Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger NorddjursLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

I dagens nyhedsbrev kan du møde Nikolaj Bek, der ejer og driver restauranten Mundgodt i Grenaa. For få år siden blev han et kendt ansigt over hele landet, da hans familie blev en af de fire i TV2-dokumentarserien Årgang 20. Foto: Sarah Bech

Farvel - med et godt råd på falderebet

Det her er et underligt og sørgmodigt nyhedsbrev at skulle skrive, så bær venligst over med mig.

Som du sikkert allerede har læst, bliver dette nyhedsbrev nemlig det allersidste, du kommer til at læse fra NorddjursLIV. Fra i morgen fredag 1. december, som for mange ellers ofte er en glædens dag med julekalender og pebernødder, lukker og slukker vi nemlig her på NorddjursLIV.

Vi ville så gerne have fortsat arbejdet med at bringe jer vigtige nyheder og gode historier fra rundt omkring i kommunen, for vi har nydt hvert et øjeblik. Desværre har vi ikke formået at få tilstrækkeligt med abonnenter i de par år, vi har været her, til, at vi kan fortsætte. Det kan ganske enkelt ikke løbe rundt økonomisk.

Derfor må vi nu tage afsked. Men først vil jeg og mine kollegaer takke jer mange gange. For at læse med, for at stille op til interviews, for at tippe os om gode historier og for at bakke op om os. Uden jer havde det ikke været lige så sjovt og spændende at gå på arbejde, så længe det varede. Så tak for jer og jeres engagement.

Foreløbig holder vi NorddjursLIV-siden på nettet åben, så I fortsat kan læse alle de artikler, vi har skrevet. Hvis vi flytter artiklerne til en anden platform, så skal vi nok skrive om det på NorddjursLIV i god tid.

Og apropos de artikler, vi har skrevet gennem tiden, så har vores redaktør i dagens kedelige anledning lavet en liste med en masse af vores allerbedste artikler gennem tiden. Dem kan du derfor læse eller genlæse i dagens nyhedsbrev.

Derudover kan du møde Nikolaj Bek, der driver egen restaurant midt i Grenaa, og som er far i en af de fire Årgang 20-familier, som vi inden længe kan se på tv-skærmene igen, når den nye sæson begynder kort efter nytår. Og han har et klogt råd til andre familier: Husk at se jer tilbage med mellemrum. Glæd jer sammen over det, der er gået godt. Og klap også hinanden på skuldrene over det svære, I har tacklet.

Som sædvanligt får du selvfølgelig også et overblik over de vigtigste nyheder fra den seneste uge.

Og med de ord: Tak fordi I var her og tog godt imod os. Tak fordi I har læst med.

Med ønsket om en glædelig jul og et lykkebringende nytår til jer alle.

Billede af Sarah Bech
Billede af skribentens underskrift Sarah Bech Journalist
  • I dagens nyhedsbrev kan du møde Nikolaj Bek, der ejer og driver restauranten Mundgodt i Grenaa. For få år siden blev han et kendt ansigt over hele landet, da hans familie blev en af de fire i TV2-dokumentarserien Årgang 20. Foto: Sarah Bech
Nikolaj Bek ejer og driver restauranten Mundgodt i Grenaa. For få år siden blev han et kendt ansigt over hele landet, da hans familie blev en af de fire i TV2-dokumentarserien Årgang 20. Foto: Sarah Bech

Årgang 20-far: Alle burde lave den øvelse en gang om året - vi får så meget ud af det som familie

Nu har Årgang 20 kørt i indtil videre tre sæsoner, og kort efter nytår kan vi igen følge de fire børnefamiliers hverdag hjemme fra stuerne, når programmet ruller over tv-skærmene på TV 2.

For Nikolaj Bek, der driver sin egen restaurant midt i Grenaa, er det helt tydeligt, at han får meget ud af at medvirke i tv-programmet sammen med sin familie. Faktisk vil han opfordre alle andre til at lave en helt særlig øvelse en gang om året, som han selv har opdaget gennem sin medvirken i Årgang 20.

- Det med at se tilbage på sit liv efter et år, det burde alle mennesker prøve. Det lærer man noget af. Det gør man virkelig, siger han.

