovgivningen omkring vanvidsbilisme, hvilket giver politiet mulighed for at beslaglægge biler, der bruges til netop vanvidskørsel.

Politiet peger på, at loven virker, for antallet af sigtelser er generelt faldet. Nye tal viser, at man i Norddjurs har sigtet 17 personer for vanvidskørsel - det er næstlavest sammenlignet med andre østjyske kommuner - siden love blev indført.

Bedst er de dog i Syddjurs, hvor der siden 31. marts 2021 har været 16 sigtelser.

Nye tal viser, at man i Norddjurs - og resten af Østjylland - har sigtet flere personer for vanvidsbilisme. Det er lidt mere end to år siden, at lovgivningen på området blev strammet, og indtil videre ser det altså ud til, at lovgivningen har effekt.

31. marts i år var det to år siden, at lovgivningen omkring vanvidsbilisme blev strammet markant.

Den nye lovgivning betyder blandt andet, at politiet nu har lov til at beslaglægge, konfiskere og bortauktionere biler, der har været brugt til såkaldt vanvidsbilisme.

Ifølge loven er definitionen på vanvidsbilisme blandt andet en hastighedsoverskridelse på mere end 100 procent - det vil sige, at man kører 100 km/t i en byzone, hvor man må køre 50 km/t. Det kan også være en generelt hastighed på over 200 km/t eller kørsel med en promille på over 2,0.

Desuden kan politiet i de enkelte sager vurdere, om der er tale om vanvidsbilisme baseret på førerens kørsel af bilen.

- Det første år med den nye lovgivning var en blandet landhandel. Der var tale om alle kategorier, der faldt ind under vanvidspakken, fortæller politikommissær Amrik Chadha, der er leder af Færdselssektionen hos Østjyllands Politi.

Vanvidskørsel

Reglerne om vanvidsbilisme trådte i kraft 31. marts 2021. Ved vanvidskørsel kan politiet beslaglægge bilen uanset hvem, der ejer den.

Bilen bliver dog først endeligt konfiskeret, når en dommer har godkendt det.

Følgende overtrædelser betragtes som vanvidskørsel:

  • Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.
  • Uagtsom forvoldelse af betydelig skade på nogens legeme eller helbred under særligt skærpende omstændigheder.
  • Særligt hensynsløs kørsel.
  • Kørsel med hastighedsoverskridelse på mere end 100 procent ved kørsel over 100 kilometer i timen.
  • Kørsel med en hastighed på 200 kilometer i timen eller derover.
  • Spirituskørsel med en promille over 2,00.
Kilde: www.politi.dk

Efterfølgende har det dog især været én slags vanvidskørsel, politiet har set:

- Efter det første år, er det primært spirituskørsel med promiller højere end 2,0, siger politikommissæren.

Lov om vanvidskørsel har effekt

I perioden 31. marts 2021 til 30. marts 2023 har politiet sigtet i alt 17 personer for vanvidsbilisme i Norddjurs Kommune.

Det viser et udtræk af tal fra Politiets Sagsstyringssystem.

Konkret blev der i 2021 foretaget tre sigtelser for vanvidsbilisme i kommunen. Loven om vanvidsbilisme trådte dog først i kraft 31. marts det år, så de tre sigtelser er for en periode på otte måneder.

Året efter var der 14 sigtelser, og til og med maj i år har der været nul sigtelser. Noget kunne derfor tyde på, at loven virker.

Det er også politiets indtryk, at loven har en effekt for folk.

- Det er vores klare indtryk, at loven virker. Vores kontroltryk er nogenlunde det samme, og der er i dag noget længere mellem de sager, der falder ind under vanvidspakken, siger politikommissær Amrik Chadha.

Flere kontroller i de større byer

Sammenligner man tallene for vanvidsbilisme i Norddjurs med flere af andre østjyske byer, ligger Norddjurs relativt langt nede på listen.

Flest sigtelser har der været i Aarhus, hvor der fra 31. marts 2021 til og med maj 2023 har været 90 sigtelser.

Færrest har der været i Syddjurs, hvor der har været 16 sigtelser for vanvidsbilisme i samme periode, og derefter kommer Norddjurs med 17 sigtelser siden 31. marts 2021.

