Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger NorddjursLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

I Allingåbro er det forfaldne hus på Hovedvejen nu på vej til at blive revet ned. Foto: Emma Ahlgreen Haa

Nu er "øjebæen" på vej væk

Jeg tror, at flere borgere i Allingåbro jublede, da nedrivningen af det forfaldne hus på Hovedvejen gik i gang i starten af denne uge.

Forud er gået en lang periode, hvor især naboer men også andre i byen har kunne se, hvordan huset er forfaldet mere og mere.

For siden det ellers påbegyndte nedrivningsarbejde gik i stå i 2020, da Arbejdstilsynet og politiet lagde vejen forbi, og konstaterede, at der var asbest i taget, er der ikke sket noget. Udover at huset er faldet sammen til et punkt, hvor det efterhånden er en ruin.

Men ejendomsretten er ukrænkelig, og derfor har kommunen ikke bare kunnet rive huset ned - selvom de gerne ville.

Derfor har man siden 2020 været i dialog med ejerne, og nu bliver huset så revet ned med hjælp fra kommunens nedrivningspulje.

Hvad har jeg ellers med til dig i dag?

🏍️ I sidste weekend var der motorfestival i Allingåbro, og vi har hørt, hvordan det mon gik - og om der er planer om at lade motorfestivalen vende tilbage næste år.

📰 Du får også ugens nyhedsoverblik, så du kan blive opdateret på noget af det, der er sket i kommunen siden sidste uge.

God læselyst!

Vi elsker at høre fra jer!

Er der noget, du undrer dig over i Norddjurs Kommune? Noget der også kan interessere andre, og som vi kan undersøge journalistisk?

Så skriv til os lige her.

Vi elsker, når journalistikken bliver til i fællesskab med jer - og vi belønner månedens bedste spørgsmål med en kaffekop ☕

Billede af Emma Ahlgreen Haa
Billede af skribentens underskrift Emma Ahlgreen Haa Journalist
  • I Allingåbro er det forfaldne hus på Hovedvejen nu på vej til at blive revet ned. Foto: Emma Ahlgreen Haa
Nedrivningsarbejdet er gået i gang på Hovedvejen ved Allingåbro, hvor en ruin af et hus længe har generet naboer og andre i byen. Foto: Emma Ahlgreen Haa

Hus i Allingåbro har fået lov til at forfalde mere og mere: Nu bliver det revet ned med hjælp fra kommunen

I 2020 var ejeren af et hus på Hovedgaden i Allingåbro i gang med at rive det ned, da arbejdet pludseligt blev stoppet af Arbejdstilsynet og politiet - tilsyneladende på grund af asbest i taget.

Siden har huset stået tomt, og med tiden er det kommet til at ligne mere og mere en ruin.

For en måned siden spurgte en læser os, hvad der skulle ske med huset, og nu er der kommet skub i sagen. For i denne uge er maskiner gået i gang med at rive huset ned - og det sker med hjælp fra kommunen.

På Hovedvejen i Allingåbro står et hus, som ikke umiddelbart er til glæde for hverken naboer eller beboere i byen. Efter nedrivningsarbejdet for nogle år siden blev stoppet, har huset fået lov til at forfalde mere og mere. I denne uge er arbejdet med at rive huset ned endelig gået i gang - og det sker med hjælp fra Norddjurs Kommune.

Mandag rykkede nedrivningsmaskiner ud til et sammenstyrtet hus på Hovedgaden i Allingåbro.

I byen har folk det seneste stykke tid spurgt sig selv, hvad der skulle ske med huset, der har stået tomt i tre års tid.

Som NorddjursLIV tidligere har fortalt, var der tilsyneladende planer for huset tilbage i 2020. I hvert fald var ejeren - ifølge husets nabo - i gang med at rive huset ned, da en politibil og en repræsentant fra Arbejdstilsynet stoppede arbejdet på grund af asbest i taget.