Siden 2020 har familien Bek fra Djursland medvirket i den landsdækkende seersucces på TV 2, Årgang 20. Faren i familien, Nikolaj Bek, driver til daglig sin egen restaurant i Grenaa, og han er blevet rigtig glad for at medvirke i tv-programmet. Det giver nemlig ham og hans familie noget helt særligt hvert år at kunne se tilbage på det år, der er gået og reflektere over, hvordan de som familie har klaret sig igennem svære tider.

Til daglig er 30-årige Nikolaj Bek at finde på Storegade i Grenaa, hvor hans restaurant Mundgodt ligger. Stedet har han drevet i fem år.

For den uddannede kok fra Nykøbing Mors var det vigtigt at have sit eget spisested. Og det skulle være helt hans eget uden andre investorer bag. Derfor skulle han finde et sted uden for Aarhus, hvor han ellers boede dengang for fem år siden.

Da lokalerne på Storegade i Grenaa blev ledige, slog han til. Her var den helt rette stemning på den helt rigtige placering med masser af potentiale. Selvom nogle mente, at man da ikke kunne servere østers og kaviar i en by som Grenaa, gjorde han det alligevel, og han fik modbevist de negative røster.

- Jeg synes, det er trist, når grenaagenserne taler deres egen by mere ned, end de behøver. Det gør man også på Mors, hvor jeg kommer fra. Det er som om, at folk i mindre byer har en eller anden idé om, at store byer bare er bedre end alt andet. Og det er sgu ikke rigtigt, siger Nikolaj Bek.

I hans optik mangler Grenaa ikke noget. Nok er der ikke fem biografer i byen, men det er også langt fra nødvendigt. Folk i Grenaa skal kort og godt lære at være mere stolte af deres by.

- Vi har sgu mange gode ting i Grenaa. Jeg er glad for byen, og jeg er imponeret over, hvad Grenaa kan. Jeg tror, det er vigtigt, at folk lader være med at have et negativt syn på deres egen by, siger han.

Familien fra tv

Faktisk blev han selv så glad for Djursland, at han efter at have etableret sin restaurant i Grenaa flyttede fra Aarhus til Djursland med sin familie. I dag bor de i Mørke.

Som restauratør ender man nemt med at arbejde rigtig mange timer hver eneste uge. Det er en af årsagerne til, at familien tilmeldte sig programmet i sin tid; de vil vise danskerne, at man sagtens kan have et godt og velfungerende familieliv, selvom forældrene arbejder meget. Foto: Sarah Bech

Og apropos resten af familien, har du med en vis sandsynlighed set dem før. Ikke kun fordi de bor i området, men fordi de er en af de fire familier, som deler deres liv og hverdag med resten af danskerne i begyndelsen af hvert år, når Årgang 20 ruller over tv-skærmene på TV 2.

Oprindeligt var det Maria Skødt Bek, hans kæreste på det tidspunkt - i dag hustru - der fik idéen om at tilmelde sig programmet. Nikolaj Bek synes dog ikke, at det var nogen dårlig idé.

- Da vi nåede længere hen i casting-processen, var det måske mere mig end Maria, der syntes, det var en fed idé. Ikke at hun gik fra idéen, men jeg syntes pludselig bare, at det var megaspændende, da vi kom tættere og tættere på - da vi begyndte at blive castet og alle de her ting, siger han.

Parret har sammen set flere af sæsonerne i Årgang 0, og de er begge af den indstilling, at det er sjovere at fortryde noget, man har gjort i sit liv end at fortryde noget, man ikke gjorde. De holder af at være helt almindelige "leverpostejs-danskere", som Nikolaj Bek kalder det, men de vil også gerne dele ud af sig selv.

Et anderledes arbejds- og familieliv

- Vi har altid fået at vide, at man ikke kan leve som os - at man ikke kan drive en restaurant, være sygeplejerske og have børn. Men vi vil gerne vise, at det kan man godt, siger han.

Siden familien kom med i programmet, og optagelserne begyndte i 2020, har Maria fået andre arbejdstider, fortæller han. Hun arbejder dog stadig som sygeplejerske.

- Jeg arbejder i perioder rigtig, rigtig meget, og i andre perioder arbejder jeg kun 50 timer om ugen. Der er nogle, der mener, at vores arbejdsliv ikke harmonerer med et familieliv, men vi vil vise, at det altså sagtens kan fungere, siger han.