For politiet er det ikke nødvendigvis en overraskelse, at tallet er markant højere i Aarhus end i eksempelvis Norddjurs eller Syddjurs. Det hænger også sammen med, at der foretages flere færdselskontroller i de store byer.

- Kontroltrykket vil naturligt være højere i de områder, hvor der er flest trafikanter – herunder særligt i- og omkring de store byer i politikredsen, siger Amrik Chadha.

Det betyder dog ikke, at politiet ikke er til stede og foretager færdselskontroller i de mindre kommuner understreger politikommissæren.

  • Siden slutningen af marts 2021 har politiet haft mulighed for at beslaglægge biler, der bliver brugt til såkaldt vanvidskørsel. Efterfølgende bliver bilerne oftest solgt på auktion. Foto: Jacob Schultz
Norddjurs Kommune har indgået en aftale med Okkels, så man i juli igen kan købe is, når man bader ved Polderrev i Grenaa. Foto: Anders Tilsted

Nyhedsoverblik bringer os vidt omkring: Vi skal blandt andet høre om en isvogn på Grenaa Strand, storkeunger på vej og en ny kaffebutik

Her får du ugens nyhedsoverblik fra Norddjurs.

I ugens nyhedsoverblik får du blandt en række dugfriske nyheder, der er gode for dig, der elsker is, drinks og kaffe. Er du storkeinteresseret, er der også godt nyt - to storkepar har nemlig slået sig ned på Djursland.

Lad os dykke ned i det.

Isvogn og muligvis også en strandbar er på vej til Grenaa Strand

En iskiosk og muligvis en strandbar er på vej til stranden i Grenaa. Foto: Anders Tilsted

Der er godt nyt til de mange badegæster ved Grenaa Strand. I juli kommer der nemlig en isvogn til stranden, og i løbet af sommeren vil der - måske - også være en strandbar.

Det skriver Randers Amtsavis.

Isvognen bliver sat op ved den tidligere helikopterplads få meter fra stranden ved Polderrev.

- Vi har indgået en kontrakt med isfirmaet Okkels, der stiller en isvogn op permanent i perioden fra 1. juli til 28. juli, fortæller vej- og ejendomschef i Norddjurs Kommune, Kim T. Jensen, til Randers Amtsavis.

Han fortæller også, at en strandbar muligvis også er på vej.

- Vi lander formentlig også en aftale med en virksomhed, der vil lave en strandbar, og vi venter bare på en underskrift på den kontrakt, siger Kim T. Jensen til Randers Amtsavis.

Strandbaren kommer i så fald til at have åbent i resten af juni og i begyndelsen af august.

Hvis aftalen som ventet bliver underskrevet, vil strandbaren have åbent nogle af dagene, men ikke hver dag fortæller avisen.

De nærmere åbningstider er på vej. 

Ny eventkoordinator skal skal kickstarte kulturen på Sydhavnen i Grenaa

Nicolai Huse Jacobsen er ny eventkoordinator for Sydhavnen A/S. Foto: Claus Sjödin

Sydhavnen i Grenaa byder resten af året ind til flere spændende arrangementer, som skal kickstarte kulturen i og omkring den ældste del af Grenaa havn.

Sydhavnen A/S har indgået en aftale med Nicolai Huse Jacobsen om, at han i rollen som ny eventkoordinator skal være primus motor for, at der igen afholdes kulturbegivenheder på Sydhavnen.

Det bliver altså Nicolai, der skal søsætte årets kulturbegivenheder på Sydhavnen i Grenaa.

- Flere i Grenaa kender nok Nicolai fra Kulturskolen hvor han, udover at undervise, også er ansvarlig for talentundervisningen, men også er koncertarrangør og koordinator for kommunikationen, lyder det i en pressemeddelelse fra Sydhavnen.

Nicolai Huse Jacobsen er desuden passioneret musiker og har blandt andet spillet sammen med Nora Jones, Mek Pek, De Nattergale og mange andre danske og udenlandske kunstnere.

- Han har via sit engagement indenfor kulturen et spændende og omfangsrigt netværk, han kan trække på, lyder det i pressemeddelelsen.