Det gule hus havde i flere år fået lov til at stå og forfalde - til ærgrelse for naboer og folk i byen. Foto: Asbjørn With

Siden har huset stået tomt, og er med årene forfaldet mere og mere. Ikke til umiddelbar glæde for hverken naboen eller andre, der bor i byen, og næppe kan undgå at se huset, når de kører ind i Allingåbro.

- Vi ser på det hver eneste dag. Vi prøver at lade hækken vokse, så vi ikke ser det så meget, når der er blade på træerne. Men jeg må da sige, at jeg er glad for, at vi ikke skal sælge lige nu. For det er virkelig ikke det bedste salgsargument at have en ruin som nabo, sagde Mikkel Dueholm, der er nabo til huset, til NorddjursLIV i april.

Men selvom flere har ønsket huset revet ned, har det ikke kunne lade sig gøre. For kommunen kan ikke bare rive uønskede huse ned som det passer dem. Derfor har det været op til ejerne at beslutte, om de vil have huset revet ned.

Nedrivningsarbejdet er i gang

Nu er der dog godt nyt. For som vi fortalte i starten af artiklen, gik arbejdet med at rive huset ned i gang i denne uge.

I april fortalte vi, at kommunen var i "god dialog" med ejeren af huset, og nu bliver det revet ned med hjælp fra kommunen, der har en såkaldt nedrivningspulje, hvor kommunen kan få et statsligt tilskud til nedrivning af huse for at sikre byforskønnelse.

- Der er flere ejendomme, vi har brugt penge på at rive ned. Mange gange lykkedes det, fordi ejeren kan få en økonomisk fordel af, at kommunen vil hjælpe med udgifterne til at rive et hus ned, siger Ulrik Christensen, der er byg- og miljøchef i Norddjurs Kommune.

Huset havde fået lov til at stå og forfalde, siden arbejdet med at rive huset ned for et par år siden blev stoppet på grund af asbest i taget. Foto: Asbjørn With

Kommunens forvaltning har de seneste år været i dialog med ejerne, og for en måneds tid siden kom der skub i processen, da parterne blev enige om en løsning.

Som politiker har Niels Ole Birk (V), formand for miljø- og teknikudvalget, også været involveret i processen.

- Jeg kan selvfølgelig ikke tage æren alene, for der er mange mennesker, der har været involveret og vi har brugt flere år på at få det til at ske. Nu er det endelig lykkedes, og det er jeg som formand for udvalget rigtig glad for. Nu kan vi rydde grunden til glæde og gavn for Allingåbro, siger han.

Borgere undrer sig over, at der ikke er blevet gjort noget

Da NorddjursLIV er forbi for at tage et billede til denne artikel, møder vi flere af byens borgere, der er glade for, at der nu endelig bliver gjort noget.

- Det undrer mig, at kommunen bare har ladet det stå og forfalde. Kønt har det jo ikke set ud, siger en af dem, vi møder på vejen.

Ejeren af huset får nu hjælp af kommunen til at rive huset ned. Foto: Emma Ahlgreen Haa

Grunden er i øjeblikket omkranset af et stort, gult hegn - både for sikkerhed og et værn mod nysgerrige sjæle, men også for at sikre maskinerne mod tyveri.

- Jeg er glad for, at kommunen nu har taget initiativ til nedrivningen. Det kommer til at pynte, lyder det fra en anden, der tit går tur i området med sin hund og har lagt mærke til det forfaldne hus.

Hvad der skal ske, når huset er revet ned, er endnu uvist. Grunden ejes stadig af den samme person, der nu har fået hjælp af kommunen til nedrivningen.