- Selvom vi måske arbejder meget, kan vi til gengæld nogle andre ting. Jeg tror for eksempel på, at den måde jeg arbejder på, giver mine børn noget andet rigtig godt. Jeg kan give dem nærvær på tidspunkter, som andre ikke kan. Det kan godt være, at jeg ikke altid kommer hjem om eftermiddagen og om aftenen, men jeg kan give mine børn den morgen, de har allermest behov for. Hvis Solvej ikke er så klar på at komme i børnehave en morgen, kan vi gøre tingene i hendes tempo og vente med at tage afsted til lidt senere. Det er svært at gøre, hvis begge forældre arbejder fra syv til fire.

Ingen politik på tv

Som landskendt tv-familie kan man ikke slippe fuldkommen for folk med andre holdninger til, hvordan tingene skal gøres. Familien på Djursland oplever dog ikke særlig meget negativ opmærksomhed i forbindelse med deres deltagelse i programmet, fortæller Nikolaj Bek. Langt de fleste, som skriver beskeder til forældrene eller stopper dem på gaden, siger pæne og smigrende ting.

Maria Skødt Bek og Nikolaj Bek bor med deres to piger Mathilde (tv.) og Solvej i Mørke. Prvatfoto

De har dog også en enkelt fast regel, som de ikke har tænkt sig at bryde. De vil ikke udtale sig politisk om noget, for på den måde kan man nemt brænde fingrene. Derudover gør de meget ud af, at de ikke skal være polerede eller se perfekte ud, bare fordi dele af deres liv bliver vist på tv.

Men én ting er at vise andre danskere, hvordan et helt almindeligt liv som børnefamilie i 2020'erne kan se ud og den oplevelse, der er i det at være en del af så stort et tv-program. Noget andet er, at man også kan få noget helt personligt ud af at være med i programmet.

Det oplever Nikolaj Bek selv, men det er også noget, som parret har talt med de andre familier om. Alle er de enige om, at deres medvirken giver dem noget ganske særligt.

Livet det seneste år

- Det med at se tilbage på sit liv efter et år, det burde alle mennesker prøve. Det lærer man noget af. Det gør man virkelig. Det at se sig selv og hvordan man agerer og hvordan man er i forskellige situationer. Det er fandeme svært at købe for penge, siger han.

Familien fra Årgang 20

Familien fra Djursland, som medvirker i Årgang 20, består af mor Maria Skødt Bek (31), far Nikolaj Bek (30) samt børnene Solvej (3) og Mathilde (1).

De bor i Mørke, mens Nikolaj Bek driver sin restaurant i Grenaa, og Maria Skødt Bek arbejder som sygeplejerske på Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Parret har været kærester i 10 år og blev gift i 2021.

For familien på Djursland og de andre Årgang 20-familier er det selvfølgelig noget særligt, at de har en helt anden mængde video-materiale at bruge til at se tilbage på året, der er gået. På den måde har de et effektivt værktøj sammenlignet med andre familier, når de skal reflektere over året. Men det at tale om året og reflektere over, hvordan det er gået, kan Årgang 20-faren varmt anbefale andre at gøre - om man er med i et tv-program eller ej.

Nikolaj Bek er uddannet kok og har i fem år ejet og drevet restaurant Mundgodt i Grenaa. Foto: Sarah Bech

- Når vi sidder og ser programmerne, kan jeg godt sidde og kigge på Maria og sige, at dét der gjorde vi sgu meget godt, eller at dét der var måske ikke så slemt, som vi troede. Eller hold kæft, hvor har vi været seje. Vi kan tale om, at vi har haft en stressende periode, og så kan vi sidde og se tilbage på tiden og sige til hinanden, at det er klart, at det var hårdt - prøv lige at se, hvad fanden vi har lavet.

I forbindelse med programmerne medvirker forældrene i nogle længere interviews, og også de er med til at få parret til at reflektere over året.

Interviews som en slags parterapi

- Vi ser jo de interviews som vores parterapi. Det kan være med til at booste nogle ting, når man får stillet nogle spørgsmål, hvor man skal tænke sig tilbage til den tid. Det giver os sindssygt meget - både som par og som familie.