Kirsten H. Schmidt, direktør for Sydhavnen A/S, er glad for, at Nicolai Huse Jacobsen har sagt ja til samarbejdet.

- Vi er rigtig glade for, at vi har fundet en lokal ildsjæl med den kunstneriske baggrund og det store netværk som Nicolai har. Det lover godt for de tanker, bestyrelsen for Sydhavnen har gjort sig, og vi håber, at de lokale vil hjælpe og støtte op om det arbejde, der ligger foran Nicolai de næste måneder, siger hun i pressemeddelelsen.

For første gang i næsten 60 år: Flyvefærdige storkeunger i reder på Djursland

Der har ikke været flyvefærdige storkeunger på Djursland siden 1960, men nu er der udsigt til, at de rødbenede fugleunger kommer på vingerne. To steder på Djursland er der storkeunger i rederne, og med en varm sommer forude er der håb for, at ungerne overlever. Billedet her er fra Revn, hvor den ene rede befinder sig. Foto: Storkene.dk

For første gang siden 1965 er der udsigt til flyvefærdige storkeunger på Djursland.

Helt sensationelt er der nemlig to beboede storkereder på Djursland.

Det skriver storkene.dk.

De to storkepar har slået sig ned ved henholdsvis Kastaniegaarden i Revn nær Grenaa og på en træstamme lige uden for landsbyen Ramten midt på Djursland.

Sidst, der var et yngleforsøg på Djursland, var i 2020 i landsbyen Enslev lige vest for Grenå, men dengang var vejret, i modsætning til i år, ekstremt ustadigt og koldt, da ungerne kom til verden, og de døde derfor hurtigt.

Med udsigt til tørvejr og varme i de næste 14 dage, er der dog gode muligheder for at få flyvefærdige storkeunger på vingerne i august, skriver storkene.dk.

Storkeekspert Hans Skov er dog ikke 100 procent ubekymret.

- Desværre kan også tørke være skæbnesvangert for et storkepar med små unger. Ungerne er i de første par uger af deres levetid helt afhængige af små fødeemner, såsom orme og biller, siger han til storkene.dk.

I disse dage er jordskorpen hård som beton, og orme vil være en mangelvare, så længe der ikke kommer regn.

For at kompensere for den manglende naturlige føde, er der både i Ramten og på Kastaniegaarden i Revn udlagt suppleringsføde til storkene, så storkeungerne ikke kommer til at lide sultedøden.

I både Ramten og på Kastaniegaarden i Revn spiser storkeparrene - heldigvis - af den udlagte føde.

Storkeekspert Hans Skov opfordrer til, at man viser hensyn og holder god afstand til storkene, så man ikke skræmmer eller forstyrrer dem unødvendigt.

Ny kaffebar åbnet i Grenaa: Ejere af tøjbutik kombinerer shopping med "hyggested"

Grenaa har fået ny kaffebar. Ejerne af tøjbutikken Cin - Claus Rasmussen og hans hustru Berit - har nemlig åbnet en kaffebar ved siden af tøjbutikken i Lillegade.Foto: Anders Tilsted

Ejerne af tøjbutikken Cin i Grenaa har nu åbnet en kaffebar ved siden af deres tøjbutik i Lillegade.

Det skriver Randers Amtsavis.

Kaffebutikken bærer navnet "Cin - kaffe med mere", og det er Berit Christensen og Claus Rasmussen, der har åbent kaffebaren.

- Vi har altid haft interessen for kaffe og nyder selv at komme på kaffebar. Nu havde vi muligheden for at lave et lille hyggested, hvor man kan få et frirum, siger Claus Rasmussen til Randers Amtsavis.

Du kan tage kaffen med eller nyde den på stedet, og der er mulighed for kendte klassikere som café latte, cappucino og americano foruden iskaffe, økologisk juice og friskbagt brød, crossainter og kager. Desuden er der mulighed for at nyde et glas vin og en skål sprøde snacks, hvis man er mere til det.

I øjeblikket følger kaffebaren tøjbutikken Cins åbningstider, og både Claus Rasmussen, hans hustru Berit og tøjbutikkens øvrige personale skiftes til at stå i kaffebaren.