  • Nedrivningsarbejdet er gået i gang på Hovedvejen ved Allingåbro, hvor en ruin af et hus længe har generet naboer og andre i byen. Foto: Emma Ahlgreen Haa
  • Det gule hus havde i flere år fået lov til at stå og forfalde - til ærgrelse for naboer og folk i byen. Foto: Asbjørn With
  • Huset havde fået lov til at stå og forfalde, siden arbejdet med at rive huset ned for et par år siden blev stoppet på grund af asbest i taget. Foto: Asbjørn With
  • Ejeren af huset får nu hjælp af kommunen til at rive huset ned. Foto: Emma Ahlgreen Haa
Næsten 10.000 lagde vejen forbi Allingåbro i weekenden til Allingåbro Motor Festival. Arkivfoto: Annelene Petersen

Næsten 10.000 lagde vejen forbi motorfestival i Allingåbro: - En dag med glade mennesker og motorkøretøjer

Der var fest og glade dage i weekenden, da der var motorfestival i Allingåbro.

Næsten 10.000 glade gæster og deltagere lagde vejen forbi, og formand fortæller, at alt stort set gik, som det skulle.

Der var højt humør og mange hestekræfter, da der i weekenden var motorfestival i Allingåbro. Formand fortæller, at alt gik, som det skulle.

Næsten 10.000 mennesker lagde i sidste weekend vejen forbi Allingåbro, hvor der for 18. gang var motorfestival.

- Vi havde forventet omkring 7.000, og med deltagere og gæster nærmede vi os de 10.000, så det var bedre en forventet, siger Jens Olaf "Laffi" Hersom, der er formand for foreningen bag Allingåbro Motor Festival.

Han glæder sig over, at så mange havde lyst  til at støtte op om arrangementet.

- Det er jo altid svært at gætte, om det er noget, folk stadig har lyst til at deltage i, men det må det i den grad siges, at de har, siger han.

Jens Olaf "Laffi" Hersom har været med siden Allingåbro Motor Festival blev grundlagt i begyndelsen af 2000'erne. Arkivfoto: Lars Rasborg

Som NorddjursLIV fortalte kort før festivalen, har arrangører og frivillige i månedsvist knoklet for at blive klar til festivalen. Bare til at bemande barerne på pladsen var der brug for 170 frivillige, og dertil kommer blandt andet frivillige til at holde opsyn, holde pladsen pæn og ren og betjene de fire indgange.

- Alt i alt må jeg sige, at de frivillige gjorde det supergodt. De var med til at sørge for, at gæsterne havde en god dag, siger Jens Olaf "Laffi" Hersom.

Festival igen næste år - forhåbentligt

Generelt forløb motorfestivalen godt, og det er siger Jens Olaf "Laffi" Hersoms indtryk, at gæsterne havde en god dag.

- Der var lige nogle enkelte, der fik en tør over tørsten og måtte hjælpes lidt. Men vi var rigtig mange mennesker samlet, og det var en varm dag, så det er svært at undgå, at enkelte drikker for meget alkohol og for lidt vand, siger han.

Desuden blev tre personer anholdt, fordi de ifølge Østjyllands Politi ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt. Derfor blev de sat i detentionen på politigården i Randers til afrusning og efterfølgende afhøring - og først løsladt ud på aftenen.

- Der gik vist solskin og fadøl i den, sagde vagtchef og politikommissær Chris Mose, Østjyllands Politi, til Randers Amtsavis efter festivalens afholdelse.

To personer blev anholdt og sigtet for uro og uorden, mens en person blev anholdt og sigtet for vold.

- Det ærgrer mig selvfølgelig, for vi vil helst undgå den slags episoder. Men det er svært at dæmme op for. Og jeg synes, at vores frivillige fik løst det i god orden med politiet, siger Jens Olaf "Laffi" Hersom.

Gæsterne kunne i weekenden opleve forskellige motorsportskonkurrencer. Arkivfoto: Annelene Petersen

Derudover peger han på, at der ikke var brug for de to ambulancer, som stod til rådighed, og at pladsens samaritter primært hjalp til med småskader.

- Alt i alt synes jeg, at vi havde en rigtig god festival. Det var en god dag med glade mennesker og motorkøretøjer, siger Jens Olaf "Laffi" Hersom.

Han - og de øvrige i foreningen - er klar på at gøre det igen næste år.