- Alle burde på en eller anden måde se tilbage på deres liv med jævne mellemrum - med billeder, spørgsmål og så videre. Se på det hele, klappe sig selv på skulderen og sige "prøv at hør - det er sgu klart, at det var et hårdt år". Man glemmer nemt at klappe sig selv på skulderen. Alle mennesker kæmper hver eneste dag for at nå i mål med et eller andet - men det er fandeme ikke mange mennesker, der husker at rose sig selv, når de forskellige ting lykkes for dem. Også de ting, der ikke lykkes, men som man har kæmpet for - det er sgu da også flot. Og det glemmer folk, siger Nikolaj Bek.

- Når vi selv synes, livet har været hårdt eller tingene har været træls, og vi så bagefter har set det på tv, så kan vi sidde og se, at vi virkelig havde hinanden. Det tænker man ellers ikke altid over.

Den dag, familien ikke længere kan se sig selv på tv - om det bliver, når den ældste datter Solvej er fyldt 18, eller om det bliver tidligere end det - så har familiefaren om ikke andet fået et værktøj, han har tænkt sig fortsat at bruge med sin familie.

- Der er ingen tvivl om, at vi til den tid skal fortsætte øvelsen med at se tilbage på vores liv og reflektere og tale om, hvordan vi har haft det og klaret os igennem svære tider.

  • Nikolaj Bek ejer og driver restauranten Mundgodt i Grenaa. For få år siden blev han et kendt ansigt over hele landet, da hans familie blev en af de fire i TV2-dokumentarserien Årgang 20. Foto: Sarah Bech
  • Som restauratør ender man nemt med at arbejde rigtig mange timer hver eneste uge. Det er en af årsagerne til, at familien tilmeldte sig programmet i sin tid; de vil vise danskerne, at man sagtens kan have et godt og velfungerende familieliv, selvom forældrene arbejder meget. Foto: Sarah Bech
  • Maria Skødt Bek og Nikolaj Bek bor med deres to piger Mathilde (tv.) og Solvej i Mørke. Prvatfoto
  • Nikolaj Bek er uddannet kok og har i fem år ejet og drevet restaurant Mundgodt i Grenaa. Foto: Sarah Bech
Vi har spurgt læserne, hvad der undrede dem. Og belønnet gode svar med kommer. En gik til Michael Lykke Bertelsen, som kom et skridt videre med at formidle viden om fossilerne ved Sangstrup. Foto: Asbjørn With

Bare rolig: Du kan stadig læse disse gode artikler og alle de andre

Foreløbig holder vi NorddjursLIV-siden åben, så du kan klikke rundt og læse alle vores artikler.

Vi synes selvfølgelig selv, at det er smadderærgerligt, at vi ikke længere skal skrive nyheder fra Norddjurs. Men det hjælper en kende på vores humør, at NorddjursLIV.dk ikke lukkes ned her og nu, for her ligger jo alle de artikler, var har udgivet i mediets to et halvt-årige liv. Og ikke for at prale, men ganske mange af dem har vi været ganske stolte af. Så tillad os lige at minde om nogle af dem, som I har taget særligt godt imod - at dømme efter læsertal og positive kommentarer på Facebook og i mailbakken. De kommer her:

Mød kvinden, der genoplivede Sostrup Slot, og kom med indenfor bag de tykke mure

Kirsten Bundgaard Swift overtog i 2014 Sostrup Slot, der rummer lidt af en historie. Fra bolig for indflydelsesrige adelsmænd til lejr for KZ-flygtninge til nonnekloster for endeligt at havne i Kirstens hænder. Foto: Emma Ahlgreen Haa

Den første af de mindeværdige artikler handler om Kirsten Bundgaard Swift, som købte Sostrup Slot ved Gjerrild i 2014. Det havde været drevet af en streng katolsk nonneorden i over 50 år, men nonnerne rømmede stedet i 2013 efter en turbulent tid, hvorefter Kirsten Bundgaard Swift overtog det. Hun har sat stedet i stand, så slottet nu rummer oplevelser, mulighed for overnatning og retræteophold og konferencer.

I artiklen, som du kan læse her, kommer du indenfor bag de tykke mure, som har været vidne til lidt af hvert gennem historien. Og en del af de historier får du også i Emma Ahlgreen Haas gribende fortælling om Sostrup.