- Der mangler sådan et sted her i Grenaa, og vi har fået en rigtig god start og er blevet taget godt imod, siger Claus Rasmussen til Randers Amtsavis..

Nørager vinder hovedprisen til dette års lokaldyst

Nøragers borgere tilbagelagde flest kilometer på henholdsvis cykel og løbeben. Derfor er byen vindere af dette års lokaldyst. Foto: Norddjurs Kommune

Fire byer i Norddjurs har i år deltaget i lokaldysten, og nu er vinderen fundet.

Det skriver Norddjurs Kommune i en pressemeddelelse. 

Lokaldysten er en byfest, der fejrer og styrker byens sammehold, og undervejs er der en konkurrence, der kort fortalt går ud på at se, hvilken by, der kan løbe og cykle længst. Og vinderen bliver Nørager, hvor der gennemsnitligt blev løbet eller cyklet 6,66 kilometer per indbygger. 

Nørager havde samtidig flest deltagere per indbygger, og dermed vinder byen i alt 10.000 kroner, som byen vil bruge på flere legeredskaber til den nye kombinerede legeplads og udendørs-træningsområde, fortæller Heidi Pasciak, der er kontaktperson i Nørager. 

Pengene skal gå til materialer, da det i Nørager er frivillige, som står for at sætte det nye område op.

Her er resultaterne fra årets lokaldyst: 

  1. Nørager tilbagelagde 2.059 kilometer, svarende til 6,66 kilometer per indbygger. 192 ud af byens 309 borgere deltog (62,1 procent)
  2. Gjerrild tilbagelagde 1.460 kilometer til 3,35 kilometer per indbygger. 174 ud af byens 436 borgere deltog (39,9 procent)
  3. Øster Alling tilbagelagde 846 kilometer svarende til 2,76 kilometer per indbygger. 133 ud af byens 307 borgere deltog (43,3 procent)
  4. Vivild tilbagelagde 1.663 kilometer svarende til 2,11 kilometer per indbygger. 210 ud af byens 788 borgere deltag (26,6 procent)

- Alle fire deltagerbyer kunne fortælle om en konkurrence, som ikke bare handler om at vinde eller være med, men om det fællesskab byen oplever, når en almindelig hverdagsaften bliver til en fælles motionsfest, skriver kommunen i pressemeddelelsen. 

Konkurrencen er for landsbyer med mellem 200 og 2.000 indbyggere og det kræver en borgerforening eller idrætsforening, som kan være med til at løfte opgaven. Hvis du og din by vil høre mere om muligheden for at deltage næste år, så kontakt Norddjurs Kommunes Kultur- og Fritidsafdeling.

Lokaldysten er en del af 'Bevæg dig for livet' partnerskabet mellem Norddjurs Kommune og DGI Østjylland, og arrangeres i samarbejde med en række lokale foreninger og ildsjæle.

  • Norddjurs Kommune har indgået en aftale med Okkels, så man i juli igen kan købe is, når man bader ved Polderrev i Grenaa. Foto: Anders Tilsted
  • En iskiosk og muligvis en strandbar er på vej til stranden i Grenaa. Foto: Anders Tilsted
  • Nicolai Huse Jacobsen er ny eventkoordinator for Sydhavnen A/S. Foto: Claus Sjödin
  • Der har ikke været flyvefærdige storkeunger på Djursland siden 1960, men nu er der udsigt til, at de rødbenede fugleunger kommer på vingerne. To steder på Djursland er der storkeunger i rederne, og med en varm sommer forude er der håb for, at ungerne overlever. Billedet her er fra Revn, hvor den ene rede befinder sig. Foto: Storkene.dk
  • Grenaa har fået ny kaffebar. Ejerne af tøjbutikken Cin - Claus Rasmussen og hans hustru Berit - har nemlig åbnet en kaffebar ved siden af tøjbutikken i Lillegade.Foto: Anders Tilsted
  • Nøragers borgere tilbagelagde flest kilometer på henholdsvis cykel og løbeben. Derfor er byen vindere af dette års lokaldyst. Foto: Norddjurs Kommune