- Men vi er nødt til at afvente den nye lokalplan, der er på vej for området, for den kan betyde, at der vil blive bygget på det område, hvor vi normalt er. Og så skal vi se, hvad vi så gør, siger Jens Olaf "Laffi" Hersom og slutter:

- Men jeg håber da - og tror på -, at det kan blive til noget igen næste år.

  • Næsten 10.000 lagde vejen forbi Allingåbro i weekenden til Allingåbro Motor Festival. Arkivfoto: Annelene Petersen
  • 21 OST MotorFestival016
    Jens Olaf "Laffi" Hersom har været med siden Allingåbro Motor Festival blev grundlagt i begyndelsen af 2000'erne. Arkivfoto: Lars Rasborg
  • Gæsterne kunne i weekenden opleve forskellige motorsportskonkurrencer. Arkivfoto: Annelene Petersen
Pingvinunger er - måske - på vej i Kattegatcentret. Foto: Emma Ahlgreen Haa

Homoseksuelt pingvinpar ruger på æg. Politiet aflagde besøg i Allingåbro. Ny sandwichbar åbnet i gammel tank. Indbrud rammer sommerhuse

Vi opdaterer dig på det, der er sket siden sidst, så du kan følge med i livet i kommunen.

Her får du ugens korte nyhedsoverblik fra Norddjurs.

Sød musik i Kattegatcentret: Homoseksuelt pingvinpar ruger på æg

Her ses de to hunpingviner Marmelade og Chickpea, der danner par og er i gang med at ruge på to æg i reden. Først senere vil det vise sig, om æggene er befrugtede. Foto: Kattegatcentret

Gennem længere tid har Kattegatcentret forsøgt at få de 22 æselpingviner i anlægget til at gøre kur til hinanden, og nu ser det ud til, at anstrengelserne - måske - har båret frugt.

Dyrepasserne har nemlig opdaget to æg i én af pingvinrederne.

Lidt usædvanligt er det dog, at det er to hunpingviner - Marmelade og Chickpea - der ruger på æggene.

Det skriver Kattegatcentret i en pressemeddelelse.

- - Hos pingviner er det sådan, at to hunner og to hanner sagtens kan danne par. Her er det altså pingvinhunnerne Marmelade og Chickpea, der er blevet glade for hinanden, og de har gennem længere tid haft travlt med at bygge deres fælles rede, siger dyrepasser for pingvinerne, Thomas Mathias Spiele, i pressemeddelelsen.

I og med at der er tale om to hunpingviner er spørgsmålet, om æggene er befrugtede. For det kan Marmelade og Chickpea sjovt nok ikke gøre selv.

- Der er en lille mulighed for, at Chickpea har parret sig med én af hannerne i anlægget. Der er dog ikke nogen af hannerne, der har vedkendt sig faderskabet, og da pingviner generelt er meget tro mod deres partner, er chancen større for, at de to pingvinhunner ruger på ubefrugtede æg, fortæller Thomas Mathias Spiele.

Først når æggene er ti dage gamle, kan man se, om der sker fosterudvikling i dem.

Otte bilister står til frakendelse af kørekort efter politiets besøg i Allingåbro

Otte personer står til en betinget frakendelse af kørekortet, mens 23 fik et klip i kørekortet efter politiets færdselsindsats i Allingåbro i weekenden. Arkivfoto: Martin Sylvest

23 bilister fik et klip i kørekortet og otte bilister står til en betinget frakendelse af kørekortet, efter Østjyllands Politi i weekenden gennemførte en større færdselsindsats i Allingåbro.

Forklaringen til politiets færdselsindsats skal ifølge dem selv findes i, at der var motorfestival i Allingåbro lørdag og noget af natten til søndag.

Færdselsbetjentene holdt særligt øje med vejene omkring festivalen, og meldingen var, at bilisterne generelt kørte pænt, når de kørte til og fra arrangementet.

- Politiet har ikke registeret, hvorvidt bilisterne var med til festivalen eller ej, så de sigtede i forbindelse med indsatsen har ikke nødvendigvis alle noget med arrangementet at gøre, skriver politiet i pressemeddelelsen.