Ærkelokal ismester i Fjellerup vandt iskonkurrencen - hvad er hendes egen favorit?

Emma Juul er i gang med at komponere sin egen favoritis med tre kugler, softice, flydende chokolade og nøddeknas. Foto: Asbjørn With

Da sommeren var på sit højeste, udskrev vi en konkurrence for at finde frem til Djurslands bedste is. 

I Norddjurs gik de fleste stemmer til Vaffelhuset Fjellerup, som styres med kyndig hånd af 25-årige Emma Juul. Hun har prøvet lidt af hvert - gået på handelsskolen, været i flyvevåbnet, er uddannet brandmand, og nu er 25-årige Emma Juul butikschef i det næsten nyåbnede ishus Vaffelhuset Fjellerup i ferieparadiset Fjellerup Strand på Djurslands nordlige guldkyst, hvor hun tilmed er barnefødt og opvokset.

Hende ville I gerne læse om. Skulle du have misset den, så kan du læse om hende her.

Hvad er planen egentlig for Hesselvang? Vi spurgte hos kommunen - her er dens svar

Erhvervsområdet Hesselvang i Grenaa er under udvikling. Jem og Fix har ligget i området i nogle år, men bare i løbet af i år er indtil videre seks nye butikker åbnet i Hesselvang, og den syvende er på vej. Arkivfoto: Annelene Petersen

Adskillige af vores artikler har taget afsæt i et spørgsmål fra en læser. Det gælder også den her, som I klikkede på i vildskab. Den handler om, hvad der skal ske i det nye erhvervsområde Hesselvang i Grenaas sydlige udkant.

Læseren spurgte: Hvad må og hvad må ikke åbne i det nye erhvervsområde Hesselvang? Kan borgerne forvente, at der dukker en ny dagligvarebutik op i området? Og hvad med en bager, en slagter eller et plantecenter?

Kommunens svar er desværre ikke så ligetil. Hvilke typer butikker der åbner i området, er nemlig svært at svare på, inden nogen kæder har meldt sig på banen. Men du kan blive klogere på, hvem der kan og må placere sig i området.

Norddjurs skiftede kommunaldirektør, da vi afslørede en offentligt kendt hemmelighed

Kommunaldirektør Christian Bertelsen (tv) måtte se sig afskediget af borgmester Kasper Bjerregaard (V) og den øvrige kommunalbestyrelse. Foto: Anders Tilsted/Asbjørn With.

I foråret 2023 skilte Norddjurs Kommune sig af med kommunaldirektør Christian Bertelsen. Årsagen var, at flere medarbejdere i Berthelsens sekretariat gennem flere år havde oplevet psykisk krænkende adfærd fra ham. Det kunne NorddjursLIVs Asbjørn With afsløre efter at have forfulgt rygter og anonyme tip og søgt aktindsigt i en rapport og flere påbud fra Arbejdstilsynet.

Da Asbjørn begyndte at skrive om sagen, kom det frem, at Bertelsens opfarende og intimiderende ledelsesstil var en offentligt kendt hemmelighed - ikke kun blandt ansatte på rådhuset, men også blandt flere politikere.

Undersøgelser af arbejdsmiljøet viste hurtigt, at den var helt gal og havde været det længe, hvorefter kommunalbestyrelsen afskedigede den øverste embedsmand.

Også de ældre render sammen på Renés brætspilscafé, der var tænkt  som et socialt samlingssted for unge

René Heinerup åbnede Nerd Cave i Grenaa i november 2021, mens verden var voldsomt præget af en pandemi. Han ville skabe et sted for byens unge, hvor de kunne være sociale sammen uden deres telefoner og uden, at alkohol skulle være omdrejningspunktet. Derfor endte han med at åbne en brætspilscafé. Foto: Sarah Bech

For to år siden åbnede René Heinerup en brætspilscafé midt i Grenaa. Det vigtigste for ham var at skabe et samlingspunkt for byens unge, hvor de kunne mødes og være sociale, uden at alkohol og mobiltelefoner skulle være i centrum.

Planen lykkedes, og i dag har Nerd Cave fundet sin plads i byen. Og det er blevet et tilflugtssted for både unge vennegrupper, ældre mennesker, børnefamilier og udenlandske turister. Her skal nemlig være plads til alle - og man behøver ikke at spille for at være her, fortæller Sarah Bech i denne artikel, der lige som brætspilscafeen har givet genlyd.

Trine kunne ikke få fibernet, selvom det lå ude i fortovet. Men det fik NorddjursLIV lavet om på

Trine Kræmer Petersen glæder sig over, at familien nu har udsigt til hurtigt fibernet. Fibernettet er bestilt, og selvom det kan tage otte uger at installere det i hjemmet, glæder Trine sig mest over, at der er sat skub i processen. Foto: Emma Ahlgreen Haa

Trine Kræmer Petersen undrede sig og henvendte sig til NorddjursLIV, fordi hun var frustreret over, at hun og hendes familie ikke kunne blive koblet på fibernettet, selvom fiberledningerne i halvandet år havde ligget gravet ned få meter fra deres hus i Ålsrode.

NorddjursLIV spurgte Fibia, og herfra lød meldingen nu, at der var sket en fejl, der betød, at enkelte borgere havde fået at vide, at de ikke kunne blive koblet på fibernettet. Forklaringen undrer Trine Kræmer Petersen, der har forsøgt at spørge til sagen i halvandet år, men hun glæder sig mest af alt over, at der nu er blevet sat skub i processen. Og fibernettet, det er allerede bestilt.

Læs om den mærkværdige sag og Fibias kovending her.

NorddjursLIV bragte fossilentusiastens forslag om formidling ved Sangstrup videre. Og så skete der noget.

Michael Lykke-Bertelsen er bidt af en entusiastisk fossiljæger. Han elsker det og håber, at han en dag kan leve af at formidle sin begejstring. Foto: Asbjørn With

Det begyndte som en tanke om at dele sin begejstring for fossiler i hovedet på Michael Lykke-Bertelsen. Med NorddjursLIVs mellemkomst blev idéen om et fossilmuseum præsenteret for Kultur- og fritidsudvalget, og formanden kaldte idéen om formidling af det helt unikke Sangstrup Klint for nytænkende. 

Nu bliver drømmen delvist en realitet. I mellemtiden er Michael Lykke-Bertelsen blevet museumsdirektør på Geocenter Grenaa - i sin egen kælder.

Her kan du læse mere om fossilkenderen og udsigten til fossil-formidling ved Sangstrup.

Badehotellet blev shinet op og gjort klar til en ny storhedstid

Ebbe Sørensen ejer også Grenaa Motorfabrik. Han kommer ikke til at stå for den daglige drift af hotellet, men kunne ikke dy sig for at købe det gamle badehotel, da det blev sat til salg. - Stedet fortjener, at der kommer liv i det, siger han. Foto: Anders Tilsted

Ebbe Sørensen skyndte sig at slå til sidste efterår, da han så, at det gamle, prominente badehotel i Grenaa var sat til salg - det var simpelthen en mulighed, han ikke kunne lade passere. 

Siden satte han stedet i stand med omhu og respekt for historien, og 5. juli 2023 - præcis 109 år efter at hotellet åbnede første gang - kunne det genåbne. 

Sammen med sin partner, Diana Møller Kjeldsen, der er daglig leder på hotellet, kunne han med stolthed   slå dørene op til både både værelserne og restauranten. De to håber, at alle - turister som fastboende - får glæde af hotellet, og de glæder sig til at være en del af udviklingen på havnen i Grenaa.

Læs mere om bevarelsen af det fine hotel her.