Tag en sandwich eller en håndmad med på turen: Michelle har åbnet smørrebrøds- og sandwichbutik i tidligere tankstation

Michelle Klitgaard Lunden er rykket ind på førstesalen i bygningen bag hende sammen med mand og børn. I stueetagen har hun åbnet Den Gamle Tank i Fjellerup, der sælger blandt andet sandwich, håndmadder og wraps - lige til at tage med på arbejde eller på stranden. Foto: Anders Tilsted

Michelle Klitgaard Lunden har i denne uge åbnet smørrebrødsbutik og sandwichbar i tidligere tankstation i Fjellerup.

Det skriver Randers Amtsavis.

Tanken er, at man kan køre ind og købe en madpakke med håndmadder eller smørebrød to go. Derudover sælger butikken også sandwich, salater og wraps.

Alt sammen ud fra tanken om, at det skal være nemt at tage med på arbejde, på skovtur eller på stranden.

Vil man hellere nyde sin mad på stedet, er der sat bænke op foran butikken, og der bliver også mulighed for at købe pommes frites og franske hotdogs.

Sammen med sin mand, der har husfirmaet Lunden Huse og Djurs Festudlejning, har Michelle Klitgaard Lunden det seneste styk renoveret den gamle tank, og hevet spillemaskiner og andet ud af rummet for at gøre plads til smørrebrød- og sandwichservering.

Åbningstiden i Den Gamle Tank bliver som udgangspunkt fra klokken 7.30 til 15 på hverdage.

Indbrudsbølge har ramt Djursland: Politiet opfordrer til, at man holder øje

Politiet opfordrer til, at man holder øje med ubeboede sommerhuse i og ringer til politiet, hvis man ser noget mistænkeligt. Arkivfoto: Mads Dalegaard

I denne uge har flere borgere kontaktet politiet angående indbrud.

Det skriver Østjylland Politi i deres døgnrapport.

Mere konkret er der tale om sommerhusejere i Dejret ved Knebel, i Fjellerup Strand, to steder i Ebeltoft samt i Gjerrild, der har haft besøg af ubudne gæster.

I Dejret og Fjellerup Strand har fremgangsmetoden været den samme. Her er indbruddet sket ved at vinduer og døre er brudt op. Det ene af stederne blev en stor krukke ifølge politiet kastet gennem en rude.

I Gjerrild ved Grenaa har der også været en indbrudstyv på spil, men her lykkedes det angiveligt ikke at bryde hverken vinduer eller døre.

Mange bruger den forestående pinse til at holde ferie i sommerhusene, og Østjyllands Politi vil meget gerne høre fra andre, som for nyligt har haft indbrud, lyder det i døgnrapporten.

Desuden opfordrer politiet til, at man ringer til politiet, hvis man ser mennesker som udviser mistænkelig adfærd i sommerhusområder.

  • Pingvinunger er - måske - på vej i Kattegatcentret. Foto: Emma Ahlgreen Haa
  • Her ses de to hunpingviner Marmelade og Chickpea, der danner par og er i gang med at ruge på to æg i reden. Først senere vil det vise sig, om æggene er befrugtede. Foto: Kattegatcentret
  • PLUS Flere fartbøder skal finansiere forlig
    Otte personer står til en betinget frakendelse af kørekortet, mens 23 fik et klip i kørekortet efter politiets færdselsindsats i Allingåbro i weekenden. Arkivfoto: Martin Sylvest
  • Michelle Klitgaard Lunden er rykket ind på førstesalen i bygningen bag hende sammen med mand og børn. I stueetagen har hun åbnet Den Gamle Tank i Fjellerup, der sælger blandt andet sandwich, håndmadder og wraps - lige til at tage med på arbejde eller på stranden. Foto: Anders Tilsted
  • Lastbilchauffører blokerer trafikken.
    Politiet opfordrer til, at man holder øje med ubeboede sommerhuse i og ringer til politiet, hvis man ser noget mistænkeligt. Arkivfoto: Mads Dalegaard