  • Vi har spurgt læserne, hvad der undrede dem. Og belønnet gode svar med kommer. En gik til Michael Lykke Bertelsen, som kom et skridt videre med at formidle viden om fossilerne ved Sangstrup. Foto: Asbjørn With
  • Kirsten Bundgaard Swift overtog i 2014 Sostrup Slot, der rummer lidt af en historie. Fra bolig for indflydelsesrige adelsmænd til lejr for KZ-flygtninge til nonnekloster for endeligt at havne i Kirstens hænder. Foto: Emma Ahlgreen Haa
  • Emma Juul er i gang med at komponere sin egen favoritis med tre kugler, softice, flydende chokolade og nøddeknas. Foto: Asbjørn With
  • Erhvervsområde, Hesselvang, Grenaa, jfmsolo
    Erhvervsområdet Hesselvang i Grenaa er under udvikling. Jem og Fix har ligget i området i nogle år, men bare i løbet af i år er indtil videre seks nye butikker åbnet i Hesselvang, og den syvende er på vej. Arkivfoto: Annelene Petersen
  • Kommunaldirektør Christian Bertelsen (tv) måtte se sig afskediget af borgmester Kasper Bjerregaard (V) og den øvrige kommunalbestyrelse. Foto: Anders Tilsted/Asbjørn With.
  • René Heinerup åbnede Nerd Cave i Grenaa i november 2021, mens verden var voldsomt præget af en pandemi. Han ville skabe et sted for byens unge, hvor de kunne være sociale sammen uden deres telefoner og uden, at alkohol skulle være omdrejningspunktet. Derfor endte han med at åbne en brætspilscafé. Foto: Sarah Bech
  • Trine Kræmer Petersen glæder sig over, at familien nu har udsigt til hurtigt fibernet. Fibernettet er bestilt, og selvom det kan tage otte uger at installere det i hjemmet, glæder Trine sig mest over, at der er sat skub i processen. Foto: Emma Ahlgreen Haa
  • Michael Lykke-Bertelsen er bidt af en entusiastisk fossiljæger. Han elsker det og håber, at han en dag kan leve af at formidle sin begejstring. Foto: Asbjørn With
  • Ebbe Sørensen ejer også Grenaa Motorfabrik. Han kommer ikke til at stå for den daglige drift af hotellet, men kunne ikke dy sig for at købe det gamle badehotel, da det blev sat til salg. - Stedet fortjener, at der kommer liv i det, siger han. Foto: Anders Tilsted
Blomster på Grenaa Station, hvor en 15-årig dreng i weekenden blev stukket med en kniv og kort efter døde. Foto: Anders Tilsted

Kort nyt fra Norddjurs: Akutlægebil erstattes af akutbil uden læge, ny møbelbutik åbner, og gymnasium beholder tilskud

For sidste gang får du her et overblik over de vigtigste nyheder fra den seneste uges tid.

Vi skal i dag både runde det tragiske teenagedrab i Grenaa, en god nyhed om faldende fattigdom, den nye finanslovs positive takter for Grenaa, nyt fra butikslivet og årets Vild Med Dans-vinder.

15-årig knivdræbt i Grenaa

Søndag døde en 15-årig dreng efter et knivstikkeri ved Grenaa Station. Drengen blev hentet i en ambulance, men døde kort efter. Det skriver Amtsavisen.

En anden 15-årig dreng blev anholdt og sigtet for grov vold med døden til følge og er siden blevet varetægtsfængslet i surrogat frem til 18. december.

Ifølge Østjyllands Politi har drabet ingen tilknytning til det kriminelle miljø.

- De to drenge kendte hinanden, og det ser ud til, at de har haft en eller anden form for uoverensstemmelse, der søndag endte i en konfrontation, siger vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard til avisen.

Akutlægebilen bliver erstattet af akutbil uden læge

Den nye finanslovsaftale, som blev præsenteret tidligere på ugen, indeholder et beløb, som er helt essentielt for Norddjurs, hvor det er planlagt at spare Grenaas akutlægebil væk fra nytår.

Aftalepartierne i Folketinget er nemlig blevet enige om at forbedre regionernes akutberedskaber. Derfor er der i finansloven afsat 50 millioner kroner i 2024 og derefter 75 millioner kroner årligt til at gennemføre løftet, skriver Lokalavisen. Af aftalen fremgår det desuden, at pengene især skal komme udkantsområderne til gavn.

Nu er det op til Region Midtjylland at søge om del i puljen på de 50 millioner kroner.

Allerede i går onsdag mødtes forligspartierne til en drøftelse om, hvordan man skulle bruge de ekstra puljemidler i regionen. Her nåede partierne frem til, at Grenaa som erstatning for akutlægebilen fremover får en døgndækket akutbil med en paramediciner. Akutbilen skal supplere de to ambulancer i Grenaa.

I forligsteksten understreger forligspartierne, at etablering af den nye akutbil er under forudsætning af finansiering fra puljen.

Tidligere Nørager-spiller vandt Vild Med Dans

I den forgange weekend blev der sat punktum for dette års Vild Med Dans, hvor der blev kåret et vinderpar.

Det var den pensionerede fodboldspiller Kasper Fisker, der sammen med sin partner Karina Frimodt løb med sejren.

Kasper Fisker sluttede sin karriere i Brøndby, men inden da har han spillet i Randers FC, Skive og Hobro, og i sine helt unge dage spillede han fodbold i Nørager Boldklub. Det skriver Lokalavisen.

Ny møbelbutik åbner i Auning

I 60 år har der været møbelforretning i Østergade i Auning med skiftende ejere. Netop nu er Sten Petersen ved at lukke sin butik Bolighuset i lokalerne. Men allerede i begyndelsen af det nye år åbner en ny møbelbutik med en ny ejer i lokalerne, skriver Lokalavisen.

- Jeg vil gerne have, at der er møbelforretning i Auning, så det har jeg kæmpet for at få igen. Med det forretningsliv, der er i byen, så passer det rigtig godt, at man også kan handle møbler, siger Lars Martinussen, der ejer bygningerne, til avisen.

Hvem det bliver, der overtager lokalerne, afslører han ikke. Han fortæller dog til avisen, at det er gode folk med masser af erfaring fra møbelbranchen, der snart bliver at finde i byen. Den nøjagtige åbningsdato for den nye butik er endnu ikke meldt ud.

Der er færre fattige børn i kommunen

I Norddjurs er en større andel af børnene fattige end gennemsnittet for resten af landet. Men heldigvis går det den rigtige vej med børnefattigdommen her i kommunen, skriver Lokalavisen.

Nye tal viser nemlig, at Norddjurs har formået at nedbringe andelen af fattige børn fra 5,4 procent i 2021 til 4,5 procent i 2022. Hvor der før var 341 fattige børn i kommunen, er der nu 288.

I gennemsnit over hele landet ses det, at 4,2 procent af børnene lever i fattigdom.

Grenaa Gymnasium beholder tilskud

Den nye finanslovsaftale, som blev præsenteret tidligere på ugen, byder på gode nyheder for Grenaa Gymnasium. En del af aftalen indebærer nemlig at forlænge tilskuddet på årlige 500.000 kroner til såkaldte udkantsgymnasier.

- Vi er rigtig glade for, at tilskuddet nu bliver forlænget. Kvaliteten af ens uddannelse må aldrig afhænge af, hvor man bor. Det er vi glade for, at regeringen og partierne bag finansloven kunne blive enige om, siger Asger Kjær Sørensen, der er forperson for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.

I Grenaa har elevrådsforpersonen sammen med ligesindede fra andre udkantsgymnasier kastet sig ind i kampen for at bevare deres skolers økonomiske grundlag, og den kamp har altså nu givet pote.

Forlængelsen af tilskuddet er dog midlertidigt, og derfor er arbejdet nu gået i gang for at finde en mere permanent løsning på gymnasiernes finansieringsproblemer.

DF trækker sig fra regionens budgetforlig

Dansk Folkeparti var egentlig en del af budgetforliget i Region Midtjylland, men tirsdag har partiets to regionsrådsmedlemmer besluttet sig for at trække sig fra budgettet for 2024. Det skiver partiet selv i en pressemeddelelse.

Ifølge de to regionsrådsmedlemmer Lone Langballe og Inger-Marie Tryde betaler patienter og borgere for høj en pris for budgetaftalen, der er indgået af et flertal i regionsrådet. Det er blandt andet planerne om at fjerne akutlægebilen i Grenaa, der får bægeret til at flyde over for partiet.

- Vi synes, det er urimeligt, at der skal spares så voldsomt på sundhedsområdet. Udgifterne til Novo-medicinen Wegovy og Ozempic er steget voldsomt på grund af den nye aftale med PLO, Praktiserende Lægers Organisation. Det er regionerne, der skal afholde disse udgifter, uden at vi kompenseres, samtidig med at staten tjener stort på den nye medicin på grund af ekstra skatteindtægter. Dét, synes vi, slet ikke er rimeligt, lyder det fra Lone Langballe og Inger-Marie Tryde.

  • Blomster på Grenaa Station, hvor en 15-årig dreng i weekenden blev stukket med en kniv og kort efter døde. Foto: Anders Tilsted